Når verden er af lave og man sidder fast

Det er blevet så pisse deprimerende at være til. Man orker næsten ikke at åbne avisen, eller skrive B.dk i browseren. Overalt man kigger er der dårlige nyheder. Enten er folk slået ihjel, eller også er der smeltende poler, eller uhyggelige præsidenter der ikke burde have magten. 

Jeg ved snart ikke længere hvad jeg skal gøre for at holde modet og humøret oppe.

Bevares vi har haft en jævnt ringe start på 2017, bare i vores familie, og jeg håber da i mit inderste at det bliver bedre. Men det gør unægteligt at mit humør starter i minus.

Men shit hvor er det altså svært engang imellem.

Jeg får ofte at vide at jeg er et overmenneske. Med et ekstra gear. At mit humør smitter, og at jeg er evigt glad. Det er jeg slet ikke. Jeg er støbt af knogler, fedt, og muskler, ganske som alle andre. Med et hjerte der banker. Og et følelsesregister der kan nå ud i begge ender. Jeg kan være glad. Det er jeg ofte. Men når jeg bliver ked af det. Så bliver jeg det med hele kroppen.

Jeg har (selv) sat mig i en situation hvor jeg sidder fast. Jeg kan mærke hvordan grebet strammes om min hals, og det begynder at blive svært med luften.

Når så verden, oveni hatten, har besluttet sig for en kollektiv depression. Ja så er det pisse svært at se sig ud af tågen.

Giv mig lige lidt gode nyheder at gå i seng på. Jeg kunne godt bruge dem.