Anna min Anna. -Dette er til dig!

Skulle vi smide vattet? Og lade børnene slå sig?

august-blomster-bw

Jeg pakker ikke mine børn ind i vat. Punktum. Jeg pakker dem faktisk overhovedet ikke ind, så lidt at jeg flere gange om ugen bliver mødt af bekymrede miner fra fremmede. På mine børns vegne. Fremmede, dog velmenende, mennesker der ikke kan holde ud at jeg ikke stopper mine børn inden en kantsten. At jeg lader Anna kravle op i overkøjen, eller August gå balancegang 2 m. over jorden.

Jeg har sågar oplevet atfremmede på en legeplads i Tyskland (det var ovenikøbet danskere), der decideret gik hen og tog mit barn ned fra en rutschebane, HUN mente var for farlig.

AhvaBA´?

For hvem!? For hendes børn? For hende selv? For mig? For mine børn?

Selvfølgelig passer jeg på mine børn, og jeg er der altid. Klar til at gribe dem inden det bliver farligt.

Men kommentarer som:

“Pas nu på”

og

“Vær nu forsigtig”

Dem bruger jeg helst ikke. Jeg kan simpelthen ikke lure hvad børnene får ud af dem? Andet end bekymringer.

Tænk nu hvis…..

Tænk nu hvis du dagligt fik at vide af din chef, at du skulle passe på, hver gang du gjorde noget nyt. Fik en ny opgave. Skulle skrive en mail. Eller lave et regnskab.

“Pas nu på du ikke gør det forkert!”

“Pas nu på!”

“Nu passer du på, ikk´?”

“Vær nu forsigtig med de tal, det kan hurtigt gå galt!”

Hvilken følelse tror du, at du ville blive efterladt med? Hvad ville det gøre ved dig? Hvad jeg tror jeg ville føle?

Jeg ville føle tvivl på egne evner. Jeg ville blive frustreret og tænke at min chef på ingen måde stolede på at jeg kunne selv. Og næste gang jeg skulle lave et regnskab ville jeg starte i minus (bogstaveligt talt), og være nervøs for om jeg gjorde det rigtigt.

Jeg ved jeg sætter det på spidsen nu, men det er os meningen. Overdrivelse fremmer forståelse.

Her den anden dag, ikk´?

Dér var jeg ude at gå en tur med August. Og jeg fik den vildeste (overdrevet sprogbrug! Men det føltes vildt) AHA oplevelse. Vi gik på fortovet, og kom til et sted hvor vi skulle krydse en vej. August havde 2-3 m. forspring, og kom til vejen før mig. Inden han gjorde det, når jeg aktivt at tænke, OG stoppe mig selv i at råbe “PAS PÅ SKAT! Husk nu du skal stoppe!”. Jeg vurderede at der ingen fare på færde var, og besluttede ganske snabbt at lade den lille gut få en succesoplevelse ved SELV at huske at man skal stoppe.

Så jeg sagde ingenting, og observerede bare.

Og han stoppede. Uden tøven. Han vidste PRÆCIS hvad han skulle.

Og jeg roste ham. Og han voksede og stoltheden strålede ud af ham.

Dét der skete i den lille situation var, at jeg bankede lidt selvtillid ind ham. Og gav ham en tro på, at han godt selv kunne.

Hver dag prøver jeg at give ham bittesmå byggesten til selvtilliden.

Det kræver ofte et aktivt valg fra min side, og det er langtfra altid jeg husker det. Men når jeg gør. Så klapper jeg mig selv på skulderen og får et selvtillidsboost i morrollen.

Jeg tror ikke på vatløsninger. Jeg tror på at børn er bygget små og robuste, for netop at kunne slå sig lidt på livet. De falder ikke så langt, og deres små bløde kroppe kan rumme meget mere end vi aner. Det er kun vores modne og voksne hjerner der har svært ved at rumme risikoen. Og vattet virker (tror jeg) kun på den korte bane.

Men smider man vatteringen og booster barnets selvtillid? Så når man endnu længere på den lange bane.

P.s. jeg fik lige en mail ind fra Boozt om at de har op til 60% på børnetøj og sko. Se om der er noget du kan bruge HER.

 

Vi ses på... Snapchat -KARMAMILLI ... Instagram ... Facebook ... Bloglovin

   

6 kommentarer

  • Stine

    Ej fedt fedt fedt! Hvor er du god! Det gik rent ind, og sådan vil jeg være bedre til at gøre fremover.
    Mange tak for mange gode tanker og indlæg som for sjældent får en kommentar med herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      SJIT din besked gør mig glad. TAK! Det var lige præcis det jeg ville med indlægget. Sætte tanker igang derude. Det kan sgu noget særligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla F

    Hvor er jeg bare vild med det her indlæg! Og SÅ enig. Mine svigerforældre fortæller altid mine børn at de ikke må løbe – de må ikke LØBE…!!!
    Som tidligere pædagog mener jeg jo at børn skal lære at falde, mens de er børn. De skal lære at rejse sig igen og komme videre. Jeg har set virkelig vilde styrt i min tid i dagtilbud og alligevel kun oplevet et brud en eneste gang og det var ved et fuldstændig fjollet vrid på en fod.
    Jeg har det jo lidt på samme måde med forældre der skærer deres børns mad ud i mini mini bidder for at de ikke skal få maden galt i halsen… Live a little😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      JA! Jeg plejer at sige, hellere hul i hovedet, end hul i udviklingen:-).Tak for at læse med:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Av, det er bare ret meget mig det der med pas nu på. Og det er måske let at sige, men jeg tror det stammer fra min egen mor. Som er enormt et stort pas på – selv den dag i dag. Selvom jeg er over 30… men jeg tror du har så meget ret. Og jeg vil virkelig være opmærksom på det i fremtiden. Tankevækkende indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Åh håber virkelig ikke jeg trådte nogle over tæerne. Det var bestemt ikke meningen. Syntes bare det gav god mening inde i mit hoved, men er glad hvis det har sat et par tanker igang. Det kan aldrig skade:-). Og du er en fantastisk mor, uanset hvordan og hvorledes!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anna min Anna. -Dette er til dig!