For ganske nyligt gik det op for mig, hvad jeg har døjet med i så mange år. Ind til for ganske nyligt troede jeg blot at jeg havde meget slemme mareridt, eller Night terrors, dog velvidende at det jeg oplever føles anderledes end meget andet. For en uges tid siden begyndte jeg at lytte til podcasten @gaasehudpodcast, og efterfølgende fik jeg så en god snak med den skønne dame bag, og dér gik det op for mig hvad jeg lider af om natten.

SØVNPARALYSE!

Nu har jeg googlet, og sat mig ind i det. Og der ligger i bund og grund en ganske logisk og videnskabelig forklaring bag. Så altså ingen overnaturlige ting hér. Hvilket min ingeniørhjerne godt kan lide. Når det er sagt, er det fanme stadig scary as hell. Kort sagt, så opstår søvnparalyse når man går fra et søvnstadie til et andet, hvor krop og hjerne ikke følges ad. Der opstår derfor et underlap hvor man er fuldt bevidst, hjerne og alle sanser er vågne, men kroppen sover stadig dybt. Det vil derfor føles som om man er lammet, hvilket man i bund og grund også er. I de sekunder/minutter det varer, er drømmedelen af hjernen dog også stadig aktiv, det vil sige man kan komme til at se ting der ikke er, men som føles så ekstremt virkelige fordi man jo reelt er vågen og har åbne øjne.

Hvordan føles min Søvnparalyse?

Jeg kan ikke huske hvornår jeg havde den allerførste søvnparalyse, men jeg ved at jeg har haft dem mange gange. I perioder kommer de sågar hver nat. Når jeg har søvnparalyse, er det gerne om natten. Jeg vågner op, hvilket foregår stille og roligt, bortset fra at jeg ikke kan ikke bevæge mig eller tale. Jeg er lammet i hele kroppen, men med åbne øjne. Og så er det jeg ser skyggerne. Det er ofte dem der optræder i min søvnparalyse, skygger af sorte høje mænd der står rundt omkring min seng i soveværelset og stirrer på mig. Det er så sindssygt ubehageligt, virkeligt og skræmmende. Og jeg har mest af alt lyst til at skrige og kravle op i hovedgærdet af sengen. Men når jeg prøver, kommer der ikke en lyd ud af mig. Jeg er fuldstændig lammet. Jeg har ingen anelse om hvor lang tid det tager, men det er nok imellem nogle sekunder til få minutter, om end det føles meget længere.

Hvordan kommer jeg ud af søvnparalysen?

Efter at have lidt af det i så mange år, har jeg tillært mig en metode hvorpå jeg nogle gange kan lykkes med at få mig selv ud af lammelsen. Jeg har opdaget at hvis jeg kan fokusere på min lillefinger og få den til at bevæge sig, så kan jeg langsomt vække resten af kroppen derfra. Og så snart kroppen er vågen, skal jeg tænde lys, stå op og bevæge mig rundt. Måske se en sjov video på youtube. Der skal helst gå lidt tid inden jeg lægger mig til at sove igen, for gør jeg det lige med det samme, ryger jeg direkte tilbage i paralysen. Jeg har et par gange oplevet at ryge ind og ud af en søvnparalyse op til 5-6 gange, det er drøn ubehageligt og vanvittigt skræmmende.

Min værste oplevelse

Den værste oplevelse jeg havde var i byen Schwerin i det gamle Øst Tyskland på en gymnasietur. Vi sov, som jeg husker det, på en gammel nedlagt skole. Alt var vanvittig slidt og forholdsvist creepy, eller sådan husker jeg det. Vi sov nogle stykker på et værelse sammen. Der var os en altan, men den var lukket af, grundet en skoleelev der var faldet ud over og havde mistet livet. Om natten bliver jeg ramt af en voldsom søvnparalyse. Jeg er vågen, min krop er lammet, og så hamrer det voldsomt på væggen ind til værelset. Det kommer ude fra gangen, som om der står 10 mennesker på den anden side og banker løs med knytnæverne, inde i rummet står en gammel dame. Jeg falder ind og ud af den søvnparalyse flere gange den nat. Og er så sindssygt påvirket om morgenen at jeg må melde fra til første del af dagen. Ingen af de andre på værelset havde hørt noget, så det har helt sikkert været et mareridt. Men det gør det ikke desto mere, mindre scary. Jeg var jo vågen!

Yoga virker!

Nu hvor jeg skriver om det, og tænker på det, så er det faktisk lidt tid siden jeg sidst havde det. Jeg har samtidig læst at meditation og yoga kan afhjælpe stress i kroppen. Og at stress kan fremprovokere det. Og jeg har været ret aktiv med yoga det seneste år, så måske der er en sammenhæng og at det faktisk hjælper? Folk der lider af narkolepsi, har også større tendens til søvnparalyse. Og jeg har for mange år siden fået konstateret et MEGET godt sovehjerte, en mild mild form for narkolepsi. Én jeg for det meste kan styre, men som altså gør at jeg ALDRIG kan holde mig vågen til film, at jeg har sovet mig igennem adskillige timer i studietiden og nogle gange kan have svært ved at holde mig vågen til møder og iøvrigt meget sjældent kører bil i mørke. Jeg er egentligt ikke træt, min krop falder bare i søvn. Så den del giver også pludseligt meget mere mening. Jeg ville blot lige dele mine tanker, hvis nu der sad andre derude og har oplevet det samme. KHC, der lidt har fortrudt at jeg skriver om dette emne lige før sengetid.