Så går vi sgu til dans!

Så er det sagt! Eller gjort. Det vi har talt om én milliard gange. Vi har været til vores første dansetime. Samtlige Honning Krukker. Ja undtagen Anna Bandana. Tænker lige vi arbejder på at gå først. Eller bare stå, sådan stabilt.

Men resten af klanen har været til prøvetime på Pejsegaarden.

Vi lagde stærkt ud med børnedans for 3-5 årige. Jeg hentede August fra Børner og drog ud ad Frederikssundsvej. Med begge unger under armen blev vi dirigeret ned i festsalen i kælderen. Pivkoldt. Men underviseren Hanne var så pæn, hjertevarm og lattermild at det var ligemeget. Hun tog August under sine vinger og vi vinkede farvel. Bevares, Anna og jeg sku´ ikke længere end lige udenfor døren. Sammen med de 10 andre forældre. Der tjekkede mobiler og ipads. Det er åbenbart det man gør. Man taler ikke sammen. Man zoner ud. Kan sgu egentligt godt forstå det. Det er en unik chance for bare at fede den, og gennemtrawle nettet uden dårlig samvittighed.

Nå, men Anna og jeg pludrede og fandt et spot. Lige til venstre for døren. Dér kunne man få et smugkig ind i salen. Uden at ungerne kunne se en. Og dér. Lige der foran det vindue. Smeltede jeg udover det iskolde bonede parketgulv. Ved synet af min søde lille August i den fineste march rundt i lokalet med Abby (tror jeg hun hed) i strutskørt, i sin lille hånd. Helle dusseda! Aldrig har jeg set noget så kært. Som i aldrig. Faktisk græd jeg lidt. Til de andre sagde jeg at det var fordi Anna fik sprøjtet jordbærsmoothie i mit øje.

De sidste 20 minutter måtte de voksne komme ind og kigge på. Sådan en dag var det åbenbart. Det, af mig, der endnu ikke var smeltet. Forsvandt som snefnug i en varm børnehånd, da August så mig iblandt de andre forældre og ivrigt vinkede til mig med de gladeste øjne og det dejligste og stolteste (kan man helt sikkert ikke sige) smil. Åh jeg elsker den dreng. Som nu skal gå til børnedans på Bendixens danseskole. Imens jeg sidder udenfor og dyrker de sociale medier. Eller bare leger med Anna.

Nu vi er ved Bendixen. Så var vi da os rigeligt underholdt af Britts skønne og vældig karakteristiske røst, der tilsyneladende havde undervisning i lokalerne just ovenover. Ikke røsten altså. Britt. “Hæle ned, op på tå, damen rundt”. Det var som taget ud af Vild med Dans.

Men nu til det, der startede det hele…

Kl. 19.45. Bilen forlader Kildeløbet, farmor og to, på daværende tidspunkt, sovende børn. For endnu engang at sætte snuden mod Pejsegaarden. Til de som stadig måtte være i tvivl. NEJ, jeg har ikke vredet armen rundt på Bastian. Han er (siger han) helt med på idéen selv. Og ved I hvad? Jeg syntes det er noget af det mest sexede når mænd har rytme og kan tage styringen på de bonede. Anyhow. Vi kommer indenfor i den noget fallerede Pejsegaard. Og dér står hun. Britt Bendixen. Herself. Det er jo hendes skole. Og som flittig seer af Vild Med Dans, bliver jeg (som jeg plejer) ganske starstruck. Så da den søde dame bag skrænken ikke kan svare på vores spørgsmål, men beder os vente. Og kommer valsende (kan man andet når man arbejder på en danseskole?) tilbage med Britt i hælende. Er det første der kommer ud af min mund. Uden pauser.

“Hej Britt, jeg elsker Vild Med Dans. Så jeg har meldt både min søn og os selv til dans. Må jeg få et billede med dig?”

Arhmen for helvede Frøken Havning. Jeg ku´ ha´ sparket mig selv over skinnebenet. Hvilket jo os ville være såre dumt, når vi kort tid efter skulle ind og bruge dem på Vals og Jive.

Men søde Britt. For det ER hun altså. Og hendes guldsko. Ville da mægtig gerne fotograferes med mig. Så det blev vi.

Nå. Men til dansen. Det gik HERRE dårligt. Altså det var skide sjovt. Men Jesus hvor var vi ringe. Til vores forsvar havde de andre (begyndere) haft 7 gange før os. Men altså! EJ virkelig. Vi var sygt dårlige. Og måtte jævnligt minde hinanden om at vi ikke var der for at vinde Vild med Dans. Men for at blive et bedre forældreteam. Oh well. Valsen? Pisse svær. Jive? Even worse. Foxtrot? Dét tror jeg bliver vores dans. Succes? Altså vi tager afsted igen næsten tirsdag. Tiltrods for über ringe danse skills. Så tror jeg at de to danselærere var svært godt underholdt af vores manglende samrytme. Så de gav os lov til at møde op igen. Tak for det. Hanne og Carsten. Vi kan godt li´ jer.

Fotodokumentation? Sorry. Jeg var så forhippet på at få et billede med Britt (åbenbart) at jeg glemte dokumentationen for at Bastian og jeg rent faktisk var der. Sammen.

Og så en update på flaskebarnet og natten? Det gik ad H til. LIGE efter jeg trykkede udgiv på dette indlæg, vågnede Anna. Skrig og skrål. Kl 22 gik jeg i seng med hende i mine arme. Hvor første halvanden time blev tilbragt i siddende, dog sovende, stilling. No wonder. Jeg er lidt øm i den nakke. Ellers fulgte hun snorlige sin helt egen skønne rytme, ved at vække mig hver anden time. For at toppe den fik August mareridt kl 00.30. Så der var fest i soveværelset. Men hey Anna er stille når hun er i mine arme. Og jeg må indrømme at jeg faktisk ELSKER at have begge børn hos mig om natten. I dag, har jeg skrevet til verdens bedste sundhedsplejerske. Så hun kommer mig til undsætning på mandag. Hvis nogen har gode råd derude? Så modtager jeg dem sgu med kyshånd og klapkager.

Klem og god aften MAMA C