Er det mig der er sippet?

Scenen: Vi sidder på Café Jorden Rundt. De som kender Charlottenlund og har været på fortet, cyklet i området eller bare kørt ad Strandvejen. I kender den. En café der ligger klemt inde (nok så idyllisk) imellem en stor parkeringsplads, og en trafikkeret vej. Bevares. Der er også udsigt til skov og hav.

Her sidder vi så. Min familie og jeg. Vi har just været på fortet og bade (heraf foto af iøvrigt ret lækker unge), og er efterhånden godt sultne. Vi overvejede et kort sekund at spise ungerne af med en blød (hvid) toast (som iøvrigt også kan noget særligt, især med tømmermænd. Ikke at jeg havde det den dag) fra kiosken. Men droppede idéen og cyklede istedet 400 m ned ad føromtalte vej, for at slå samtlige måse i bænkene på Café Jorden Rundt.

Vi bestilte 2 ting. En madpandekage med honningglasseret skinke og en grovsandwich med samme honningglasserede skinke (og en masse grøntsager iøvrigt). Det smagte udemærket. Ikke Michelin højder. Men fint til formålet. De voksne delte pandekagen. Ungerne delte sandwichen. Af drikkelse fik vi vand. Helt almindelig, iskoldt, vand!

Jeg bemærkede godt at der kom et venindepar og satte sig ved siden af os. Den ene gik ind for at bestille (i en hvad forekommer meget lang kø, idet hun var virkelig længe væk). Den anden, en ældre Hellerup frue, blev siddende omtrent 1 meter fra mig. Og hun stirrede. Som udgangspunkt tænkte jeg “hun synes nok bare at vores børn er søde!”. Omend stirren blev lige lidt vel meget, var jeg ligeglad. Hvis hun ville stirre. Be my guest.

Så var det at ungerne og faren gik ind for at vælge is (og DÈT tog lang tid). Imellemtiden var veninden til Hellerup fruen kommet retur med to kopper kaffe (med sukker). Og så tog det fart!

Hellerup fruen der havde siddet og stirret gav den hele armen! Og jeg VED hun havde set vi havde siddet og spist. For faen, tallerknerne stod der endnu!

I 10 min. (sådan føltes det) forklarede hun sin veninde (hende med kaffen) hvor heldigt det var, at de havde spist et andet sted. For nu havde hun siddet og set al den mad der var blevet båret ud og jeg siger dig, det så ulækkert ud (JA! Hun sagde ulækkert). Om hun fattede at nogen gad at kaste den slags føde i sig. Om hun nogensinde ville æde det (JA! Hun sagde æde). Ikke tale om!!!!!

I de 10 min. fik hun svinet vores (og samtlige andre der sad og spiste rundt om os), mad til. På det groveste. Og jeg sad og krummede tæer, og bed mig selv i læben for ikke at bryde ind. Og så lovpriste jeg mig selv for, at mine børn ikke hørte hende. For er der noget vi forsøger at lære dem for tiden? Så er det at man ALDRIG taler grimt om andres mad.

Nu kom ungerne så tilbage.

2 store smil smurt ind i is.

Den bette havde fået en Minion is. Det var tydeligt. Hun var mere blå en beige.

Det blev for meget for Fru Hellerup. Hun kunne ikke dy sig. Og da bettepigen stillede sig imellem hende og jeg, MÅTTE hun (åbenbart) kommentere på situationen.

Hun fik sagt (henvendt til veninden, vel og mærke): “HOLD DA OP! Sikke en blå is. Det må man nok sige. NEEEEJ hvor er hun blevet blå. Nej SE! Hun har det i HELE hovedet”. (JA! Hun er TO!!!)

Så skete der uheldigvis det at Minion-isen havde fået det for varmt på pinden og langsomt, men sikkert gled længere og længere ned, for til sidst at ryge på jorden. Vi taler et stykke på omtrent 2×2 cm. NORMALT i sådan en situation ville jeg sige “Skidt pyt, Tulle! Det gør ikke noget. Så er der os is til fuglene. Og det var da heldigt at du nåede at få det meste af den!”. Til det ville bettemusen HELT SIKKERT SVARE: “UPS! Og nårh ja!”. Og så ville den ged være barberet. For jeg prøver nemlig (også) at lære mine børn, IKKE at græde over spildt mælk (eller is).

