Drømmer mig lidt væk

Min tabubelagte fødselsdepression. Det kan godt være hårdt at blive mor.

Phototastic-04-05-2015_117d253a-feac-4f14-9708-cb03e5a41ead “Guuud hvor ser du godt ud, Christina!”, “Har du virkelig lige født?”, “Sikke et overskud, hvor får du det fra?”. Sætninger som disse møder mig. MEGET ofte! I disse dage. Og ja! Jeg havde en ualmindelig nem fødsel, og ja, jeg har nogle ualmindeligt nemme børn, og ja, jeg har et ualmindeligt stort overskud. Og ja, alle medaljer har en bagside. Også vores. Som jeg ikke er bleg for at dele. For NEJ, det hele er ikke nemt hos os, meget er, men ikke det hele. Og min bagside er en tabubelagt efterfødselsreaktion eller depression om man vil. En bagside der rammer hver 4., men ingen alligevel tør tale om. For man skal jo nyde man er blevet mor. Man skal nyde de lykkelige omstændigheder. Min bagside af medaljen:
Så det her bliver et af de sværere indlæg for mig. Det bliver et af den slags indlæg hvor jeg smider trusserne. Billedeligt talt. Hvis jeg altså var en stripper. Which I am not. Men det bliver også et af de indlæg. Håber jeg. Der kan hjælpe andre. Igen skulle blognavnet gerne, ikke, have levet forgæves. Men til trods for at jeg åbenbart ikke kan slippe afsted med at skrive noget uden en humoristisk undertone (synes jeg selv høhø), så håber jeg alligevel at alvoren kan skinne igennem.

Det er nemlig ok at tude. Efter jeg selv er blevet mor, har jeg nærmest ikke foretaget mig andet. Jeg tuder til alt. Jeg tuder når jeg er ked af det, jeg tuder når jeg er glad, jeg tuder når jeg er rørt, jeg tuder når jeg er træt, jeg tuder når jeg ser Ramasjang. Og det er ok, og det er et af grundstofferne i mor metallet. Det er os ok at tude når man har de berømte babyblues på 4-5 dagen. Det er os´ ok. Men det er altså ikke ok at tude på 5 ugers dagen. IGEN. Og flere gange om ugen. Og da slet ikke hvis det man tuder over, er komplet irrationelt og noget man i virkeligheden slet ikke kan gøre noget ved. Touché, muligt at Ramasjang falder i dén kategori. Men så se bort fra dén. Eller værre endnu, tude fordi man bekymrer sig over, om nogle mennesker man ikke har set i 10 år, nu overhovedet kan li´ en mere? Eller om de har slettet én på facebook fordi de er blevet sure på én. Dét er ikke ok. Det er ligemeget!

Jeg har selv tudet sådan, og gør det stadig. Og det er os´ derfor dette indlæg er lidt tough writing, som man siger. Eller som JEG siger, ved ikke om MAN gør. Dette er nemlig yderst relevant og noget der sker for mig nu. LIGE NU! Instablogging kan man vel kalde det. For jeg vidste godt at jeg ville blive ramt af babyblues, fuldstændig som jeg gjorde det med min søn. Men jeg vidste ikke at når baby blues blev ved med at komme igen. Og igen. Og igen. At jeg pludselig befandt mig i en situation hvor jeg ku vågne om morgenen, og allerede i dét sekund jeg åbnede øjnene kunne mærke at dette ville blive én af de dage. Én af de dage hvor jeg allermest havde lyst til at blive i min seng. Under dynen. Uden voksenkontakt. Ja også helst uden babykontakt. Bare væbne mig med tålmodighed og vente på, at det påny ville blive morgen. Den næste dag altså. For på de dage, kan jeg have åndsvage, irrationelle og komplet ligegyldige tanker omkring…-ALT! Her taler vi über dårligt selvværd. Ikke formå at flytte fokus andre steder hen end på lige præcis de 10 strækmærker jeg har fået under navlen. På den i øvrigt utroligt blævrede mave. For ikke at tale om at jeg pludselig begyndte at fortolke ALT på de sociale medier. Hvorfor skriver hun det? Hvorfor har han ikke liket? Hvorfor er vi ikke venner mere? Som en anden teenager. Seriously! Og forklaringen har muligvis været (hvis der var nogen). Hun skriver det fordi hun mener det og intet andet imellem linierne. Han har nok ikke liket. FORDI HAN IKKE TJEKKER FACEBOOK 40 GANGE I MINUTTET. Og vi er nok ikke venner længere, fordi jeg selv har slettet hende, da jeg ryddede MAX op i bekendtskaberne for længe siden.

