Sådan føles det når man er på tv og et spørgsmål til jer.
Indlægget indeholder reklame-links, som er markeret med*
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Jeg har så uendeligt meget på hjerte. Jeg vil på forhånd undskylde for et (lidt) for langt indlæg, muligvis lidt rodet, men helt bestemt fra hjertet. Måske det er en god idé at låse døren til toilettet inden du går igang med romanen? (Såfremt ungerne er vågne)
Søndag aften var jeg beyond kæk. Jeg glædede mig, som et lille barn glæder sig til juleaften, og uden at tænke, proklamerede jeg for hele min virtuelle verden, at jeg og min bedre halvdel skulle i Aftenshowet.
Mandag? Not so much. Jeg vågnede med 400 sommerfulge baskende rundt i maven. Ikke engang min stramme Splint kunne holde dem i ro. Jeg tissede 48 gange og fik kreeret en Von And rende rundt om kogeøen.
Omkring kl. 13.00 ringer Julie, journalisten fra DR. Hun vil lige gennemgå spørgsmålene med mig igen, samt give mig lidt praktiske detaljer om parkering, og alt sådan noget pjat. I torsdags havde vi en genial god snak om mine holdninger og hvad programmet ville gå ud på. Jeg holdt mig ikke tilbage og plaprede løs som en teenager i telefon med bedsteveninden. Da Julie ringer igår og stiller mig få, meget simple spørgsmål, går jeg i sort. Hva´ faen? Ikke engang til biologi på højt niveau eksamen, gik jeg i sort. Jeg ku da ikke sidde der på nationalt tv, LIVE, ude af stand til at få så meget som en lillebitte tiny lyd over mine glossy læber. FUCK FOR HELVEDE! (ja jeg bander på bloggen, så længe min børn ikke kan læse). Julie siger: "Don´t worry, Lise er skide sød. Hun redder dig uanset hvad du finder på".
Så jeg ringer til min bror, det gør jeg altid når jeg har brug for moralsk støtte. Udover Bastian, er min bror min klippe i livet. Hvis ikke man allerede har læst om ham, har jeg skrevet et fint indlæg lige hér. Min bror er, som altid, den bedste i verden til at få talt mig ned på et fornuftigt niveau igen. "Søs, du skal jo bare være dig. Charmerende dig. Det er slet ikke så slemt som du gør det, vent du bare, det bliver pissehyggeligt. Og jeg hepper på dig, uanset hvad!". Noget i den dur. Det hjalp. For en stund.
Vi skulle være der klokken 17.30, siger Julie. Så kunne vi nå en tur i sminken inden, og Anna kunne få hilst på de søde piger der ville passe på hende imens moren og faren spiller fancy på tv.
Men hvad i alle verden har man på (af tøj), når man er på tv? Kjole? (høhø) Jeg vidste der var en milliard tøj-på-tv-regler. Og jeg kendte kun dén med at striber er no-go. Så jeg skrev en bøn ud i en hemmelig FB gruppe med mega seje mommybloggers. En del af dem har en yderst veludviklet sans for fashion (modsat mig) og er jævnt mere tv-vante. Bedste beslutning ever (udover samtale med brormand). 120 kommentarer senere, havde jeg garderoben på plads og, tak til damerne, fået en umanerlig dejlig ro. Jeg ville nævne dem alle hér, men de var så mange at det ville blive noget rod og jeg ville blive nervøs for at glemme nogen. Istedet får de en fælles tak fra hjertet, fra mig, lige her!
Kl 16 et eller andet er Bastian hjemme og kl 17.02 forlader vi Brønshøj, med snuden mod Rådhuspladsen. Jeg har hængt den gule Blazer (der iøvrigt er en tusse gammel sag fra Malene Birger), på en bøjle på bagsædet. For med en 11 mdr gammel baby på slæb, lever lyst tøj sjældent længe. Det sidste jeg har lyst til, er at sidde med figenstang smurt ud på den gule skulder.
