3 bøger jeg ønsker mig! Og en påskestatus.
Igår var vi til denne dejlige dames fødselsdag. Og vi råhyggede. En stor del af dillerbanden var repræsenteret, og et par stykker af os medbragte rogn. Bla. tog Heidi sin lille Nova med, og jeg siger jer. Nansen (som jeg er begyndt at kalde Anna, efter hun i flere måneder har omtalt sig selv som Nana) og Nova er som snydt ud af næsen på hinanden. De er så sjove sammen. Der er blot nogle måneder imellem dem, og hver gang vi er sammen får både Heidi og jeg kommentarer om hvor meget de ligner hinanden.
Vi hang ud temmelig længe, så ham faren til mine børn kunne få fri i hjemmet til at lege arbejde. Vi kom kun lige hjem for at vende skuden, hive manden ombord og køre op til den middag jeg omtalte her. Og hvor vi, som sagt, kom til at blive hængende lidt for længe. Godt selskab, I ved.
Og det gav pay back idag. Oh yes! Morgenstund havde pjevsebørn i mund. Og det er svært at hidse sig op over noget man i bund og grund selv er ude om. Så vi kørte hen til Camilla og hang ud. Og det var tosset hyggeligt. Jeg elsker hendes selskab, og ungerne klikker så godt. De larmer højt, som drengebørn gør. Og Nansen følger bare i hælene på dem. Engang imellem kommer hun ud og henter lidt mad, og så trisser hun tilbage i hælene. Og Camilla og jeg fik vendt verdenssituationen, og fik bekræftet hinanden i, at det er hårdt at være småbørnsmor og kæreste på én gang. Og så kom vi til at tale om gode bøger man burde læse. Så dem vil jeg dele med jer. Nogle af jer der kender dem?
- Papmachéreglen af Hella Joof: Bare fordi den får fjollet mange (og gode) anmeldelser. Og jeg elsker Hellas regler fra Mads og Monopolet. Og fordi Camilla ER igang med den, og sender roser i dens retning.
- Robuste Børn: Fordi min bror har anbefalet den. Min bror læser ALDRIG bøger om børn. Men denne her. Dén er han fan af. Den må kunne noget magisk.
- Børnenes 5 kærlighedssprog: Fordi jeg har læst bogen om voksnes kærlighedssprog, og der gik nogle pråse op for mig i forhold til hvordan Bastian og jeg taler med hinanden. Så måske jeg også kunne blive overrasket over denne. Og så har en læser givet den en varm anbefaling (TAK:-)).