Hvorfor er alentid med børnene vigtigt?

HoLD KæFT! NoGeT oM BøRNeoPDRaGeLSe

Om at lægge mundkurv på sig selv…. nogle gange er det EDDERSVÆRT!

Jeg hentede idag den bette i vuggeren. Faldt i snak med en anden mor, der tilsyneladende havde en ældre datter der os var noget nær umulig at putte. Jeg slappede lige lidt af i skuldrende af den kommentar. Thank god hvor det varmer at man ikke er den eneste.

Et nanosekund efter, sad skuldrende igen oppe under begge ører.

Og her er det vigtigt for historien at huske, at vi jo har et barn mere. Som sover så snart han ligger vandret (bortset fra nu kl 20.54, hvor han ligger og synger volapyk op fra sit Anders And blad, men eeeellers, ikk´?!).

For midt i snakken blander vores søde pædagog sig. Hun havde noget på hjerte. Og før vi vidste af det kolliderede 2 generationer. 2 verdener. 2 forskellige holdninger. 2 forskellige tidsaldre.

Den søde pædagog som har virkelig mange års erfaring, fik luft for hendes frustrationer over, at forældre nutildags ikke formår at sætte tydelige grænser for deres børn (TSK!). Det er (åbenbart) så grælt at mange børn ikke kan sove. For blot 10-12 år siden var det noget HELT andet. Dér sov ALLE børn og ingen forældre brokkede sig. PUNKTUM!

Sagde hun! Uden at blinke. Og jeg måbede (inde i mig selv).

Jeg havde virkelig svært ved ikke at vade direkte ind i den diskussion med store fedtede støvler. Men det var upassende, og ingen af os ville vinde. Så jeg bed mig i læben. Meget. Og messede for mig selv:

“IKKE SIGE NOGET CHRISTINA!”

“SSSSHHHH IKKE SIGET NOGET!!!”

“HOLD NU KÆFT CHRISTINA! DU SIGER IKKE NOGET!”

For hun fortsatte med eksempler som, ‘Dengang sagde man bare GODNAT! Og så sov børnene!’

Jeg tror hende. Eller jeg tror at hun har ret i at verden har ændret sig. Og at vores tilgang til børneopdragelse har ændret sig. Men jeg tror fanme ikke på at grænser NOGENSINDE havde fået vores bette pige til at sove et my bedre. Hun har jo sovet uroligt siden hun var 4-5 mdr. (hvis ikke før). Og man kan sgu’ed sætte grænser for en baby, uden at skade tryghedsfølelsen.

Og forklar mig så også lige hvordan det nogensinde kan hjælpe at sætte grænser, da jeg for 20 min siden (igen) måtte sidde med mit grædende barn i armene. Et barn der VAR faldet i søvn. Men af smerter eller uro, eller mareridt (jeg aner det ikke), græd salte tårer i søvne. Havde grænser hjulpet dér?

Og argumentet med at vi idag bruger babyalarmer forslår (i mit tilfælde) som en skrædder i helvede. For med den store, som sover fortrineligt, brugte vi flittigt de alarmer. Med den bette, som sover af hat (!), brugte vi dem kun halvt så meget. Konklusion, de er IKKE årsagen hos os.

For fanden det er svært når nogen blander sig i ens opdragelse.

Virkelig svært. Men jeg sagde ikke noget. Jeg lagde låg på min løvemor og tøffede ud imod Annas garderobe. I hælene havde jeg den søde og meget velmenende (men også frustrerede) pædagog, der tydeligvis havde noget på hjerte.

Og jeg sagde ikke andet end:

“Jaaaa, du har nok ret”

og

“Hej hej, tak for idag, vi ses imorgen (kæmpesmilesmiley)”.

Var det ikke flot?!?! For jeg VED jeg er en god mor! Og jeg ved jeg gør mit bedste. Og jeg VED at vores søde pædagog har det på præcis samme måde. Så ingen havde vundet noget ved den kamp.

