Jeg er en meget rummelig mor, for rummelig mener nogle. Jeg uddeler ikke desinner når de skal passes, eller retter andre voksne i deres tilgang til mine børn.
Men jeg har én mærkesag. Ja der er sikkert flere, men der er særligt én der fylder meget for tiden.
Indkøring af mine børn!
Når det kommer til indkøringen af mine børn, så stoler jeg kun på mig selv. Eller Bastian. Kald mig bare tosset, og dobbeltmoralsk. Jeg kan ikke lade være, det er en del af mig.
Lige præcis indkøringen vil jeg virkelig gerne selv stå for.
For jeg har en idé om, at jeg ved præcis hvordan mine børn skal håndteres, hvor meget de skal forberedes, hvilke signaler jeg skal sende dem, hvordan jeg skal sørge for at lege med de andre børn, og tale med de voksne for at vise mine børn at det er ok det hele.
Når jeg så har banet vejen. Så overlader jeg gerne roret til andre.
Men den der indkøring skal bare sidde lige i skabet med det samme. Og jeg forbereder mig til den, som skulle jeg til en eksamen. Når jeg kører mine børn ind er jeg træt. Mine sanser arbejder på højtryk, og jeg tænker over alt jeg siger og gør.
I modsætning til meget andet jeg laver med børnene, hvor jeg ifølge nogle har en temmelig Laissez Faire tilgang til forældreskabet.
Og det går godt!
Anna nailede første dag, i bulls eye! Det var en såkaldt besøgsdag. Og jeg var der derfor med hende i al tiden. Jeg fornemmede at hun gerne ville sidde på skødet til at starte med, og så var det dét vi gjorde. Ude på legepladsen, satte hun sig ved siden af mig på en bænk og observerede. Indtil smilende
Tromme Nina, hentede trommen og begyndte at spille. Så tog Anna mig i hånden, og ville derhen. Langsomt turde hun mere og mere selv, og jeg trak mig en smule. Og da August opdagede os på legepladsen, grinede hele hans krop af lykke. Han hentede en lille ladcykel, inviterede Anna ombord, og kørte hende således rundt på hele legepladsen i en time. Indtil Frederik (en anden stor børnehavedreng) overtog tjansen, gav et par runder, og satte hende af i sandkassen, hvor pædagogen fra hendes stue lavede sandkager med hende i 20 min. Herefter kom hun gående hånd i hånd med pædagogen, kiggede op på mig, sagde
`MAD?´, og fortsatte ind.
Hvortil pædagogen supplerede
"Ja vi synes det går så godt, så vi tænker hun bliver og spiser med?"
4 gange under frokosten, bad Valdemar om at få lov at rejse sig, for at gå hen og byde Anna velkommen.
"HEJ jeg hedder Baghera!" lød det første gang, fra den 2-årige Valdemar.
"HEJ, hvad hedder du til efternavn?" kom det anden gang han rejste sig.
"HEJ, har din mor nogle....... " OOOOOH NOOOOO (tænkte jeg. Hvad spørger han om!?!?!). Der blev stille. Baghera havde glemt hvad han ville spørge om. Og satte sig for tredje gang tilbage på sin stol.
Jeg må gi´ ham, han gjorde sit for at lægge billet ind på den nye pige i klassen. Som, grundet storebror, allerede var ombejlet af børnehavedrengene.
Hvordan skal det ikke gå når de kommer i skole!? Tænker moren i sit stille sind....
Nu er vi på anden dagen, jeg sidder på en café i nærheden, hvor jeg har drukket kaffe med
hende hér. Om 5 min. skal jeg ned og hente Banansen, så hun kan komme hjem og få sin lur.
Vi holder vejret og håber imorgen bliver ligeså vellykket..
Edit: se iøvrigt hvordan indkøring dag 3 gik,
hér.