Er det mig der er sippet?
Hun fik sagt (henvendt til veninden, vel og mærke): "HOLD DA OP! Sikke en blå is. Det må man nok sige. NEEEEJ hvor er hun blevet blå. Nej SE! Hun har det i HELE hovedet". (JA! Hun er TO!!!)
Så skete der uheldigvis det at Minion-isen havde fået det for varmt på pinden og langsomt, men sikkert gled længere og længere ned, for til sidst at ryge på jorden. Vi taler et stykke på omtrent 2x2 cm. NORMALT i sådan en situation ville jeg sige "Skidt pyt, Tulle! Det gør ikke noget. Så er der os is til fuglene. Og det var da heldigt at du nåede at få det meste af den!". Til det ville bettemusen HELT SIKKERT SVARE: "UPS! Og nårh ja!". Og så ville den ged være barberet. For jeg prøver nemlig (også) at lære mine børn, IKKE at græde over spildt mælk (eller is). Lige i lørdags tog situationen en uforventet drejning.Hellerup fruen stak i et højt hvin!: "NEEEEI IIIIH NEEEEEJ isen smelter (red. ja for helvede. Det er en IS!!! Det GØR is). IIIH NEJ! Den ryger på jorden!" Alt imens hun havde begge hænder op for munden.
Alle var paralyserede af damens virkelig upassende udbrud. Så ingen nåede at modreagere og redde situationen. Resultatet var, at bettepigen stak i høj gråd. På grund af isen? NOPE! På grund af overreaktion fra fremmed dame der sad 50 cm fra hendes ansigt? INDEED! Arhmen for helvede!! Jeg sidder sgu da ikke og råber fremmede mennesker op i hovedet, hvis de taber en gaffel eller en bid brød! Bare fordi nogen er 2 år, giver det vel ikke carte blanche til at gøre det?!?Med hendes tidligere ageren i baghovedet dukkede løvemoren op i mig! Og med et (diskret brøl) svarede jeg Hellerup Fruen.
"Det var måske ikke nødvendigt! Kunne det være at hun græder på grund af din reaktion og ikke på grund af isen?"
Hellerup fruen følte sig givetvis truet. Og svarede:
"TSK! Jeg kunne da bare lære at opdrage min børn ordentligt!"
AHVABA!?!?!?!?!! (mundlam), fik jeg sagt:
"Jeg er ikke sikker på at du skal belære mig om opdragelse, idet man tænker på hvordan du har siddet i 10 min og skændt over andres mad. Velvidende at jeg sad lige her. Og lige havde spist selvsamme! Jeg er bare lykkelig over at mine børn ikke hørte det, idet vi forsøger at lære dem, at det er virkelig dårlige manerer!"
Hellerup fruen (nu henvendt både til veninde og mig): "Hvor FRÆKT! Sidder du og lytter til vores samtale!?!?"
Mig: "Med din røst og dét faktum at du sidder ÈN METER FRA MIG! Så er det sgu svært at undgå andet!"
Her trådte veninden i karakter og tog mit parti. Hun begyndte sågar at forsvare mig.
Hellerup fruen: "TSK! Men det er da usædvanligt uhøfligt at blande sig i andres samtaler!!!"
EXCUSE ME!?!?!?! Hvem var det lige der blandede sig først!?!? Fru `sikke-blå-hun-er-om-munden´!?!?!?!
Jeg var mættet og en sur løvemor. Blev voksen i et nanosekund. Og sagde til min familie. At vi pakkede sammen og spiste vores is et andet sted (det der var tilbage af den). Hellerup fruen øffede og fnyste videre af min adfærd. Og jeg frydede mig lidt over at veninden gav hende en bette skideballe idet vi gik derfra. Altså overreagerede jeg? Jeg var så vred da vi kørte derfra. Mit pulsur sagde +100 (min normale hvilepuls er 40). Og jeg rystede på hænderne af bare frustration og adrenalin.Nå. Men hvad havde I gjort? Skulle jeg have holdt min kæft!?! Er jeg sippet!?!
Tak. Det hjalp allerede at få det ud. Jeg er iøvrigt retur fra en heftig, og meget tæt pakket, konference i USA, Washington. Det har taget mig et par dage at komme mig og snyde jetlaget. Men nu er jeg retur og står ansigt til ansigt med 150 flyttekasser, jeg på INGEN måde magter at pakke. Så min aktivitet herinde, bliver nok derefter. Enten skriver jeg sindssygt meget (læs: overspringshandler). Eller også har jeg ingen tid, whatsoever, til at opdatere domænet hér. We´ll see. Men tak fordi I læste med hertil. Kærlig hilsen løvemoren