Hvorfor lige honning!?!?

Det er søndag morgen. Bastian sover (han var hjemme fra fest kl 7, så til meget ringe hjælp). Jeg er træt. Ungerne er begge oppe og spist af. Anna har hostet lidt om natten. Så jeg har fundet kamillete og honning frem til hende. Nu sidder de foran Ramasjang. Honning og kamillete står stadig fremme på køkkenbordet (hvilket senere skal vise sig at være ugens dårligste idé). Og jeg har set mit snit til at stikke ned i soveværelset. Bare lige i 5 min. For at vågne igen. Langsomt.

Jeg ligger på sengen. Med min computer. Da jeg hører Anna på repeat, ovenpå….

“HOV”

“HOV”

“HOV”

Åh nej. hvad har hun nu lavet!? Når jeg at tænke. Og i næste åndedrag tænker jeg. Det er ligemeget. Jeg fikser det om lidt når jeg går op. Og køber mig derved lidt ekstra tid.

Anna bliver ved…

“HOV”

“HOV”

“HOV”

-Vi fortsætter fortællingen ovenpå-

Anna har fra sine 92 cm spottet honning krukken på køkkenbordet. Og givetvis tænkt.

“Hvor er mor!? Fedt! Jeg er ALEEEEENE. Den napper jeg lige lidt af. Gad vide om jeg kan åbne den. Eller nå den!?”

Anna det kloge barn, hiver den flettede lille børne træ taburet hen. Lige under dér hvor honning krukken står.

“Et voila! HONNING!”

Men når man er 92 cm lav, så kan man ikke altid se hvad der foregår oppe i køkkenbordshøjde. Heller ikke når man står på en skammel. Åbenbart! Og da honningen var (ja vi taler datid) jævnt flydende. Går der ikke mange nanosekunder førend at Anna aka Peter Plys aka frøken fucking honning har poter og arme smurt ind i honning. Vi taler dryppende. Begge skuffer inkl. riller flyder med honning. Og gulv, gulvtæppe, flettet trætaburet og bord, sejler.

Nu er det så hér jeg tænker at det går op for Anna hvad der er ved at ske. Og hun starter sin “HOV” sang.

Da jeg så ikke umiddelbart reagerer tænker barnet. “Når mor ikke kommer til honningmonsteret, så må honningmonsteret komme til mor”.

And so it did! Med fint indsmurte honningfødder (jeg ved det, jeg fandt aftryk der bevidnede det senere), gik Anna honning dryppende hen til trappeafsatsen. Hvor hun meget tydeligt, ganske kort, har overvejet hvordan hun skulle komme ned. Hvorefter hun har lagt sig ned på gulvet på maven. Igen. Gulvet bærer tydeligt præg af en lille honningindsmurt mave der har møffet sig rundt. Bakket ud over første trin. Vendt sig om. Hvorefter frk. honning har taget ét trin ad gangen. En fod ned, anden fod ned. Hånd på væg. En fod ned, anden fod ned. Hånd på væg. Vi har 12 trin.

-Vi flytter fortællingen tilbage til soveværelset-

Jeg ligger i sengen. Anna er holdt op med at sige “HOV”. Jeg kan høre hun er på vej ned. Hun er der næsten. “HOV” kommer det fra døråbningen til soveværelset.

Jeg kigger op.

“HOV” siger barnet og peger på sin natdragt med hænder (og arme) der er smurt ind i. NOGET!

“FUCK” tænker jeg. “HUN HAR LAVET LORT!” -Hvis bare det da var det.

Jeg går hen imod hende.

Næste tanke.

“HUN HAR KASTET OP!”

Jeg stikker snuden helt ned i det. Som en mor gør. For ganske hurtigt at kunne definere hvad vi har at arbejde med.

HONNING!!!!

OH MY FUCKING GOOOOD! Jeg kigger op ad trappen….

Godt der kun er 1,5 time til der er åbent hus…..

FUCK!

Video fra min snap… som man iøvrigt at velkommen til at følge. Jeg hedder KARMAMILLI.