Bland dig aldrig! Medmindre der er blod.
Lyder det voldsomt!?
Muligvis. Men jeg mener det sgu.
Jeg blander mig yderst sjældent. Virkelig. Y.D.E.R.S.T. sjældent. Vi taler måske én gang om ugen. Ellers lader jeg ungerne fikse det selv.
Jamen hvorfor griber du ikke ind? Er det ikke din pligt som mor (og voksen)?
Jow, og nej. Det er min pligt at lære ungerne (mine børn) at de kan selv. Men det er ikke min pligt at være dommer. Og så fordi jeg engang læste følgende, VIRKELIGT gode eksempel (gengivet med mine egne ord og erfaringer):
Konflikten opstår
S
torebror og lillesøster sidder på værelset og leger. Pludselig kommer storebror (mere eller mindre) med vilje, til at give lillesøster én på kassen med en klods.
Lillesøster stikker i et hyl! Og begynder at græde.
Ovenstående scenarie kan have to udfald. Lad os kalde dem scenarie 1 og 2:
Scenarie nr. 1
Mor eller far spurter ind. Og med det samme bliver der spurgt "hvad skete der? (lad os kalde ham Preben), Preben?", "Hvad skete der, hvorfor græder (lad os kalde lillesøster Sulejma) Sulejma?". Alt imens mor eller far hastigt hiver Sulejma op på armen og starter hele trøste møllen. "TSÅÅÅÅÅ TSÅÅÅÅ TSÅÅÅÅ lille skat." Nogen gange fortsætter forhøret af Preben, under trøstesceancen. Faktum er bare. Det løser sjældent noget at vi skal begynde at gøre os til dommere over noget vi ikke har set.
Alene, og efterladt på gulvet, imellem klodserne, sidder storebror Preben. Han er flov. Han er ked af det. Og han er magtesløs. For det var jo ikke meningen hun skulle blive ked af det. Hun havde jo bare taget hans lastbil.
Oppe på armen sidder lillesøster. Hun er glad. For sin mor! Preben, derimod. Ham skuler hun til. For storebror er ham der gør hende ondt. Mor, derimod. Hun trøster. Dét er rart! Good cop, Bad cop. You see?
Scenarie nr. 2
Storebror Preben opfatter hurtigt at Sulejma er blevet ked af det. "Åh for den da" tænker han. "Det var jo ikke meningen. Jeg legede bare. Bevares, det var træls hun tog min lastbil. Men det var jo ikke meningen at det skulle gøre ondt. Jeg ville bare gerne have min lastbil tilbage. Og så ramte jeg hende i panden med min klods". Preben når ikke at tænke længere førend han rækker lillesøster lastbilen. "Hér, den er til dig!" siger han. "Du må gerne lege med den". Lillesøster kigger op på ham med våde øjne. Og stopper med at græde. Hun tager imod lastbilen og smiler.
De to søskende fik plads til selv at løse konflikten. For det kan de godt. Og de bliver stærkere for hver succes de har. Og det får de dagligt. Hvis vi giver dem det. Her i andet scenarie, kan det godt være at det stadig var storebror der gjorde lillesøster ondt. Men det var os ham der var der til at trøste. Det efterlader en positiv og god følelse hos lillesøsteren. Hun går fra konflikten med en følelse af at Storebror altid vil have hendes ryg.
Så Bastian og jeg? Vi blander os stort set aldrig. Jow, altså hvis der er blod, eller andet der er decideret farligt. Men ellers viser vi vores unger den tillid, at de sagtens selv kan!
For det KAN de!
Det syntes jeg bare lige jeg ville sige. Måske I gør det samme? Måske I gør det modsatte? Måske I gør noget helt tredje? Måske I aldrig har skænket det en tanke?
Uanset håber jeg det var brugbart. Hos os? Fungerer det ret så godt!
Hvis man lyster, og endnu ikke har set det, kan man også
se en video af hvad der sker (og hvor hurtigt) hvis IKKE Ikea Malm kommoden er fastgjort til væggen.
Eller få et
trick til at lære din baby at suge i sugerør...