Giver man dårlig omtale eller holder sin kæft?

Ser I, der er noget jeg har brug for at dele. Et dilemma jeg har tænkt på lidt tid. Længe faktisk. Det handler om troværdighed og omtale.

Dilemmaet!

For hvad gør man egentligt som blogger eller influencer hvis man havner i en situation, hvor noget man har anbefalet, pludseligt ikke længere er anbefalelsesværdigt? Noget hvor man har indgået et samarbejde, men hvor det så efterfølgende har vist sig fra en ikke så pæn side. Og intet i denne verden er jo sort/hvid, så historien er sjældent så ligetil som jeg skriver hér. Der er meget ofte tusind facetter at forholde sig til. Og det er jo netop dem der gør det komplekst og til et dilemma.

Giver man dårlig omtale eller holder sin kæft?

For hvad gør man? Giver man, uden tøven, virksomheden dårlig omtale? Velvidende at det kan give bagslag, både i form af at andre virksomheder ikke tør at samarbejde med én? Eller at virksomheden bliver decideret gnaven og måske kender gud og hver mand og derved får én ud i kulden? Giver man dem en chance for at rette op på det? Holder man sin bøtte og lader som om intet er hændt? Og hvad med troværdigheden overfor dem der følger én? Kommer den altid i første række? Det er en vanvittig svær balancegang imellem gode samarbejder, et godt netværk, troværdighed på sociale medier og ikke mindst at kunne kigge sig selv i øjnene. Det er ikke nemt. Jeg ved jeg ikke er den eneste i dette influent univers der på et eller andet tidspunkt er ramt ind i dette dilemma. Heldigvis er det oftest sådan at man på forhånd kan gennemskue de samarbejder hvor det ikke giver mening, eller hvor kommunikationsudfaldet ikke vil falde til virksomhedens fordel. De samarbejder kan man jo så heldigvis takke pænt nej til, før det går galt. Men så er der de gange hvor man alligevel ender i en situation hvor man har fået anbefalet et produkt, behandling, virksomhed, og først derefter får en dårlig oplevelse. Er det så for sent at køre kontra?

Eksemplet der fik mig til tasterne

Lad mig komme med det eksempel, som rent faktisk har fået mig til tasterne. For en rum tid siden, var jeg til frisøren. Vi aftalte up front et samarbejde. Og alt var talt om og aftalt. En pæn frisør og behageligt sted. Det var egentligt ikke meningen at jeg ville lave samarbejde på hårklip, det endte bare sådan. Og jeg kastede mig ud i det. I god tro. Desværre gik det sådan at mit hår blev ødelagt. Kemisk ødelagt og ikke til at redde. Det eneste der er at gøre nu, er enten at klippe det hele af, eller vente tålmodigt på at det vokser ud igen. Jeg var panisk, og ret ked af det. Men igen. Jeg er ikke fagperson. Men jeg kunne mærke at mit hår fra den ene dag til anden opførte sig yderst atypisk og ikke som det `plejer´. Og bevares, jeg har redt mit hår hver dag i over 30 år, så jeg skulle mene at jeg har en ret god føling med `plejer´ hér. Men da jeg ikke er fagperson ringede jeg til frisøren og forklarede. Jeg blev bedt om at komme derned. De kiggede på mit hår og sagde at det var HELT normalt efter en blegning og en farvning at få den reaktion i håret. Jeg skulle bare bruge hårkur. Så det gjorde jeg. Alt imens jeg ved mig selv tænkte, at det da for syv sytten ikke kunne være meningen at jeg skulle bruge hårkur 5 gange om ugen. Hver uge. Jeg væbnede mig med tålmodighed, men intet blev bedre. Så jeg gik til en ny frisør i desperation. Skæbnen ville at jeg (tilfældigt) løb ind i en øko frisør og der var svaret at Henna kunne redde alt. Samtidig med at de bekræftede mig i at mit hår var ødelagt. Men de tilskrev det, at sådan går det når man ikke bruger økoting. Og nu følte jeg mig som Birgitte Birgitte Begøje der fik noget i sit ene øje, og så smurte det med tjære og så blev det meget værre. Jeg smurte det så bare med Henna og alt blev tisgult. Jeg gik til en tredje frisør, hvis fingre lugtede af røg (arhmen, altså!) og hun bekræftede endnu engang at mit hår var fuldstændig livløst og ødelagt. I forgårs endte jeg hos en tredje frisør, som jeg havde fået anbefalet af en god veninde, og som jeg har fulgt længe på Instagram. Og hun (og hendes partner) kiggede begge på mit hår og sagde i kor at vi havde at gøre med et kemisk ødelagt hår der havde fået en gevaldig dårlig behandling fra start.

Det ramte hovedet på mit søm.

Og genoplivede min tankerække om hvad fa´en man gør når man anbefaler noget, og på bagkant opdager at det faktisk var en rigtig dårlig oplevelse. For jeg bryder mig ikke om at hænge nogen ud. Og derfor nævner jeg ingen navne i dette indlæg. For jeg KAN jeg jo være den eneste der har oplevet at få ødelagt mit hår hos netop den frisør hvor det hele startede. Men nu ved jeg at vi er to. Og jeg har fem objektive frisørers ord på at mit hår er fejlbehandlet og totalt ødelagt. Netop derfor er jeg kommet frem til den konklusion, at for mig er min troværdighed det vigtigste. At jeg kan kigge mig selv i øjnene hver morgen og vide at jeg har handlet som jeg har det bedst med. Jeg lærer mine børn at man skal være ærlig, og jeg lærer dem at man skal behandle andre mennesker godt og som man gerne selv vil behandles.

Min troværdighed og mit eget selvbillede er vigtigst

Og det er så det jeg gør nu. Jeg har givet frisøren den nødvendige feedback. Jeg har stoppet samarbejdet. Jeg har givet dem chancen for at rette op det. Jeg har fået uvildige input. Og nu er jeg ærlig og transparent over for jer. For de af jer der måtte have fulgt med i så tilpas lang tid, og derfor har fået frisøranbefalingen med i kølvandet. I ved også at der kun er én frisør jeg har anbefalet, som har bleget mit hår. På den måde får jeg det bedste ud af en situation jeg, ærligt, gerne havde været foruden. Jeg så allerhelst at jeg havde mit sunde tykke hår og et godt samarbejde i bagagen. Men man bestemmer ikke altid selv. Og nu er situationen en anden. Jeg håber I fortsat vil følge med, og håber at I ved at jeg altid vægter ærlighed højest.