Min nervøsitet har nu nået et niveau der er uden for skala. Jeg kan ikke beskrive det bedre, end at jeg ikke kan være i min egen krop. Hvad jeg reelt var bange for? Pisse godt spørgsmål. For at sige noget dumt? For at blive misforstået? For ikke at få sagt alt det jeg gerne ville? For at folk skal synes dårligt om mig som forælder? Hånden på hjertet? Så var det nok en god blanding af dem alle.
Vi parkerer bilen i Københavns Danmarks dyreste p-kælder, under Industriens hus. Tager elevatoren op til overfladen og støder ind i en G4S vagt, der passer på døren til Aftenshowet. I hånden har han en liste med navne, fuldstændig som når man var skrevet i døren til Crazy Daisy i Ringsted.
"Christina Havning?"
"I egen høje.."
"Velkommen til"
Vi når knap ind ad døren, førend vi bliver mødt af det mest smilende ansigt jeg til dato har set. Man får helt lyst til at kramme hende. I skrivende stund kan jeg desværre ikke huske hendes navn, men hun var skide sød. Vi får kaffe, slik, frugt og vand ad libitum. Og jeg når nærmest ikke at få min jakke af, førend dygtige dygtige Charlotte fra sminken byder os indenfor.
"Læn du dig bare godt tilbage, hvil hovedet hér og slap af"
"SLAP AF? Det kan du sagtens sige. Jeg er pis´ hamrende nervøs"
Og hér kommer Charlotte med de guldkorn der skulle vise sig at være mit faste holdepunkt og anker resten af aftenen.
"Jeg kan godt forstå du er nervøs Christina, men det skal du ikke være, Lise er så sød. Nu skal du bare nyde og tage det som en oplevelse. Det går så stærkt, og pludseligt er I færdige. Så nyd hvert sekund!"
Det fjerner ikke min nervøsitet. Men Charlotte har ret. Helt ret. Det går umanerligt stærkt, så det er bare om at suge til sig. Af det hele. Imens jeg sidder og `slapper af´ kommer Frederik Fetterlein, Cecilie (køns sociologen), Charlotte Højlund mor til 7 med den sødeste datter der insisterer på at hun er dreng, Trine Pallesen med hendes fine Bodil og et par stykker mere ind i det grønne backstage rum.
Vel ude af sminken står jeg med Anna på armen og ud af studiet kommer smukke og virkelig søde Lise Rønne.
"ÅÅÅÅRH hvor er hun cute, er det Anna?"
"Så må du være Christina? Goddaaag, og du må være Bastian? Goddaaag"
Vi gennemgår interviewet (igen) med Lise og hun er jo bare en stjerne. Al nervøsitet forsvinder som dug for solen, og jeg føler mig ultra tryg, både ved at have Bastian (den rolige mand) ved min side, men såklart også ved at være i Lises kyndige hænder. Luftmysser og virtuelle kram til dig Lise, hvis du da nogensinde læser det hér.
Vi er klar. Alle er klar! Nadja med høredimsedutten på hovedet kalder, "Så er der 5 min. til.", "Gør klar!". Og en masse tv termer jeg ikke husker et pløk af.
Anja går på som den første!
Hun er en stjerne og en ildsjæl. Hendes interview går lige ind i det inderste af min hjertehule. Jeg må kigge bort fra den lille tv-skærm vi har backstage, for ikke at begynde at græde. Jeg skal på bagefter, det duer ikke med løbende sminke. Anja kommer ud og gør klar til at gå og sige farvel, på vejen fanger jeg hende for at give hende en high-five. Jeg er fan!
HOLD NU KAJE en personlighed! Jeg har fundet mit idol, ganske enkelt. Jeg vil være som Anja, hun gør en crazy forskel og hvis man magter og kan rumme det, vil jeg anbefale at se den del af Aftenshowet også (det ligger helt i starten). Hun fortæller mig at hun kun er i Danmark i kort tid, førend hun skal tilbage til sin mand i Nigeria.
Mig: "Kender du mon min onkel? Han er ambassadør i Nigeria?"
Anja: "TORBEN? KENDER DU TORBEN? TORBEN GETTERMANN? ER HAN DIN ONKEL?" (og ja hun råbte det nærmest, af begejstring)
Mig: "Af kød og blod!"
