HoLD KæFT! NoGeT oM BøRNeoPDRaGeLSe

Om at lægge mundkurv på sig selv…. nogle gange er det EDDERSVÆRT!

Jeg hentede idag den bette i vuggeren. Faldt i snak med en anden mor, der tilsyneladende havde en ældre datter der os var noget nær umulig at putte. Jeg slappede lige lidt af i skuldrende af den kommentar. Thank god hvor det varmer at man ikke er den eneste.

Et nanosekund efter, sad skuldrende igen oppe under begge ører.

Og her er det vigtigt for historien at huske, at vi jo har et barn mere. Som sover så snart han ligger vandret (bortset fra nu kl 20.54, hvor han ligger og synger volapyk op fra sit Anders And blad, men eeeellers, ikk´?!).

For midt i snakken blander vores søde pædagog sig. Hun havde noget på hjerte. Og før vi vidste af det kolliderede 2 generationer. 2 verdener. 2 forskellige holdninger. 2 forskellige tidsaldre.

Den søde pædagog som har virkelig mange års erfaring, fik luft for hendes frustrationer over, at forældre nutildags ikke formår at sætte tydelige grænser for deres børn (TSK!). Det er (åbenbart) så grælt at mange børn ikke kan sove. For blot 10-12 år siden var det noget HELT andet. Dér sov ALLE børn og ingen forældre brokkede sig. PUNKTUM!

Sagde hun! Uden at blinke. Og jeg måbede (inde i mig selv).

Jeg havde virkelig svært ved ikke at vade direkte ind i den diskussion med store fedtede støvler. Men det var upassende, og ingen af os ville vinde. Så jeg bed mig i læben. Meget. Og messede for mig selv:

“IKKE SIGE NOGET CHRISTINA!”

“SSSSHHHH IKKE SIGET NOGET!!!”

“HOLD NU KÆFT CHRISTINA! DU SIGER IKKE NOGET!”

For hun fortsatte med eksempler som, ‘Dengang sagde man bare GODNAT! Og så sov børnene!’

Jeg tror hende. Eller jeg tror at hun har ret i at verden har ændret sig. Og at vores tilgang til børneopdragelse har ændret sig. Men jeg tror fanme ikke på at grænser NOGENSINDE havde fået vores bette pige til at sove et my bedre. Hun har jo sovet uroligt siden hun var 4-5 mdr. (hvis ikke før). Og man kan sgu’ed sætte grænser for en baby, uden at skade tryghedsfølelsen.

Og forklar mig så også lige hvordan det nogensinde kan hjælpe at sætte grænser, da jeg for 20 min siden (igen) måtte sidde med mit grædende barn i armene. Et barn der VAR faldet i søvn. Men af smerter eller uro, eller mareridt (jeg aner det ikke), græd salte tårer i søvne. Havde grænser hjulpet dér?

Og argumentet med at vi idag bruger babyalarmer forslår (i mit tilfælde) som en skrædder i helvede. For med den store, som sover fortrineligt, brugte vi flittigt de alarmer. Med den bette, som sover af hat (!), brugte vi dem kun halvt så meget. Konklusion, de er IKKE årsagen hos os.

For fanden det er svært når nogen blander sig i ens opdragelse.

Virkelig svært. Men jeg sagde ikke noget. Jeg lagde låg på min løvemor og tøffede ud imod Annas garderobe. I hælene havde jeg den søde og meget velmenende (men også frustrerede) pædagog, der tydeligvis havde noget på hjerte.

Og jeg sagde ikke andet end:

“Jaaaa, du har nok ret”

og

“Hej hej, tak for idag, vi ses imorgen (kæmpesmilesmiley)”.

Var det ikke flot?!?! For jeg VED jeg er en god mor! Og jeg ved jeg gør mit bedste. Og jeg VED at vores søde pædagog har det på præcis samme måde. Så ingen havde vundet noget ved den kamp.

God aften i stuerne:-).

p.s. Det er sgu sjovt med børneopdragelse, religion og politik. De handler alle 3 om ting man aldrig (sjældent) bliver enige om. Medmindre man er enig fra start.

p.p.s AAAARH det hjalp bare at få det ud af systemet!