Og så er der den dårlige samvittighed. ÅH GUD! Jeg har konstant dårlig samvittighed. Og misforstå mig ret. Det er vidst ganske normalt, men det er ikke normalt at den dårlige samvittighed grunder i, at man ikke føler man bonder med sin baby. Eller at man grundet kort lunte (eller hvad årsagen nu er), har haft lyst til at smide baby på gulvet og løbe sin vej, simpelthen fordi man ikke kan håndtere at hun græder.

Det vigtige for mig at sige er, så jeg ikke risikerer at nogen kommer og fjerner mig fra min familie eller min familie fra mig. Jeg er en god mor og jeg vil mine børn det bedste. Men jeg er en hormon bombe og er blevet ramt af træls efterfødselsvirkninger. Men det er ikke alle der er lige heldige. For sytten, jow, de fleste bliver heldigivis overhovedet ikke ramt. Men hvis man gør, så er det altså også helt normalt og det er så uvurderligt vigtigt at man tager sig selv og sine tanker seriøst og taler med sundhedsplejersken herom. Eller en anden der kan hjælpe, som man stoler på.

Jeg har den absolut bedste sundhedsplejerske, jeg sendte hende en sms en aften på én af de der dage. Og god som hun er, svarede hun mig til trods for at hun havde fri. THUMBS UP! Og TAK Malene:-). Jeg havde skrevet en temmelig neglicerende sms til hende og spurgt om det ikke var ganske normalt at jeg havde babyblues nu kørende på 5 uge? Og prompte opfangede hun signalerne og læste imellem linierne (det kan vi kvinder, har jeg lært af Ann-Elisabeth Knudsen), og skrev at hun ville komme ud til mig mandag morgen for en snak. For dét skulle jeg iallefald ikke sidde alene med…

Men hvad gør jeg så?:
– Jeg taler med sundhedsplejersken
– Jeg har taget kontakt til lægen og er derigennem blevet koblet på Gaia insituttet. De er super søde og laver ikke andet end at arbejde med efterfødselsreaktioner. Så de ved MEGET:-)
– Jeg har fortalt det til familien og de nærmeste. Det er trods alt lidt nemmere at navigere uden om faste mærkedage hvis omverdenen kender årsagen. Og de vil SÅ gerne hjælpe.
– Ja, og så skriver jeg mig ud af ting. Supriiise.

Hvad har jeg/man brug for?
– 2 ører, der vil lytte. Ingen snak eller gode råd. Ellers tusind tak.
– Ingen aftaler, kun de spontane som bliver booket når jeg kender dagsformen. Men er spontane fester ikke også altid de sjoveste?
– De helt almindelige skulderklap, som vi alle godt kan lide. DE er gode!
– Ingen spørgsmål. Som i INGEN. Jo mindre stilling jeg skal tage til ting, jo bedre. Det bombardement af spørgsmål jeg dagligt får fra min 2,5 årige charmetrold, udgør MER´ end rigeligt min kvote. Og det gælder også, Hvor meget sukker skal du have i kaffen, skat? `Bare hæld i´, `I don´t care, så længe du putter sukker i´ (off course).
– En forstående og rummelig mand (Tip: Giv ham lidt space en gang imellem til at kommme ud og lade op så han kan komme hjem og rumme dig endnu mere)
– Ingen løsninger. Mænd! Jeg mener det. Sødt af jer. Virker ikke;-)

Hvor kan man blive klogere?:
Jordemoderforeningen har skrevet lidt om emnet og kommer med en forklaring på termerne.
Gaia- Instituttet har en god liste af hvad man SELV KAN GØRE:-) Karma knus, op med humøret og pas nu på jer selv og jeres:-).

