Min tabubelagte fødselsdepression. Det kan godt være hårdt at blive mor.

"Guuud hvor ser du godt ud, Christina!"

"Har du virkelig lige født?"

 "Sikke et overskud, hvor får du det fra?".

Sætninger som disse møder mig. MEGET ofte! I disse dage. Og ja! Jeg havde en ualmindelig nem fødsel, og ja, jeg har nogle ualmindeligt nemme børn, og ja, jeg har et ualmindeligt stort overskud. Og ja, alle medaljer har en bagside. Også vores. Som jeg ikke er bleg for at dele. For NEJ, det hele er ikke nemt hos os, meget er, men ikke det hele. Og min bagside er en tabubelagt efterfødselsreaktion eller depression om man vil. En bagside der rammer hver 4., men ingen alligevel tør tale om. For man skal jo nyde man er blevet mor. Man skal nyde de lykkelige omstændigheder.

Min bagside af medaljen - min efterfødselsreaktion

Så det her bliver et af de sværere indlæg for mig. Men det bliver også et af de indlæg. Håber jeg. Der kan hjælpe andre. (Igen skulle blognavnet gerne, ikke, have levet forgæves.) Og til trods for at jeg åbenbart ikke kan slippe afsted med at skrive noget uden en humoristisk undertone (synes jeg selv høhø), så håber jeg alligevel at alvoren kan skinne igennem.

Det er ok at tude!

Efter jeg selv er blevet mor, har jeg nærmest ikke foretaget mig andet. Jeg tuder til alt. Jeg tuder når jeg er ked af det, jeg tuder når jeg er glad, jeg tuder når jeg er rørt, jeg tuder når jeg er træt, jeg tuder når jeg ser Ramasjang. Og det er ok, og det er et af grundstofferne i mor metallet. Det er os ok at tude når man har de berømte babyblues på 4-5 dagen. Det er os´ ok.

Men det er altså ikke ok at tude på 5 ugers dagen. IGEN. Og flere gange om ugen.

Og da slet ikke hvis det man tuder over, er komplet irrationelt og noget man i virkeligheden slet ikke kan gøre noget ved.  Eller tude fordi man bekymrer sig over, om nogle mennesker man ikke har set i 10 år, nu overhovedet kan li´ en mere? Eller om de har slettet én på facebook fordi de er blevet sure på én. Dét er ikke ok. Det er ligemeget!

Jeg har selv tudet sådan, og gør det stadig. Og det er os´ derfor dette indlæg er lidt tough writing. Dette er nemlig yderst relevant og noget der sker for mig nu. LIGE NU!

Instablogging kan man vel kalde det. For jeg vidste godt at jeg ville blive ramt af babyblues, fuldstændig som jeg gjorde det med min søn. Men jeg vidste ikke at når baby blues blev ved med at komme igen. Og igen. Og igen. At jeg pludselig befandt mig i en situation hvor jeg ku vågne om morgenen, og allerede i dét sekund jeg åbnede øjnene kunne mærke at dette ville blive én af de dage.

Én af de dage hvor jeg allermest havde lyst til at blive i min seng. Under dynen. Uden voksenkontakt. Ja også helst uden babykontakt.

Bare væbne mig med tålmodighed og vente på, at det påny ville blive morgen. Den næste dag altså. For på de dage, kan jeg have åndsvage, irrationelle og komplet ligegyldige tanker omkring...-ALT! Her taler vi über dårligt selvværd. Ikke formå at flytte fokus andre steder hen end på lige præcis de 10 strækmærker jeg har fået under navlen. På den i øvrigt utroligt blævrede mave. For ikke at tale om at jeg pludselig begyndte at fortolke ALT på de sociale medier. Hvorfor skriver hun det? Hvorfor har han ikke liket? Hvorfor er vi ikke venner mere? Som en anden teenager.

Seriously! Og forklaringen har muligvis været (hvis der var nogen). Hun skriver det fordi hun mener det og intet andet imellem linierne. Han har nok ikke liket. FORDI HAN IKKE TJEKKER FACEBOOK 40 GANGE I MINUTTET. Og vi er nok ikke venner længere, fordi jeg selv har slettet hende, da jeg ryddede MAX op i bekendtskaberne for længe siden.