God aften i stuerne:-).

p.s. Det er sgu sjovt med børneopdragelse, religion og politik. De handler alle 3 om ting man aldrig (sjældent) bliver enige om. Medmindre man er enig fra start.

p.p.s AAAARH det hjalp bare at få det ud af systemet!

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

   

12 kommentarer

  • Signe Op.

    Dét syntes je faktisk, var ret sejt – at du lige rummede jeres forskelligheder og indgangsvinkler! Og endda EFTER en arbejdsdag! 😄 Nogle gange skal man bare vælge sine kampe.
    Jeg kom til at tænke på dengang, vores datter var lille. Hun har nok været 9-10 mdr, og jeg havde hende med op i supermarkedet, hvor hun sad i den der klap (?) i vognen. Der kommer et ældre ægtepar forbi, og damen henvender sig til min datter. Og jeg stod og smilede, som man jo ofte gør, for små børn tricker ligesom noget hos en del mennesker, og de bliver bare NØDT til at henvende sig. Så hun siger noget til min datter, og vender sig herefter mod mig: “Hvorfor svarer hun ikke??” Med det samme vender hun sig mod sin mand og siger: “Det er da utroligt, at unge forældre idag, ikke kan lære deres børn noget høflighed!”
    Okay, nok havde vores datter utrolig meget hår, hvilket fik hende til at se lidt ældre ud, end hun var. Og så var hun virkelig tyk (I tell ya’ – hun havde vitterlig ingen hals. Overhovedet! Det var bare hoved og krop ud i ét!), hvilket nok også fik hende til at se ældre ud, end hun var.
    Men WTF?! Jeg var nærmest chokeret. Altså, jeg mener, er vi enige om, at helt små børn for fanden da ikke kan forventes at svare høfligt på (fremmede) menneskers henvendelser?
    Bagefter kommer man jo så altid til at tænke på de der guldkorn, man skulle have fyret af. Jeg fik reelt bare sagt: “Øh… det er nok fordi, hun ikke KAN snakke endnu!!”
    Jesus, altså….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      WHUT!?!?!?! Sagde hun dét!? For jow, vi er HELT enige. Det var da det særeste at blande sig for. Folk er mærkelige!!!

      OG TAK! MEGA TAK! Og tak for at læse med. Jeg elsker når I kommenterer. Det er så vidunderligt nærværende:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg er selvpædagog i en vuggestue, og selv mor til en 3 og en 4 årig. Jeg har flere (ældre og erfarne) kollegaer, som dagligt ævler om nøjagtig det du skriver om… forældre og forældreskab har ændret sig til det værre (i deres optik) De kan nææsten ikke rumme at være vidner til hvor dårligt det (ifølge dem) går med nutidens småbørnsforældre.. jeg kan nææsten ikke rumme at høre på dem, og deres bedrevidenhed og fordømmelse. Opdragelse og det at være småbørnsfamilie ER noget andet i dag, men oftest ser jeg forældre som yder deres absolut bedste og stiller SÅ høje krav til eget forældreskab at det bliver næsten urimeligt at skulle kunne leve op til det.
    Folk (også erfarne pædagoger) bør holde deres “visdomsord” for sig selv, med mindre de bliver bedt om at tilkendegive deres holdning og evt. Faglige vurderinger og analyser. Jeg havde haft SÅ svært ved ikke at ytre min mening, hvis jeg havde stået i dit sted. Men thumbs up for du kunne! Og som du selv skriver, havde det ikke “rykket på noget” at tage en sådan “debat” med hende…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristine

      Det er skønt du har en platform hvor du kan ytre dig, og du er ikke alene om, at stå i disse situationer. Jeg kender til dem. Dog er jeg kommet til konklusionen, at de der har brug for, at komme med kommentarer om opdragelse over for vores børn, skal vide, at det sårer og vi tager det på os negativt. Jeg ved, at jeg ellers går rundt med en dårlig smag i munden og tanker om, hvilken dårlig mor jeg “er”. Selvfølgelig nytter det intet at komme med sure kommentarer retur, men hellere ytre sig end gå med skam og galde der alligevel må ud? Med mindre man kan sige ‘pyt’ og ‘let it go’. Men det er jo de færreste.. Kærlighed herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Jeg er som udgangspunkt meget enig. Jeg er typen der ALTID siger hvad jeg mener, og taler om giraffen i stuen. Hellere det end at snuble over latterlige bump i gulvtæppet. Men jeg er os typen der vælger mine kampe med omhu. Og jeg kan altså VIRKELIG godt lide denne pædagog. Og selvom jeg følte mig utroligt ramt, og blev mut. Så vurderede jeg at det på ingen måde var hendes intention. Og så længe det ikke gentager sig, så besluttede jeg at dette var én af de kampe jeg ikke skulle tage. Og nu har jeg sagt pyt:-) For du har helt ret. Pyt er det vigtigste ord!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      ENIG! ENIG ENIG ENIG!!!! Og så var hun jo bare uheldig at ramme min hovedpulsåre. Lige der hvor der gjorde allermest ondt på mit morskab… TAK FOR AT LÆSE MED. Og for din kommentar:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi kjeldgaard

    Sagde hun virkelig det- pædagogen???
    Jeg kan trøste dig med- jeg har 4 børn- alle piger , i alderen 26,24,21 og 11 år. Nr 1 sov så snart hun blev lagt og sov til midda endda da hun var startet i skole . Nr 2 so meget som baby men dét stoppede da hun blev 1 år og magen til natteravn skal man lede længe efter . Nr 3 sov nærmest inden hovedet lå på pude , og nr 4…… suk…., hun sov aldrig( som i virkelig aldrig ) nu er hun 11 og præ-teen og først nu er det bedre med søvnen.

    De har alle 4 fået samme kærlige og omsorgsfulde opdragelse. Ingen af mine børn har fået lov til at græde sig i søvn( selvom mange synes jeg “forkælede “ mine børn ved at tage dem op når de græd!?!)

    Ingen forældre synes det er fedt med er barn der ikke sover, men for fandme man hør alt hvad man kan for at hjælpe barnet over i søvnen- med større eller mindre succes.

    Dén pædagog der, viser lige præcis en utrolig ensidig side af det pædagogiske og jeg er ret sikker på jeg IKKE kunne have holdt mund så flot som dig.

    Det jeg egentlig bare vil sige er, ingen børn er ens, heller ikke selvom de er avlet i samme famile.

    Hun kommer måske til at sove mere når hun bliver ældre( teenager) måske ikke.

    Men det har altså absolut intet med nutidens forældreskab at gøre!!!

    Ps- hun er så übernuttet , den bette Anna , at det ville være svært for mig at få hende til at sove, jeg ville snakke med hende hele tiden hahahah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Jeg starter lige med dit ps. for hvor har du ret. Og indrømmet, der er flere aftener hvor vi lige skal pludre af med hinanden, hun kan jo for søren charme sig til det meste. Og TAK!

      Og jow, det sagde hun. Vores søde pædagog. Men jeg kan nu altså rigtig godt lide hende, og derfor gik jeg ikke ind i den. Om end det var RET SÅ SVÆRT ikke at begynde at forsvare sig selv. Man følte jo lidt man blev angrebet.

      Og tak for din historie. TAK TAK TAK! TAK fordi jeg ikke er den eneste. Og du bekræfter jo min teori! TAK! Og godt arbejde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Årh det havde også været svært for mig!
    Når jeg snakket putteproblemer med min far griner han altid – fordi hans børn åbenbart var på samme måde 🙈 “men vi sad jo alligevel hos jer indtil I sov. I skulle jo ikke være kede af det eller bange for at ligge der i mørket” ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Så din far er undtagelsen? Han siger jo i virkeligheden at børn også IKKE sov dengang. Jeg kan godt li´ din far!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Puha – imponerende at du ikke sagde noget! Jeg ved godt, at det klart var det klogeste valg, og det beundrer jeg, for jeg ville ikke have kunne lade være🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Det var os svært. Men jeg kan virkelig godt lide den pædagog. Og jeg vidste at det var to holdninger der mødtes. Og så var kampen ligemeget. Vil hellere opretholde det gode samarbejde:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor er alentid med børnene vigtigt?