Lige i lørdags tog situationen en uforventet drejning.

Hellerup fruen stak i et højt hvin!: “NEEEEI IIIIH NEEEEEJ isen smelter (red. ja for helvede. Det er en IS!!! Det GØR is). IIIH NEJ! Den ryger på jorden!” Alt imens hun havde begge hænder op for munden.

Alle var paralyserede af damens virkelig upassende udbrud. Så ingen nåede at modreagere og redde situationen. Resultatet var, at bettepigen stak i høj gråd.

På grund af isen? NOPE!

På grund af overreaktion fra fremmed dame der sad 50 cm fra hendes ansigt? INDEED!

Arhmen for helvede!! Jeg sidder sgu da ikke og råber fremmede mennesker op i hovedet, hvis de taber en gaffel eller en bid brød! Bare fordi nogen er 2 år, giver det vel ikke carte blanche til at gøre det?!?

Med hendes tidligere ageren i baghovedet dukkede løvemoren op i mig! Og med et (diskret brøl) svarede jeg Hellerup Fruen.

“Det var måske ikke nødvendigt! Kunne det være at hun græder på grund af din reaktion og ikke på grund af isen?”

Hellerup fruen følte sig givetvis truet. Og svarede:

“TSK! Jeg kunne da bare lære at opdrage min børn ordentligt!”

AHVABA!?!?!?!?!! (mundlam), fik jeg sagt:

“Jeg er ikke sikker på at du skal belære mig om opdragelse, idet man tænker på hvordan du har siddet i 10 min og skændt over andres mad. Velvidende at jeg sad lige her. Og lige havde spist selvsamme! Jeg er bare lykkelig over at mine børn ikke hørte det, idet vi forsøger at lære dem, at det er virkelig dårlige manerer!”

Hellerup fruen (nu henvendt både til veninde og mig): “Hvor FRÆKT! Sidder du og lytter til vores samtale!?!?”

Mig: “Med din røst og dét faktum at du sidder ÈN METER FRA MIG! Så er det sgu svært at undgå andet!”

Her trådte veninden i karakter og tog mit parti. Hun begyndte sågar at forsvare mig.

Hellerup fruen: “TSK! Men det er da usædvanligt uhøfligt at blande sig i andres samtaler!!!”

EXCUSE ME!?!?!?! Hvem var det lige der blandede sig først!?!? Fru `sikke-blå-hun-er-om-munden´!?!?!?!

Jeg var mættet og en sur løvemor. Blev voksen i et nanosekund. Og sagde til min familie. At vi pakkede sammen og spiste vores is et andet sted (det der var tilbage af den).

Hellerup fruen øffede og fnyste videre af min adfærd. Og jeg frydede mig lidt over at veninden gav hende en bette skideballe idet vi gik derfra.

Altså overreagerede jeg? Jeg var så vred da vi kørte derfra. Mit pulsur sagde +100 (min normale hvilepuls er 40). Og jeg rystede på hænderne af bare frustration og adrenalin.

Nå. Men hvad havde I gjort? Skulle jeg have holdt min kæft!?! Er jeg sippet!?!

Tak. Det hjalp allerede at få det ud. Jeg er iøvrigt retur fra en heftig, og meget tæt pakket, konference i USA, Washington. Det har taget mig et par dage at komme mig og snyde jetlaget. Men nu er jeg retur og står ansigt til ansigt med 150 flyttekasser, jeg på INGEN måde magter at pakke. Så min aktivitet herinde, bliver nok derefter. Enten skriver jeg sindssygt meget (læs: overspringshandler). Eller også har jeg ingen tid, whatsoever, til at opdatere domænet hér. We´ll see.

Men tak fordi I læste med hertil.

Kærlig hilsen løvemoren