Vi går i parterapi

Parterapi er det samme for parforholdet som benzin til bilen. Jeg mener det. Alle burde praktisere det. Det er lovpligtigt at vi syner vores biler med jævn frekvens. Det burde vitterligt også være lovpligtigt at få synet forholdet. Lige tjekket det efter i sømmene. Finde hinanden igen. Og dedikere 1,5 time til en grundig gennemgang. I praksis bruger det almindelige danske par nok parterapi, på samme vilkår som vi bruger tandlægen. Vi går først til det, når det gør rigtig ondt. Og så bliver det dyrt. Gerne meget dyrt. Og nogle gange er det os for sent. Tanden skal hives ud, eller forholdet kan ikke fikses.

Hvorfor er det sådan?

Vi VED jo godt, at det ville være smart at få tjekket tænderne mindst én gang om året. Alligevel lader vi være. Er det prisen? Er det for dyrt? Er det for pinligt? Er det fordi vi ikke ved hvem vi skal gå til? Er det fordi vi ikke tænker det giver mening?

Vi gør det!

Bruger en parterapeut. Og vi elsker ham (altså på den fede måde)! Han er intet mindre end genial! Jeg tør os godt at være ærlig. Vi gik selv først til ham, da det hele vaklede og alt hang i en lidt for tynd tråd for lidt over 2 år siden. Og selvom det ikke vakler på samme måde længere, så går vi der stadig. Ikke ofte, men i ny og næ. Og det virker. Det gør noget godt for os. Og vi har aldrig været blege for at fortælle om det. Jeg tror hele vores vennekreds ved vi bruger det. Og sådan burde det også være.

Men hvad taler man så om når man er der?

Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om hvordan andre samtaler forløber, men vores har ikke nødvendigvis en rød tråd. Vi har faktisk flere gange i bilen på vej dertil, været i strålende humør og talt om at vi da nok ikke kommer til at have noget at tale om i dag. Og alligevel. Så har vores terapeut en helt særlig evne til få lukket os op. Han får på magisk vis åbnet op for ting vi ikke vidste lå og lurede i baggrunden. Inden vi tog til ham for allerførste gang, havde jeg en forestilling om at parterapi var ligesom på film. Noget med at den ene part, bebrejdende, fortæller om hvor træls hun synes det er at manden markerer sit territorie med sorte sokker i hele lejligheden. Bagefter beder terapeuten den anden part (altså manden i denne sammenhæng) om at komme med sin forsvarstale. For til slut at bede dem om at komme frem til en måde at løse det på. Ish. En times tid efter går de hjem, ligeså sure som da de kom, og nu med en pose lektier til næste gang.

Ved at kende fortiden, forstår man nutiden

Vores sessioner går mere ud på at vi dykker ned i hver vores baggage. Og uden at gå i detaljer, kan det være hvad som helst der kommer op. Noget fra barndommen, en oplevelse, en særlig situation, en person, anything! Det er os meget klassisk at den ene session handler mere om Bastian, og den næste så handler mere om mig. Det fede ved det er, at ved at hive nogle ting op fra fortiden, er det meget lettere at forstå reaktionsmønstre i nutiden. Giver det mening? Et eksempel kunne være at jeg i flere år har gået og troet at en bestemt reaktion i parforholdsregi var min skyld og derfor er gået i forsvar hver gang den situation er opstået. Men at det igennem terapien viste sig at reaktionen bunder i noget fra Bastians barndom. Den opdagelse, kan løsne gevalidigt op for mange frustrationer. Bare forståelsen for hvorfor og hvorfra det kommer, kan gøre det meget nemmere at håndtere.

En følelsesmæssig tornado

Hver gang vi går derfra, er det med en ambivalent blanding af følelser i kaos. Kroppen er blevet ramt af en følelsesmæssig tornado og man har krænget store dele af sig selv ud. Man har blottet sig. Man har grædt. Man har mærket. Og nu er man træt. Men os lettet. Det er svært at forklare. Men man føler sig lettet og tættere knyttet til hinanden efter hver session. Sådan en slags `vi har noget sammen´ følelse, blandet med en følelse af at være blevet renset (uden at det skal lyde frelst). Alt sammen på den rigtig gode måde. Jeg tror sgu det er sundt at få vendt lidt op og ned på sig selv engang imellem.

Hvor skal man gå?

Vi vælger bevidst at tage sessioner langt fra hjem, en god times kørsel. Ikke fordi vi er bekymrede for at møde nogen vi kender. Eller fordi vi er flove. Næh, nej, det er slet og ret fordi vi har fundet ud af. at selve køreturen dertil og hjem igen, er guld værd for os. Transporttiden er blevet en del af selve terapien. Et lukket rum, hvor man ikke bliver forstyrret af børn eller andre. Hvor man kan være stille sammen, eller tale om det man netop har oplevet. Jeg vil gerne holde vores egen terapeut for os selv. Om end han er hamrende dygtig, har han ikke selv bedt om at blive præsenteret herinde. Men jeg er sikker på at jeg kan få ham til at skrive mig en række gode navne, skulle nogen have brug for godt input. Så siger I bare til. Vi skal snart afsted igen, og jeg glæder mig faktisk. Det gør noget godt for os at blive klogere på hinanden. At se hinanden blive rørte. Og at føle at man aktivt gør en positiv forskel for parforholdet.

Læg den under juletræet!

Herfra blot en meget kærlig opfordring til at man gør det. At man bruger den mulighed. Det er en oplagt julegaveidé:-). Nok os én af de bedste man kan ønske sig! Og det er ikke pinligt! Overhovedet ikke. Det er tværtimod, herresejt! Hvis I vil læse hvad Mette Marie skriver om samme sag, så hop endelig ind og gør det. De er nemlig os herre seje og bruger parterapi.