Anja: "OOOM jeg kender Torben, han er som en onkel, ja far for mig! Han er det mest empatiske menneske jeg kender og hans søde Sagri. ÅH de dejlige mennesker!"
Så ganske som jeg står der, vældig betuttet og benovet over at møde en person som Anja, bliver hun mindst ligeså betuttet og benovet over at møde Onkel Torbens niece, mig. Så jeg har fundet en kusine jeg ikke vidste jeg havde. Og måske jeg (hvis hun har tid i sin travle kalender) har fået lokket hende til et gæsteskriv her på bloggen. Så har I nogle spørgsmål I kunne tænke jer at få svar på fra Anja? Smid en kommentar, så laver jeg et mini interview af hende. Kender I hende ikke? Så er hun kvinden der solgte alt hun ejede, rub og stub, for at flytte til Nigeria og hjælpe såkaldte Heksebørn. Hun er vild!
Lige inden vi går på spørger Anja hvad vi skal tale om. Jeg forklarer hende, og til det siger hun:
"Åh hvor spændende og relevant. Jeg kan fortælle at I Nigeria giver man gladeligt drenge kjoler på, og putter dem i lyserødt. Man skelner ikke. For dem er det bare vildt at de overhovedet kan få tøj på kroppen!"
Med dén sætning bliver Bastian og jeg kaldt i studiet. Pludselig, lige dér. Gav det hele mening. Jeg var i Aftenshowet for at møde Anja. Og hvor er det dog så utroligt ligemeget hvad i alle-hele-verden børn har på af tøj. Det er en latterlig første-verden debat, den er vigtig, men latterlig i det store billede. Vi har tøj at give dem på, og er det ikke det der betyder noget? Så istedet for at forsøge at strømline alle og proppe børn i kasser hvor de ikke hører til? Sku vi så ikke istedet nyde hvor vidunderligt dejligt det er at vores børn er forskellige, og allerede i en tidlig alder øver sig i alle de mange facetter et menneske kan rumme, og at vi har tøj at give dem på? Jeg knuselsker det og mine børn herfra og til stjernerne. Kjole eller ej.
Hvis man vil se eller gense vores 9 minutes of fame så kan man det lige her: (og ja! jeg anlægger jysk dialekt midt i det hele. Hvorfor? Have no clue)
AFTENSHOWET d. 7.3.2016 - 28.28 min. inde
Anna blev passet backstage, og det gik så godt. Hun er og bliver en lille charmebøf. Hun blev en kenne mut da hun så sin mor og far på TV* skærmen backstage, men ikke kunne komme over i vores arme. Det må os´ være svært at forstå når ikke man kender konceptet med et fjernsyn. Heldigvis var de sindssygt søde, pigerne der var med hende, og vi var kun væk i et lille kvarter. Så alt var godt.
Jeg havde store planer om at blogge om hele min dag, da vi kom hjem. Jeg boblede over med følelser og havde et udtalt behov for at fortælle jer om alt. Ned i mindste detalje. Men mit hoved var på størrelse med en badebold og gjorde nuller naller, og splinten om min mave havde givet mig en kvalme vildere end da jeg var gravid. Så vi nåede knap ind ad døren, føren jeg skyllede (den meget pæne) sminke ud i afløbet og hoppede på hovedet i seng.
Jeg nåede kun at se at jeg havde 80 notifikationer på Instagram, 54 på Facebook, 9 beskeder og 12 emails i min indbakke. Jeg forsøgte at svare på lidt, men må bruge i aften på at tage mig af resten. MEGA TAK.
For når man sådan er på tv, er det envejskommunikation og man aner ikke hvordan det bliver modtaget på den anden side af skærmen, så værdien af feedback og positive tilkendegivelser bagefter, er enorm.
Imorges vågnede jeg så op med de vildeste tømmermænd og en følelse af "Hvad fanden skete der lige igår?!?!". Det var først henover frokost at jeg fik mandet mig op til at se aben med helt egne øjne. Og jeg må gi´ mig. Vi gjorde det sgu meget godt, mig og så min mand (nej mor, stadig ikke gift). Og det er da de færreste der kan skrive tv-show på parforholds-cv´et.
