Kære dig, der overfusede mig idag på p-pladsen foran Meny!

Til dig der i dag overfusede mig på parkeringspladsen foran Meny i Bagsværd.

Jeg forstår og respekterer fuldt ud at vi alle er forskellige og har forskellige holdninger. Det er da vidunderligt at livet og verden er sådan indrettet. Virkelig. Men at overfuse, og råbe af mig, på den måde du gjorde i dag, det var både grænseoverskridende, ubehageligt og ubehøvlet.

Det du måske så...

...var at jeg havde ladet min datter på 4 år sidde alene i bilen. Vel og mærke med åbent vindue og en i øvrigt ulåst bil, da det mig bekendt ikke er lovligt at spærre børn inde i biler. Men at lade dem vente er, så vidt jeg er informeret, ikke ulovligt.

Det du ikke så...

...eller ville se, var at jeg gik i Meny for at købe det knækbrød hun rigtig godt kan lide. Jeg spurgte hende adskillige gange om hun ville med mig ind, men hun var træt efter en lang dag i børnehaven og havde allermest lyst til at blive i bilen, med hendes Kinus (red. tøjkanin). Det har hun prøvet før, og jeg kender mit barn og stoler på hende. Hun render ingen vegne. Til sammenligning kan jeg fortælle at hun knap kan være alene i stuen, uden at savne mig, eller have brug for min hånd. Hun render ingen vegne. Så det er et kæmpe stort skridt for min skønne datter, at hun tør sidde fint og vente på mig imens jeg er væk i 5-10 min, for at hente knækbrød i Meny. Jeg er i øvrigt også den slags mor, der for blot 3 dage siden købte en bæresele til større børn, for at kunne give hende den tryghed og det nærvær hun har brug for. For det har hun, og det respekterer jeg. Og jeg bærer altså gerne min 4-årige datter på 18kg rundt på ryggen, fordi jeg kan mærke at det er hendes behov. Og nej, jeg gør ikke alt hun siger. Oh believe me, jeg kan os godt sætte grænser. Men jeg sætter kun de grænser hvor det giver mening. Jeg gør mit allerbedste som mor. Og jeg er ret sikker på at mine børn synes det samme, og sikkert også til tider synes at jeg er den værste af slagsen når jeg siger nej til en is. Jeg styrker dem i deres tro på at verden er et godt sted, at de er seje og modige små individer, der udvider horisonter i den hast de har lyst.

VOKSENSKÆLDUD

At du i dag, skælder mig hæder og ære fr,a midt på p-pladsen foran Meny i Bagsværd. At du råber til mig at jeg er sindssyg, at jeg ikke tænker mig om, at jeg er uansvarlig og at jeg ikke burde have børn. Det er langt over min grænse. At du samtidig truer mig med at du melder mig til politiet, tager billeder af mig, bilen og mit barn, er endnu mere grænseoverskridende. Men det allermest intimiderende og ubehagelig ved hele oplevelsen var, at du gjorde det imens min datter hørte det hele. Jeg ville ønske at jeg havde været så sej at jeg havde taget Anna i mine arme. At jeg havde skærmet hende for alt hvad du sagde, og fysisk vist hende at hun kunne være tryg. Men jeg var så målløs og paf ved hele situationen, som jeg på INGEN måde havde set komme, at jeg først kom til mig selv efterfølgende. Jeg kan fortælle dig, at din reaktion, dit råberi, dine trusler, og dine overgreb da du tog billeder af os, var LANGT mere ubehageligt for min datter at opleve, end at hun stille og roligt kunne få lov at sidde og hygge i en tryg bil uden at fremmede mænd skulle tale med hende. Jeg rystede som et espeløv i 20 minutter derefter, både af raseri, frustration, vrede og, ikke mindst, følelsen af at være blevet gjort kriminel over noget der slet ikke var kriminelt. Min datter, kan jeg fortælle, var ked af det, mut, indelukket og trist i et par timer derefter og sagde et par gange "Mor, manden kan ikke nå os hér, vel?"

Så kære dig, på p-pladsen foran Meny,

Jeg er en fremragende mor, jeg gør mit allerbedste for mine børn, og jeg ville ALDRIG bevidst gøre noget der kunne skade dem. ALDRIG! Jeg respekterer og anerkender at vi alle har forskellige holdninger, og ser situationer forskelligt. Jeg er selv meget tro mod dét at bruge cykelhjelm, men jeg kunne da ALDRIG drømme om at true andre mennesker med polititilhold og anmeldelse, fordi de ikke deler samme holdning som mig. Og så vidt jeg ved, er det endnu ikke ulovligt at cykle uden hjelm. Jeg er glad for at jeg var så vanvittig rolig overfor dig idag, hvilket tydeligt også provokerede dig yderligere. Jeg fik sågar sagt tak for din omsorg og din opmærksomhed, men at der var mange måder at sige ting på. Og det mener jeg i den grad. For dit udbrud i dag, kommer til at sidde længe i min datter og i mig, og har gjort langt værre skade end hvis du bare havde ladet hende sidde og hygge sig i bilen, om hun så sad på taget af den. Så vil du ikke godt tænke dig om en anden gang? Og skal du absolut blande dig? Så træk vejret, dæmp dit toneleje og tag fat i mig diskret. Der er INGEN grund til for evigt også at gøre små børn angst for fremmede mænd.

Det jeg ægte havde lyst til at råbe...

Når det er sagt, så er jeg fanme os færdig med et være høflig. For det jeg i virkeligheden har lyst til at råbe er

"Din store idiot! Pas dig selv! Og du skal KRAFTEDDERMANME IKKE BLANDE DIG I MIN OPDRAGELSE OG MINE BØRN! SÅ HOLD DIN KÆFT! JEG VAR FOR HELVEDE BARE INDE FOR AT KØBE KNÆKBRØD!"

Men forskellen på dig og mig er, at jeg tænker det. Og lader det blive ved det. God dag!