Og til de pårørende:
Sku nu ikke hunden på hårene, for jeg går da ikke ud de dage jeg er nede. Så det er kun de allernærmeste der rent faktisk har set min reaktion in action. Man går jo heller ikke ud med en slem influenza. Så ja jeg kan godt se godt ud på de gode dage, men det er langt fra virkelighed på de dårlige. //C

Knus C

Følg og få updates på Karmamilli.dk på:
Facebook ? Klik her
Instagram – Klik hér
Bloglovin? ? Klik her

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

   

Smid en kommentar (jeg elsker det)

  • Hvordan går det med din efr nu? Er du kommet ovenpå igen? Jeg følger meget gerne med, da jeg desværre har scoret 40 på Gaia testen, det går stille og roligt fremad. Knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karmamilli

      Søde Ditte. Det går faktisk rigtig godt. Jeg har været til psykolog 3 gange og har talt MEGET med min familie og ikke mindst dét at jeg har skrevet hér på bloggen. Åh du må virkelig lytte til din krop og egne behov. Det vigtigste er helt bestemt at du kommer ovenpå igen. Så skal der nok være plads til at være mor og være på barsel bagefter. Håber meget du er ok. Uanset er du mere end velkommen til at skrive igen. Også på mail. KNUS lige tilbage til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • så fint og modigt skrevet søde C ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Må tilslutte mig koret – kæft du er altså sej. Det er altid (som i hvert eneste indlæg) en fornøjelse af følge med i livet som mor på både de gode og de mindre gode dage. Har ofte et smil på læben når jeg har læst din blog, for du er virkelig skrap og humoristisk til at få sat ord på dine tanker. Alt det bedste til dig C – du er en inspiration 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karmamilli

      Hold kæft du er da sød!!! Og det er kommentarer som disse der gør, at jeg gang på gang (også på de knap så gode dage) har lyst til at hive pc´en frem og dele mit liv:-) TAK!!! Af hjertet for at du læser med:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Touché og det største klap på skulderen :-).
    Og selv efter 23 år kan man sq vande høns af mor-slagsen.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejlig læsning når man også selv er ramt af efterfødselsreaktion, efter fødsel af første dejlige barn. Jeg talte med sundhedsplejersken med det samme, såvel som gode veninder, og er blevet taget godt hånd om, men det er stadig et work in progress.
    Det lyder strengt, men egentlig dejligt at vide man ikke er alene. Jeg vil med det samme se lidt på gaia instituttet, det lyder interessant.
    Tak fordi du deler:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karmamilli

      PHEW! Ked af at høre, men kan faktisk godt forstå hvad du mener med det at det er rart man ikke er alene i båden. Og det tror jeg VITTERLIGT ikke vi er. Man tør sgu bare ikke sige det højt. For hvad vil folk ikke tænke. Man bør jo være lykkelig? Godt at høre at du os har nogen at vende det med. Og TAK for at dele at du har det på samme måde.
      SELV TAK!
      God aften til dig:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kys fra kusinen, der stadig tager de ture 9 år efter sidstefødte… Vi kan bare det der i familien!!! Husk her ALTID er kaffe fra maskinen og sol på altanen (eller næsten altid sol…).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karmamilli

      Du er god Caro! Ja der er åbenbart noget i generne dér. Men kaffe vil jeg altid gerne. August savner os sin Anna og Ohhkar:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt du er ærlig Christina, det er første skridt til at få det bedre, og den bedste hjælp du kan give dine kære – så de får liv at hjælpe dig. Knus og tanker herfra, skriv når du har en god dag og luft i kalender så laver vi en spontan fest med bebserne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karmamilli

      TAK søde Trine! Og du har ret. Det ER det. Ud af systemet er det, det skal. Jeg lover at jeg nok skal være klar til en spontan baby fete en dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ingen spørgsmål eller gode råd herfra, vil bare sige at jeg kender det fra mig selv, jeg mor-tuder lidt lige nu, og det er dejligt at du vil dele dén slags også 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karmamilli

      Tusind tak for din kommentar Majken! Det varmer, at du skriver, at du kender det, og ikke mindst, at du har læst med. TAK! Og det var så lidt. Eller, okay, lige dette indlæg var lidt mere end bare lidt:-) God aften til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Drømmer mig lidt væk