Begge unger var vågne i nat. Det er sjældent det sker med August. Men når det sker, går han helt i spagat. Nogle gange er det gennemsyret nightterror. Også kendt som natteangst. Pisse klammo som voksen at se på. Det ligner vitterligt at ens barn er blevet besat af noget eller nogen. Har I set eksorcisten? Ingen sammenligning ellers. Men princippet, ikk!? Når August har det, sidder han skræmt i den ene ende af sengen, med knæene oppe under hagen og råber. Råber at jeg skal gå væk, og at han vil have sin mor. Man må ikke røre ham. OVERHOVEDET! Man kan ikke gå fra ham. Man kan faktisk intet stille op. Andet end at vente. Jeg har fundet ud af at det virker bare at være tilstede, og så sidder jeg stille og roligt og fortæller ham historier fra dagen der er gået. Det tager alt imellem 15-35 LANGE minutter. I den tid, er det eneste man har lyst til, bare at tage ham op og kramme ham til han sover igen. Og resten af natten.
I nat var det heldigvis ikke én af de slemme omgange. Bastian havde allerede hentet Anna ned omkring kl 4. Og ved 5-tiden var jeg så oppe hos grædende August. Jeg løftede ham i mine arme. Og bar ham ned i vores seng. Puttede ham under min dyne, med hans hoved hvilende på min skulder og hans lille hånd i min, faldt vi i søvn igen. Dét er der altså noget helt særligt over! August er ikke en putter, i modsætning til sin søster, så når det sker, er det som at få en lille bid af himlen.
At resten af morgenen gik fuldstændig i ged, med glemte nøgler hos dagplejen (så min far kunne hente ungerne OG lukke dem ind i huset efter hentning). Altså som i at JEG glemte (trods sms reminders fra min far), at lægge husnøglerne hos Elise. Og da jeg så ringede til ham (far) for at fortælle det, og lokke ham forbi Lyngby, sluttede jeg samtalen af med "August glæder sig sådan til at du skal hente ham". STILHED! "Far? Er du dér???". Far: "August? Du sagde jeg kun skulle hente Anna, så nu har sendt Jane afsted på arbejde i bilen med de to børnesæder". ARH for helvede, det er os rigtigt. Havde lige misset at fortælle morfar, at August´s legeaftale var blevet aflyst. Mig: "Oh dear, far, jeg parkerer lige bilen og får mig en kaffe. Så ringer jeg tilbage!".
Nu har jeg så bare verdens bedste far, så ganske kort tid efter tikker en sms ind: "Søde skat, jeg har styr på det. Jeg bytter bil med Jane, kommer forbi Lyngby og henter nøgler og samler begge unger op."
Vi spoler tiden frem. 15.27 sidder jeg i møde. Pludseligt kommer jeg i tanke om klokken OG at far ikke har hentet nøgler. Jeg undskylder mig og går ud og ringer til far, der tager telefonen.
Far: "Hej, det er mig den glemsomme far, til den glemsomme datter!"
Mig: "Hej far...., har du hent....."
Far (bryder ind): "Jeg står med Anna på armen og er ved at hente August"
FOR SATAN ALTSÅ:-). AHAHAHAHA. Heldigvis havde far allieret sig med en bakke jordbær, og således fandt Bastian arvingerne og morfaren i fuld krig i haven, og smurt ind fra top til tå, i en skøn blanding af jordbærsaft og sand.
I aften står den på bestyrelsesmøde i børnehaven. Det bliver os spændende. Vi skal tale om noget, som jeg håber jeg snart kan dele med jer,
Iøvrigt, har jeg gæsteblogget, hos Juliane Harkjær. Juliane sendte mig nogle spørgsmål om min fødselsdepression. Dem har jeg svaret på, henne hos hende. Selvom det er et år siden nu, kan det stadig vække følelser i mig. Stærke følelser. Imens jeg sad og svarede, mærkede jeg en klump snige sig ind i halsen. Det skrev jeg os til Juliane. Hvorfor deler jeg så? Når man er nybagt mor (eller far) og har det skidt, er det guld værd at vide at man ikke er alene. Og endnu bedre. At få nogle konkrete råd til hvad man kan og bør gøre. I må
sindssygt gerne læse med hér.
Håber jeres onsdag har været mere onsdag end (min, tilsyneladende) mandag!
P.s. billedet er fra Børnehavens plantedag. Det har de hvert år. Så har alle ungerne en plante med (den hvide blomst nede i venstre hjørne, har August gravet ned -mor er stolt!), og så er de ude og plante hele dagen. Alt fra krydderurter til vilde blomster og blomster fra Netto.