Håber mit indlæg både hér og i tv har givet stof til refleksion, at det skubber lidt til jeres holdninger, og at I har lært mig bedre at kende. Giv jeres besyv med, både med et spørgsmål til Anja, men også med en holdning til emnet eller tv-showet. Og undskyld for et lidt rodet et af slagsen. Der skete pludseligt så meget på vældig kort tid.
Klem en meget træt, men stolt MamaC
-Foto credit af de to første billeder: Tine Plambech. Tak smukke du!
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Jeg har så uendeligt meget på hjerte. Jeg vil på forhånd undskylde for et (lidt) for langt indlæg, muligvis lidt rodet, men helt bestemt fra hjertet. Måske det er en god idé at låse døren til toilettet inden du går igang med romanen? (Såfremt ungerne er vågne)
Søndag aften var jeg beyond kæk. Jeg glædede mig, som et lille barn glæder sig til juleaften, og uden at tænke, proklamerede jeg for hele min virtuelle verden, at jeg og min bedre halvdel skulle i Aftenshowet.
Mandag? Not so much. Jeg vågnede med 400 sommerfulge baskende rundt i maven. Ikke engang min stramme Splint kunne holde dem i ro. Jeg tissede 48 gange og fik kreeret en Von And rende rundt om kogeøen.
Omkring kl. 13.00 ringer Julie, journalisten fra DR. Hun vil lige gennemgå spørgsmålene med mig igen, samt give mig lidt praktiske detaljer om parkering, og alt sådan noget pjat. I torsdags havde vi en genial god snak om mine holdninger og hvad programmet ville gå ud på. Jeg holdt mig ikke tilbage og plaprede løs som en teenager i telefon med bedsteveninden. Da Julie ringer igår og stiller mig få, meget simple spørgsmål, går jeg i sort. Hva´ faen? Ikke engang til biologi på højt niveau eksamen, gik jeg i sort. Jeg ku da ikke sidde der på nationalt tv, LIVE, ude af stand til at få så meget som en lillebitte tiny lyd over mine glossy læber. FUCK FOR HELVEDE! (ja jeg bander på bloggen, så længe min børn ikke kan læse). Julie siger: "Don´t worry, Lise er skide sød. Hun redder dig uanset hvad du finder på".
Så jeg ringer til min bror, det gør jeg altid når jeg har brug for moralsk støtte. Udover Bastian, er min bror min klippe i livet. Hvis ikke man allerede har læst om ham, har jeg skrevet et fint indlæg lige hér. Min bror er, som altid, den bedste i verden til at få talt mig ned på et fornuftigt niveau igen. "Søs, du skal jo bare være dig. Charmerende dig. Det er slet ikke så slemt som du gør det, vent du bare, det bliver pissehyggeligt. Og jeg hepper på dig, uanset hvad!". Noget i den dur. Det hjalp. For en stund.
Vi skulle være der klokken 17.30, siger Julie. Så kunne vi nå en tur i sminken inden, og Anna kunne få hilst på de søde piger der ville passe på hende imens moren og faren spiller fancy på tv.
Men hvad i alle verden har man på (af tøj), når man er på tv? Kjole? (høhø) Jeg vidste der var en milliard tøj-på-tv-regler. Og jeg kendte kun dén med at striber er no-go. Så jeg skrev en bøn ud i en hemmelig FB gruppe med mega seje mommybloggers. En del af dem har en yderst veludviklet sans for fashion (modsat mig) og er jævnt mere tv-vante. Bedste beslutning ever (udover samtale med brormand). 120 kommentarer senere, havde jeg garderoben på plads og, tak til damerne, fået en umanerlig dejlig ro. Jeg ville nævne dem alle hér, men de var så mange at det ville blive noget rod og jeg ville blive nervøs for at glemme nogen. Istedet får de en fælles tak fra hjertet, fra mig, lige her!
Kl 16 et eller andet er Bastian hjemme og kl 17.02 forlader vi Brønshøj, med snuden mod Rådhuspladsen. Jeg har hængt den gule Blazer (der iøvrigt er en tusse gammel sag fra Malene Birger), på en bøjle på bagsædet. For med en 11 mdr gammel baby på slæb, lever lyst tøj sjældent længe. Det sidste jeg har lyst til, er at sidde med figenstang smurt ud på den gule skulder.
