Da jeg spyttede første barn ud, var det sammen med en lille rygsæk af 800 spørgsmål. De mere naturlige spørgsmål som,
`Kommer jeg nogensinde til at kunne tisse igen uden at tude?´, `Skal amning virkelig gøre så ondt?´, `Får han nok at spise?´, `Er den lort normal?´, fyldte en del.
Men en anden type af undren fulgte med i pakken.
Opdragelsesspørgsmålene!
Pludseligt var vi to, med vidt forskellige baggrunde, der skulle enes. Ikke kun om hvor sofaen skulle stå. Men hvordan et andet menneske skulle opdrages og guides. Og det er ikke så let, som det måske lyder. På ingen måde!
Jeg vil faktisk gå så langt som at trække en parallel til politik og religion. For lige netop de 3 emner. Opdragelse, politik, og religion. Skal man virkelig være varsom med at bringe op til middagsselskabet. Medmindre man er klar på hede holdninger, og tomatkasteri.
Især opdragelsesdelen, da det handler om vores børn. Og når nogen peger fingre at vores børn, så kommer løvinden op i os. Det er så umanerligt ømt et emne.
Og vi gør jo vores bedste. Heldigvis.
Men de spørgsmål jeg, og Bastian, stillede os selv var, hvad vil vi have med? Og hvad vil vi helst ikke have med. Egentligt var det en øvelse vi engang fik af en parterapeut (kunne være jeg skulle beskrive den uddybende i et andet indlæg?). Men den kom in handy, og viste sig vældig brugbar i denne sammenhæng. At blive enige om, og skrive ned, hvilke værdier vores familie skulle bygges op af. BUM!
I den proces (og efter) er vi især stødt på 3 sjove ting....
Jeg har altid lært at man ikke må synge ved bordet.... Det har Bastian os.
Men hvorfor må man ikke synge ved bordet!? Det er da pisse hyggeligt!
Jeg kan ved gud grød ikke se at man skulle blive et dårligere menneske, med ringere manerer bare fordi man har sunget ved bordet!? Tværtimod er det da topsjovt lige at fyre mariehønen evigglad af.
Og så fatter vi heller ikke
hvorfor det er forbudt at tegne på sig selv. Jeg har selv en forholdsvis stor tatovering, så det føles sgu lidt som at kaste med sten i et glashus, at forsøge at argumentere for at man ikke må tegne på sig selv. Og hvad kan der ske ved det!?!? Det går jo væk igen. Og jeg vil da tusind gange hellere have de tegner på armen med sprittusch end på møblerne.
Eller hvad med at lege med maden!? HvorFOR må man ikke opdigte at mælken er Stillehavet, og havrefrasen delfiner der skal indfanges? Så længe der ikke bliver kastet med den. Men så er dét vel reglen. Man må ikke KASTE med maden. Eller!?!? Det skal da være sjovt og hyggeligt at spise sammen. Ikk´!?!
Jeg indrømmer gerne, Bastian og jeg vi kan skændes og diskutere mange ting. Men opdragelse? Det sker virkelig sjældent at vi er uenige, egentligt ret fedt, nu jeg tænker over det. Jeg ved ikke om det er den der øvelse der har gjort sit, eller om vi bare er grundlæggende enige!? Eller om han føjer mig....
Bottomline er, hos os, må man gerne synge ved bordet, man må os godt tegne på sig selv, lege med maden og hoppe i sofaen. Jeg er næsten 100 på at mine børn ikke bliver dårligere mennesker af det.
Man må tilgengæld ikke slå til, eller tale grimt om andre. For dét tror jeg gør én til en ringere personlighed.
Det kom muligvis lidt rodet ud, men håber I fanger essensen.
Jeg vælger mine kampe med omhu. Og synes jeg ikke der ligger en væsentlig grund bag ved en kamp, så tager jeg den ikke. Og en væsentlig grund er altså ikke, at `jamen det måtte vi ikke i mit barndomshjem´.
Hvad med hos jer? Hvad er jeres regler!?!
Har I ikke fået nok? Så læs om dengang Anna smurte sig selv ind i Honning...
HER.