Undskyld jeg er bare et menneske…

Det kan godt være at jeg har et gear mere end normalfordelingen af Danmarks befolkning. Men inde bag det gear, er jeg også bare mig. Som jeg også skrev HER. Et indlæg jeg skrev i vrede og frustration over den situation jeg sidder i. Og iøvrigt selv har sat mig i. Det sjove var, at jeg bildte mig ind, at hvis ikke jeg postede indlægget på facebook eller IG, eller på andre SoMe kanaler, så ville ingen se det…. Jeg tog fejl!

Af natur er jeg ret så carefree. Jeg hopper, uden at spekulere over så vanvittigt meget. Bekymringer bor på et meget lille sted i min krop. Nærmest ikke eksisterende. MEDMINDRE! At min omverden (i denne sammenhæng min familie bestående af en mand og to børn) begynder at bekymre sig på mine vegne. Så fylder det! Meget. Og jeg bliver ked af det, og energiforladt. Fra det ene sekund til det andet.

Da folk messede til Louise og jeg, at det er PISSE hårdt at starte virksomhed, troede jeg de mente noget andet. Jeg var sikker på, at der blev talt om hvor træls det er at stå og pakke ordrer til langt ud på natten. Eller at indberette moms (den tror jeg nu os vægter en del). Eller at arbejde lige pludseligt blev en weekend ting.

Nu ved jeg hvad de mente! Tankemylderet. Bekymringerne (fra andre på mine vegne). Og usikkerheden. Det er dét der fylder! Hver en celle i min krop er spændt som en flitsbue. Og som en teenager på 13 år, der elsker Carsten fra parallelklassen det ene øjeblik, og hader ham det næste, svinger mit humør i en nådesløs brandert. Således veksler det i pendulfart fra hamrende spændt og fyldt med gå på mod, til at alt er skidt og jeg kaster håndklædet i ringen!

Min januar har, vil den faste læser vide, været spækket til randen med sygdom og nederen opkald. Jeg har fået luft for vores ikke Instagramvenlige nytårsaften HER. Mine fremtidsbekymringer HER. Vores lortenat HER. Og mit `ARGH kom igen 2017´ indlæg HER. Og ingen af de steder står der (så vidt jeg husker) at det rent faktisk VAR salmonella den lille gut fejlede…. Og mig. Iøvrigt en fremRAGENDE januar kur, skulle vi hilse og sige.

Men nu er vi i februar. Der er ingen ændringer i noget. Endnu. Andet end at det andet opkald jeg fik for en uge siden. Det idag er blevet gjort til skamme. Og én af de personer jeg elsker allerhøjest i mit liv, har fået den bedste besked ever. Scanningerne viste ingenting. Jeg vidste godt at samtalen var imorges kl 9.30. Så fra klokken slog netop dét, sad jeg, ude af stand til at samle mig om noget, i Andedammen alene og stirrede på uret. Kl. 10.03 ringede den. Med gode nyheder. Og jeg skulle opleve, på egen krop, hvorledes det føles når der falder en sten fra hjertet. For det gjorde der. Jeg ved det. Jeg mærkede det. Jeg blev 1 kg lettere. Og kunne pludselig mærke at jeg ikke havde trukket vejret i en uge. For jeg havde luft igen. Og så græd jeg! Af lettelse og glæde.

Så nu er vi i februar. Og februar har indtil videre vist sig fra sin gode side. Og som Bastian sagde,`Når uheld altid kommer i flok, så MÅ de gode nyheder også gøre det´. 

Ergo satser vi på at LIGE om lidt er huset solgt, vi har fundet et nyt, Louise og jeg er kommet ud af starthullerne og jeg kan tjene bare en bette skilling på min blog, til at få hverdagen til at løbe rundt.

Så altså undskyld for Januars linde strøm af dårligdomme fra min side. Men håber I vil tage det som Lillemor gjorde, da hun sagde: `det er faktisk ret rart at mærke at du er et helt almindeligt menneske med problemer´. Kun ment på den absolut sødeste måde!

Jeg satser på mange gode updates i februar! Send gode vibes, jeg sender iallefald i jeres retning.

p.s. og TUSIND tak til Cana for at agere fortrinelig fotograf, da jeg akut manglede et billede til indlægget her.