Min nervøsitet har nu nået et niveau der er uden for skala. Jeg kan ikke beskrive det bedre, end at jeg ikke kan være i min egen krop. Hvad jeg reelt var bange for? Pisse godt spørgsmål. For at sige noget dumt? For at blive misforstået? For ikke at få sagt alt det jeg gerne ville? For at folk skal synes dårligt om mig som forælder? Hånden på hjertet? Så var det nok en god blanding af dem alle.
Vi parkerer bilen i
"Læn du dig bare godt tilbage, hvil hovedet hér og slap af"
"SLAP AF? Det kan du sagtens sige. Jeg er pis´ hamrende nervøs"
Og hér kommer Charlotte med de guldkorn der skulle vise sig at være mit faste holdepunkt og anker resten af aftenen.
"Jeg kan godt forstå du er nervøs Christina, men det skal du ikke være, Lise er så sød. Nu skal du bare nyde og tage det som en oplevelse. Det går så stærkt, og pludseligt er I færdige. Så nyd hvert sekund!"
Det fjerner ikke min nervøsitet. Men Charlotte har ret. Helt ret. Det går umanerligt stærkt, så det er bare om at suge til sig. Af det hele. Imens jeg sidder og `slapper af´ kommer Frederik Fetterlein, Cecilie (køns sociologen), Charlotte Højlund mor til 7 med den sødeste datter der insisterer på at hun er dreng, Trine Pallesen med hendes fine Bodil og et par stykker mere ind i det grønne backstage rum.
Vel ude af sminken står jeg med Anna på armen og ud af studiet kommer smukke og virkelig søde Lise Rønne.
"ÅÅÅÅRH hvor er hun cute, er det Anna?"
"Så må du være Christina? Goddaaag, og du må være Bastian? Goddaaag"
Vi gennemgår interviewet (igen) med Lise og hun er jo bare en stjerne. Al nervøsitet forsvinder som dug for solen, og jeg føler mig ultra tryg, både ved at have Bastian (den rolige mand) ved min side, men såklart også ved at være i Lises kyndige hænder. Luftmysser og virtuelle kram til dig Lise, hvis du da nogensinde læser det hér.
Vi er klar. Alle er klar! Nadja med høredimsedutten på hovedet kalder, "Så er der 5 min. til.", "Gør klar!". Og en masse tv termer jeg ikke husker et pløk af.
Anja går på som den første!
Hun er en stjerne og en ildsjæl. Hendes interview går lige ind i det inderste af min hjertehule. Jeg må kigge bort fra den lille tv-skærm vi har backstage, for ikke at begynde at græde. Jeg skal på bagefter, det duer ikke med løbende sminke. Anja kommer ud og gør klar til at gå og sige farvel, på vejen fanger jeg hende for at give hende en high-five. Jeg er fan!
HOLD NU KAJE en personlighed! Jeg har fundet mit idol, ganske enkelt. Jeg vil være som Anja, hun gør en crazy forskel og hvis man magter og kan rumme det, vil jeg anbefale at se den del af Aftenshowet også (det ligger helt i starten). Hun fortæller mig at hun kun er i Danmark i kort tid, førend hun skal tilbage til sin mand i Nigeria.
Mig: "Kender du mon min onkel? Han er ambassadør i Nigeria?"
Anja: "TORBEN? KENDER DU TORBEN? TORBEN GETTERMANN? ER HAN DIN ONKEL?" (og ja hun råbte det nærmest, af begejstring)
Mig: "Af kød og blod!"
Anja: "OOOM jeg kender Torben, han er som en onkel, ja far for mig! Han er det mest empatiske menneske jeg kender og hans søde Sagri. ÅH de dejlige mennesker!"
