Hallo?

‘Er du der?’ Spurgte en sød læser på snappen! ‘Jeg savner dig!’ ‘Og glæder mig til du er tilbage’.

Årh manner! Tak! Tænk at andre end mine børn kan savne mig!

Men jeg er her! I levende live! Alt er godt! Og alt er kaos. I en symbiotisk, latterlig blanding. Dog mindre end det HAR været. Men sådan noget med at finde et nyt hjem. Det tager sgu tid. Helt konkret. Hver søndag. Fra nu og til vi har budt og alle har skrevet under. Og det har vi satme. Vi har budt på et hus! Intet er på nogen måde på plads endnu. Men vi har budt. Og det er stort for os! Så nu holder vi vejret og forsøger at dæmpe følelser. Man skulle nødigt blive for skuffet! Men samtidig skal man også ville det op til over begge ører. Sjit det er et svært game at spille!

Så jeg er her. Det lover jeg. Men al min fritid er, de sidste uger, gået med at få ro på nogle lidt urolige børn. Tror de kan mærke mere end man aner.

Vi har jo taget den beslutning at involvere dem i hussalg/huskøb. Bevares, vi skærmer dem for alle bekymringer. Og for de fleste fremvisninger. Men vi forsøger stille og roligt at fortælle dem, at det er en god ting at vi skal flytte, og hvad det betyder.

På den ene side var det måske dumt, men omvendt er det fanfisme svært at holde dem komplet ude. Skulle man så briefe alle der kommer på besøg om ikke at spørge ind til projektet? Skulle man lægge låg på sig selv når man var begejstret? For ikke at tale om alle de søndage vi skulle have dem passet?

På den anden side kan vi gøre det til en spændende familieting. Og ikke mindst have muligheden for at svare på Augusts bekymringer for, om de nye ejere vil passe godt på hans legetøj.

Men selvfølgelig skaber det uro. Så vi har hygget ekstra om dem. Har nydt at have feriedage med dem. Frekventeret både zoo, Knuthenborg, og leget med vandslange i haven.

Og så var der, det der nye job jeg er startet i. Det begynder også at tage form. Og tid. Stadig spændende og en fed udfordring, som jeg pt forsøger at naile. Men en seriøs tidsrøver.

Men nok om det. Nu? Som i lige nu. Sidder jeg på en kold trappesten på Østerbro. Jeg har Lionel Richter i ørerne med hans ‘all Night long’. Og så venter jeg på de bedste af de bedste bloggerdamer. Dillerbanden that is. Vi skal forsøge at leve op til vores bandenavn, og har i den anledning booket en dildodame der skal underholde det storfnisende slæng kl 20, alt imens vi spiser medbragt tapas fra Fakta og drikker kold rosé. Jeg føler allerede lidt med hende.

Men vi høres. Snart. Skulle vi ikke aftale det?