Organdonation -ægte fortællinger del 1

Organdonation -ægte fortællinger del 2

`Den dag jeg blev enke´

Patricia (@uperfekt_zak) har sendt mig hendes historie. Og den rørte mig dybt. Den har flere gange været oppe og vende i min bevidsthed og jeg kneb en gevaldig tåre da jeg læste den. Patricia, tusind tak fordi du ville dele den med mig, med os. Tag rigtig godt i mod Patricias historie.

Fredag den 18 september 2009 havde vi mine forældre til spisning og vores ældste søn spørger far; ” Far, hvad hvis det tog du køre, køre galt og du dør”  Far siger; ” Det kan ske, men det gør det selvfølgelig ikke”.

Far tager af sted på arbejde kl. 4.00 lørdag den 19 september 2009.

Lørdag morgen kl. 6.57 19. september 2009 vågner jeg med et sæt og har en underlig følelse. Som om der er sket noget.

Jeg står op og pusler vores mindste søn og får lagt ham i seng igen. Han er godt træt og lidt sløj pga. forkølelse. Jeg undre mig over, at jeg ikke har fået min morgen sms fra min mand, som han plejer når han holder ved en bestemt perron.

Jeg kigger på tekst tv og læse ” togulykke mellem Kalundborg og Tølløse”. Jeg vidste, at det var mine børns far og min mand det handlet om. Kort tid efter får jeg det frygtede opkald fra DSB, om at det er min mand der er forulykket. En lastbil er kørt igennem bommene og ind i 6toget, som min mand førte. Lastbil chaufføren omkommer, da lastbilen brænder til grund. ( Havari rapporten viste efterfølgende, at lastbil chaufføren desværre var påvirket af euforiserende stoffer)

Jeg går i panik og skrigende ringer til min søster. Hun får sagt; ” Få pakket mad, lidt tøj og bleer til den mindste som kun er 18 mdr.”

Der kommer en taxa efter os og det føltes som mange timer før dem kom. Der er helt stille i bilen, hvor ældste sønnen pludselig siger, ” Mor, skal far dø”. Jeg kigger ind i bagspejlet og får øjne kontakt med taxa chaufføren og siger derefter; ” Nej skat, det skal han ikke”.

Vi ankommer til Holbæk sygehus, hvor der er flere personer til at tage imod os. Vi bliver ført ind på intensiv afdelingen, hvor min mand er i koma. Det var et forfærdeligt syn og sidder stadig tydeligt efter så mange år. Der gik ikke længe før ”vi kom ind i det lille rum” hvor beskeden lød; ” Patricia, din man vil ikke overleve og han er hjernedød”.

Mit liv stoppet. Mit hjerte stoppet. Verden forsvandt for mine fødder.

Ventetiden var den værste – der skulle gå et døgn og mange undersøgelser før de kunne erklære ham officielt hjernedød. Vores børn fik sagt farvel og blev taget med hjem af familien. Præsten kom ind og velsignet min mand på hans sidste rejse og jeg på det fremadrettet liv uden ham.

Tiden kom til, at beslutte om min mand skulle donere sine organer væk. Heldigvis har min mand og jeg talt meget sammen om dette, da han var professionel motor cross køre i mange år. Min mands motto var; ” Kan jeg tag – kan jeg også give”. Det var ikke en svær beslutning, alle organer skulle doneres væk. Jeg blev oplyst, at der kom 5 mennesker ind og kunne få hans organer og få en liv. Det gjorde mig glad, når nu han blev taget væk fra os, at han kunne hjælpe andre. Mens min mand bliver kørt ned til operation, står jeg i en døråbning for mig selv og ser ham blive kørt ned af gangen – Det var mit farvel. Troede jeg.

Jeg prøvede, at få lidt ro og hvil under ventetiden – En sygeplejerske kommer ind kl. 4.38 søndag nat og fortæller, at hun har min mand fået fred. Jeg reagere egentlig ikke der, for havde jo sagt farvel. Troede jeg. Kl. 4.38 er er et symbol for mig, da mit telefon nr. jeg har haft i mange år ender på 438. Det er et tegn for mig.

Min søster, svoger og jeg tager hjem i lejligheden, hvor jeg får et hurtigt bad og henter det tøj min mand skal have på efter han kommer op fra operationen. Da vi kommer tilbage på Holbæk sygehus og går op mod indgangen, står et hold læger med en organ transport kasse. Det går her op for mig at det er min mands hjerte, som er på vej på sidste rejse til et andet menneske, som vil leve livet efter. Det var her mit sidste farvel på Hospitals rejsen slutter. Lægerne åbnede min mand og så han havde så mange indre blødninger, at det kun var hans stærke hjerte der kunne reddes.

Min mands hjerte banker videre i en ”dengang 10 årige” svensk dreng.

Det er nu 11 år siden og livet går videre. Jeg har fundet mig en dejlig kæreste, som har taget børnene til sig og har omfanget mig i min svære tid efter. Man kommer sig aldrig over tabet af et nært menneske.

Jeg og børnene har taget stilling og er organ donere. Det taler vi meget om der hjemme, hvad man ønsker når man en dag går bort.

`Min far blev erklæret hjernedød´

Anden fortælling kommer fra Mette, og handler om hvordan hun mistede sin far ret pludseligt. Jeg er meget taknemmelig for at Mette ville dele sin historie og synes hendes vinkel og pointe er meget vigtig! Tag rigtig godt imod Mettes fortælling.

For tre år siden faldt min far på en trappe, og med ét blev vores liv forandret.

Min far blev erklæret hjernedød, men var stadig i live og derfor blev vi spurgt om vi ønskede at følge min fars ønske (han var organdonor med de pårørendes accept), hvilket vi takkede ja til. Vi ved ikke hvem der har fået hans organer, men 7 organer blev taget og forhåbentlig har de givet en masse liv og glæde til andre 🧡

Jeg havde faktisk selv lidt svært ved at skulle ‘acceptere’ at de skulle operere ‘unødigt’ i ham, og jeg var bange for hvordan han ville se ud efterfølgende, da vi skulle sige farvel. Men han var fin og lignede sig selv 🧡

Min far er død og han er hverken mere eller mindre død af, at vi valgte at donere hans organer. Jeg føler dog at hans død ikke har været hel forgæves, når nu hans organer er brugt til andres liv.

Det var rigtig rart, at min far havde taget beslutningen for os, så vi ikke skulle stå med den selv.

Selv hvis man ikke ved hvad man skal vælge – eller man måske er ligeglad, så tror jeg det er vigtigt at man også tænker på sine efterladte, så de ikke skal stå med sådan en beslutning oveni sorgen 🧡

 

Husk at de fleste kan blive organdonorer og at de fleste af os har et organ eller to der kan bruges. Det mindste man kan gøre er at tage stilling. Du kan gøre det nemt og hurtigt lige hér: https://organdonor.dk/

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Organdonation -ægte fortællinger del 1