Og så er der den dårlige samvittighed. ÅH GUD! Jeg har konstant dårlig samvittighed.

Og misforstå mig ret. Det er vist ganske normalt, men det er ikke normalt at den dårlige samvittighed grunder i, at man ikke føler man bonder med sin baby. Eller at man grundet kort lunte (eller hvad årsagen nu er), har haft lyst til at smide baby på gulvet og løbe sin vej, simpelthen fordi man ikke kan håndtere at hun græder.

Det vigtige for mig at sige er, så jeg ikke risikerer at nogen kommer og fjerner mig fra min familie eller min familie fra mig. Jeg er en god mor og jeg vil mine børn det bedste. Men jeg er en hormon bombe og er blevet ramt af træls efterfødselsvirkninger. Men det er ikke alle der er lige heldige. For sytten, jow, de fleste bliver heldigivis overhovedet ikke ramt. Men hvis man gør, så er det altså også helt normalt.

Det er så uvurderligt vigtigt at man tager sig selv og sine tanker seriøst.

Og taler med sundhedsplejersken herom. Eller en anden der kan hjælpe, som man stoler på.

Jeg har den absolut bedste sundhedsplejerske, jeg sendte hende en sms en aften på én af de der dage. Og god som hun er, svarede hun mig til trods for at hun havde fri. THUMBS UP! Og TAK Malene:-). Jeg havde skrevet en temmelig neglicerende sms til hende og spurgt om det ikke var ganske normalt at jeg havde babyblues nu kørende på 5 uge? Og prompte opfangede hun signalerne og læste imellem linierne (det kan vi kvinder, har jeg lært af Ann-Elisabeth Knudsen), og skrev at hun ville komme ud til mig mandag morgen for en snak. For dét skulle jeg iallefald ikke sidde alene med...

Men hvad har jeg gjort?

- Jeg taler med sundhedsplejersken - Jeg har taget kontakt til lægen og er derigennem blevet koblet på Gaia insituttet. De er super søde og laver ikke andet end at arbejde med efterfødselsreaktioner. Så de ved MEGET:-) - Jeg har fortalt det til familien og de nærmeste. Det er trods alt lidt nemmere at navigere uden om faste mærkedage hvis omverdenen kender årsagen. Og de vil SÅ gerne hjælpe. - Ja, og så skriver jeg mig ud af ting. Supriiise.

Hvad har jeg/man brug for når man har en efterfødselsreaktion?

- 2 ører, der vil lytte. Ingen snak eller gode råd. Ellers tusind tak.

- Ingen aftaler, kun de spontane som bliver booket når jeg kender dagsformen.

- De helt almindelige skulderklap, som vi alle godt kan lide. DE er gode!

- Ingen spørgsmål. Som i INGEN. Jo mindre stilling jeg skal tage til ting, jo bedre. Det bombardement af spørgsmål jeg dagligt får fra min 2,5 årige charmetrold, udgør MER´ end rigeligt min kvote. Og det gælder også, Hvor meget sukker skal du have i kaffen, skat? `Bare hæld i´, `I don´t care, så længe du putter sukker i´ (off course). Bare gør det.

- En forstående og rummelig mand (Tip: Giv ham lidt space en gang imellem til at kommme ud og lade op så han kan komme hjem og rumme dig endnu mere)

- Ingen løsninger. Mænd! Jeg mener det. Sødt af jer. Virker ikke;-)

Hvor kan man blive klogere?:

- Læs mit interview med gode råd hér, som jeg har skrevet efterfølgende.

- Jordemoderforeningen har skrevet lidt om emnet og kommer med en forklaring på termerne. - Gaia- Instituttet har en god liste af hvad man SELV KAN GØRE:-) Karma knus, op med humøret og pas nu på jer selv og jeres:-).

Og til de pårørende:

Sku nu ikke hunden på hårene, for jeg går da ikke ud de dage jeg er nede. Så det er kun de allernærmeste der rent faktisk har set min reaktion in action. Man går jo heller ikke ud med en slem influenza. Så ja jeg kan godt se godt ud på de gode dage, men det er langt fra virkelighed på de dårlige. //C

Knus C

Følg og få updates på Karmamilli.dk på: Facebook ? Klik her Instagram - Klik hér Bloglovin? ? Klik her