Så ganske som jeg står der, vældig betuttet og benovet over at møde en person som Anja, bliver hun mindst ligeså betuttet og benovet over at møde Onkel Torbens niece, mig. Så jeg har fundet en kusine jeg ikke vidste jeg havde. Og måske jeg (hvis hun har tid i sin travle kalender) har fået lokket hende til et gæsteskriv her på bloggen. Så har I nogle spørgsmål I kunne tænke jer at få svar på fra Anja? Smid en kommentar, så laver jeg et mini interview af hende. Kender I hende ikke? Så er hun kvinden der solgte alt hun ejede, rub og stub, for at flytte til Nigeria og hjælpe såkaldte Heksebørn. Hun er vild!
Lige inden vi går på spørger Anja hvad vi skal tale om. Jeg forklarer hende, og til det siger hun:
"Åh hvor spændende og relevant. Jeg kan fortælle at I Nigeria giver man gladeligt drenge kjoler på, og putter dem i lyserødt. Man skelner ikke. For dem er det bare vildt at de overhovedet kan få tøj på kroppen!"
Med dén sætning bliver Bastian og jeg kaldt i studiet. Pludselig, lige dér. Gav det hele mening. Jeg var i Aftenshowet for at møde Anja. Og hvor er det dog så utroligt ligemeget hvad i alle-hele-verden børn har på af tøj. Det er en latterlig første-verden debat, den er vigtig, men latterlig i det store billede. Vi har tøj at give dem på, og er det ikke det der betyder noget? Så istedet for at forsøge at strømline alle og proppe børn i kasser hvor de ikke hører til? Sku vi så ikke istedet nyde hvor vidunderligt dejligt det er at vores børn er forskellige, og allerede i en tidlig alder øver sig i alle de mange facetter et menneske kan rumme, og at vi har tøj at give dem på? Jeg knuselsker det og mine børn herfra og til stjernerne. Kjole eller ej.
Hvis man vil se eller gense vores 9 minutes of fame så kan man det lige her: (og ja! jeg anlægger jysk dialekt midt i det hele. Hvorfor? Have no clue)
AFTENSHOWET d. 7.3.2016 - 28.28 min. inde
Anna blev passet backstage, og det gik så godt. Hun er og bliver en lille charmebøf. Hun blev en kenne mut da hun så sin mor og far på TV* skærmen backstage, men ikke kunne komme over i vores arme. Det må os´ være svært at forstå når ikke man kender konceptet med et fjernsyn. Heldigvis var de sindssygt søde, pigerne der var med hende, og vi var kun væk i et lille kvarter. Så alt var godt.
Jeg havde store planer om at blogge om hele min dag, da vi kom hjem. Jeg boblede over med følelser og havde et udtalt behov for at fortælle jer om alt. Ned i mindste detalje. Men mit hoved var på størrelse med en badebold og gjorde nuller naller, og splinten om min mave havde givet mig en kvalme vildere end da jeg var gravid. Så vi nåede knap ind ad døren, føren jeg skyllede (den meget pæne) sminke ud i afløbet og hoppede på hovedet i seng.
Jeg nåede kun at se at jeg havde 80 notifikationer på Instagram, 54 på Facebook, 9 beskeder og 12 emails i min indbakke. Jeg forsøgte at svare på lidt, men må bruge i aften på at tage mig af resten. MEGA TAK.
For når man sådan er på tv, er det envejskommunikation og man aner ikke hvordan det bliver modtaget på den anden side af skærmen, så værdien af feedback og positive tilkendegivelser bagefter, er enorm.
Imorges vågnede jeg så op med de vildeste tømmermænd og en følelse af "Hvad fanden skete der lige igår?!?!". Det var først henover frokost at jeg fik mandet mig op til at se aben med helt egne øjne. Og jeg må gi´ mig. Vi gjorde det sgu meget godt, mig og så min mand (nej mor, stadig ikke gift). Og det er da de færreste der kan skrive tv-show på parforholds-cv´et.
Håber mit indlæg både hér og i tv har givet stof til refleksion, at det skubber lidt til jeres holdninger, og at I har lært mig bedre at kende. Giv jeres besyv med, både med et spørgsmål til Anja, men også med en holdning til emnet eller tv-showet. Og undskyld for et lidt rodet et af slagsen. Der skete pludseligt så meget på vældig kort tid.
Klem en meget træt, men stolt MamaC
-Foto credit af de to første billeder: Tine Plambech. Tak smukke du!