Jeg lider af bragende PMS. Omkring et par dage op til menstruation, bliver jeg så eddikesur og deprimeret at det halve kunne være nok. Min lunte er ikke eksisterende og jeg føler en lille sort tordensky hænge over mit hoved 27/7. Det er frygteligt! Og ofte opdager jeg først at det var det når det er for sent. Min cyklus er som vinden blæser og slet ikke til at regne med. Og hver måned døjer jeg altså med slem PMS. Når showet så starter, er humøret tilbage på plads og jeg kan igen mærke glæden boble. Tilgengæld har jeg så kraftige menstruationssmerter at jeg nogle gange må lægge mig syg i 2 døgn.   Følg endelig mit daglige, helt almindelige...

`Den dag jeg blev enke´ Patricia (@uperfekt_zak) har sendt mig hendes historie. Og den rørte mig dybt. Den har flere gange været oppe og vende i min bevidsthed og jeg kneb en gevaldig tåre da jeg læste den. Patricia, tusind tak fordi du ville dele den med mig, med os. Tag rigtig godt i mod Patricias historie. Fredag den 18 september 2009 havde vi mine forældre til spisning og vores ældste søn spørger far; ” Far, hvad hvis det tog du køre, køre galt og du dør”  Far siger; ” Det kan ske, men det gør det selvfølgelig ikke”. Far tager af sted på arbejde kl. 4.00 lørdag den 19 september 2009. Lørdag morgen kl. 6.57 19. september 2009 vågner jeg...

`Min far hjalp 4 mennesker videre i livet´ Kære Linda, tak fordi du vil dele din fars historie. Jeg tror den er vigtig, da den understreger at man ikke behøves at tage herfra forgæves. Og at det også kan hjælpe de efterladte til at finde ro i en ellers meningsløs tilstand. Tusind tak for at dele din historie med mig. Tilbage i 2013, fik min far pludselig en hjerneblødning, og stod desværre ikke til at redde bare 52 år gammel. Midt i alt kaoset, spurgte lægerne om organdonation, min far havde ikke taget stilling. Som pårørende var det enormt svært at håndtere, midt i en kæmpe sorg…Vi valgte efter lige snakken for og imod, at donere hvad de kunne bruge…...

“Jeg tror det var omkring november måned at du nævnte det for mig første gang” Jeg sidder på badebroen ved Furesø bad, foran mig står en sort plastikbakke med sushi, to glas og en kold rose. Bag det hele sidder Loui. Min Loui. Vi har savnet hinanden og forsømt hinanden. Så nu tog vi tyren ved hornene og bookede os selv til OS-TID. Og det føltes godt. Vi havde brug for hinanden. Vi havde brug for at se hinanden og lytte til hinanden. Jeg havde brug for at Loui lyttede til mig. Særligt fordi jeg, åbenbart, siden november har klaget over en rysten på min krop. Loui kunne huske at første gang jeg nævnte det for hende var på Amager...

Som teenager, havde jeg bøjle. Sådan et par vaskeægte togskinner. Ét af de sæt, der var tosset dumme at holde rene, og med elastikker der gav blå mærker inde i kinden, og som var det modsatte af en magnet på drengene. Jeg havde den vel på i halvandet år, hvorefter jeg fik overtalt både tandlæge og forældre til at nu var jeg færdig med det pjat, og så røg den af igen. Muligvis for tidligt. Her godt 20 år efter, i en alder af 37. Har jeg igen fået bøjle. Nu en lidt anden (og mere fancy) én af slagsen. De første 3 uger læspede jeg helt gevaldigt, og ALDRIG har jeg været så stille til møder før, som jeg...