Grineflip, en plat joke, et sneak peak på vores projekt, og gode brownies.

Jeg har lært en ny joke! Og den kom in-handy idag. Læs hvorfor (og se før/efter billeder) nedenfor (jaja, I know, det er en cliffhanger #sorrynotsorry).

Nu vi har hinanden, så har flere spurgt hvor langt vi er med vores projekt?

Ting tager tid. Lad mig sige det sådan. Vi er grundige (og perfektionistiske), men vi håber at vi kan løfte sløret for lidt af det vi render og laver, inden længe. Lige om lidt kommer jeg med et lille sneak peak, men inden da starter min indlæg igår eftermiddags.

Mægler ringede, og spurgte om købers bank måtte kigge forbi huset. `Ja da´ svarede jeg smilende, samtidig med at stresssveden piblede ud ad pandehulerne på mig, og mit blik flakkede rundt på 7 puslespil der gelinde var spredt som atomer på køkkengulvet, i en køn blanding af miniperler og havregrødsrester. Sagen er den, at det er noget af en opgave at holde hytten clean med 2 børn under taget. Grænsende til umulig når man oven i hatten er alene med dem. JESUSMARIA!

Men vi jeg klarede det. Til trods for at de små først bukkede under for Lukøje efter 22.00, og jeg selv måtte kæmpe med øjenlågene igennem opvask og tøjvask. For til sidst at falde omkuld i søvn på skjoldet i sofaen, med min computer på skødet, og Paradise i tv´et. Hvor halvdelen af min nattesøvn blev indhentet. #hadernårdetsker #børsteroftetændermidtomnatten

Imorges var heldigvis en tophyggelig morgen, jeg vågnede blev vækket kl 6-noget. Med begge børn i ægtesengen. Underholdt af Backyardigans indtog de et par rugbrødsmadder (det sviner mindre end havregrød), og jeg tog det værste og kom i bad. Vi kom overraskende hurtigt og nemt ud ad døren, og Anna var en engel at aflevere. Måske hun alligevel forstod lidt af de flag Elise, dagplejemor, havde pyntet op med? Den unge dame fylder jo sit andet år imorgen. Og August stillede sig tilfreds med en Angry Bird tegnet i min ånde på ruden i børneren. En opgave uddelegeret af selvsamme barn, og som fik highfives af en anden far. Ikke for udførslen, mere for at have accepteret opgaven.

Jeg nåede sågar igennem Netto og skaffede en buket orange roser og en lækker Karen Volf Brownie.

9.30 skinnede hytten, der var nybagte boller, kaffe på kanden og Karen Volf i en skål. Sikkert fuldstændig overrated, ville nogen mene. Men vi er så tæt på mål, og perfektionisten i mig kan ikke lade være.

Nu sidder vi hér. Loui, jeg og vores hamrende søde grafiker, Christina. Vi råhygger, griner, er kreative, og alvorlige. Vi har fundet en sinddsyg fin symbiose der virker. Vi er igang med at udvikle en plakat. Vi synes selv den er tosset fed. Den tænker ud af boksen. Den kan noget andet end andre plakater kan. Og vigtigst af alt. Vores unger elsker den. Vi har nemlig været så frække at udnytte, at vi deler matrikel med målgruppen, og derved kørt test af den herhjemme.

Jeg tog en række billeder af dem (Loui og Christina), men de var så kedelige og alvorlige (altså Loui og Christina). Såååå…. jeg fortalte en joke… Really, det gjorde jeg. Jer der følger mig på snappen, tror mig. Den lød sådan hér.

“Hvorfor sidder elefanten i mørket og spiser en banan?”

“Fordi pæren er gået!”

AHAHAHAHAHAHAHA #selvtak # jegfinderselvud #mendekuliden

Her får I billedet jeg tog, inden joken…

Og hér et sneak peak på vores produktion…

Skulle nogen sidde derude og have brug for sådan én som Christina, det kunne være til en plakat, udvikling af logo, koncept, illustrationer, kreativt input, you name it. Så får hun vores varmeste anbefalinger. Vi har været tosset glade for hendes sparring. For, jeg indrømmer det blankt, Loui og jeg kan godt have ret kraftige holdninger, og det fede ved Christina er, at hun ikke er bleg for at udfordre og sige: “PIGER! Nu må I lige…!”. Og så er hun toppædagogisk. Og dygtig. Virkelig dygtig. Så altså, giv hende et kald, det må I gerne. P.s. jeg har spurgt om jeg må skrive om hende. Det gør jeg en dyd ud af, altså at spørge om lov, førend jeg namedropper.

Om en times tid henter jeg ungerne, og så skal vi hygge med rester til aftensmaden, minislik i skåle, og Disneyshow, som er blevet en fast del af vores fredage herhjemme. Omend jeg har kæmpet med næb og klør for at undgå konceptet. Men er bukket under for presset fra børnehavevennerne. Og så indrømmer jeg gerne at det faktisk er ret hyggeligt.

Imorgen er det Ansens ægte fødselsdag, og den fejrer vi ved råhygge sammen, bare os 4. Det kan også noget helt særligt.