Eksperiment: En børnefamilie uden tv i en måned

Sidste gang jeg så tv, var da Danmark vandt VM i håndbold. Og det var ovenikøbet kun anden halvleg.

Hvorfor har I slukket tv´et?

I den seneste måned har børnene kun set tv når de har været hos andre. Fordi vi for knap en måned siden blev så trætte af de konflikter det gav, HVER gang der enten ikke måtte ses tv, eller der ikke måtte ses tv længere, eller den ene ville se ét og den anden noget andet. Så i kampens hede, og lidt tilfældigt, fyrede vi en lille hvid løgn af, om at tv´et ikke virkede. Tre dage tog det. Og så holdt børnene op med at spørge. Fuldstændig som om de har glemt vi har det. Jeg forventer nærmest at de en dag kommer hjem og spørger hvorfor vi har et sort maleri hængende på væggen!? Og hvor farverne lissom er henne? Så pludseligt havde vi (åbenbart) gang i et eksperiment. Et eksperiment vi havde sat til at vare i 14 dage.

Fortsætter I uden tv?

Men det er sgu gået over al forventning. Så nu kører vi videre. Eller det vil sige, i fredags så de en halv times Disneysjov (og blev sure da vi slukkede). Men ellers ser vi faktisk ikke tv.

Hvordan var børnene inden?

Vores udgangspunkt var en 6-årig der altid har været sådan nogenlunde ok til at justere forbruget, og som er vældig meget i kontakt med sin indre kreative nørd og i stærk forbindelse til sin fantasi- og finde-på-verden. Men så var det også en 3-årig der er hans diametrale modsætning. En 3-årig der uden at blinke kan kværne 48 afsnit af MyLittle Pony, og som var komplet idéforladt når det gælder leg hjemme.

Hvilke forandringer har I oplevet?

Jeg siger ikke at renon på tv har gjort forskellen, men jeg siger at det tror jeg sgu det har. I en måned har de ikke set tv. Tilgengæld har vi oplevet følgende forandringer i hjemmet:
  • Roligere børn
  • Færre konflikter (tydeligt)
  • Kreativiteten er blomstret betydeligt op
  • En markant gladere 3-årig (som om hun er vokset til dobbelthøjde og selvtillid, har svært ved at forklare det yderligere)
  • Et stærkere bånd imellem de to søskende
  • De to søskende er blevet endnu bedre til at lege med hinanden
  • De har lavet morgenmad begge dage i weekenden, gætter på de ikke kunne finde på bedre at tage sig til, nu hvor tv ikke var en option.
Det var sådan lige top of mind. Jeg tror vi langsomt laver den regel at man kan se Disneysjov, og at der så er tv hvis der er noget vi rigtig gerne vil se. Lidt ligesom da mor var barn. Der var der 30 min for børn om dagen. Resten af tiden måtte man selv finde på.

Så med tv ude af ligningen, åbner der sig et uendelig hav af fede optioner. Og de små børnehjerner får lov at vokse i fuld flor! Jeg er VILD MED DET!

Blot en bette update fra mig til jer. Prøv det. Os´ selvom det kræver man står tidligt op i weekenden sammen med dem. Det er VIRKELIG vildt hvad det har gjort i vores lille familie. ps. billedet er taget fra Loui´s og min morgengåtur imorges kl 8.00 inden vi kastede os over Designed Learning. Kan seriøst ikke fatte at jeg bor så smukt!