Igår skrev jeg 3 indlæg. Og udgav 0. Det ene kommer ud i aften. Det hedder `Hvis verden bestod af 3-årige´.
De to andre ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af. De hedder `Møgkælling´ og `Fuck det er hårdt at være mor´. Okay. Jeg var sur igår. Lidt. Måske.
Idag havde jeg inviteret et par damer herhjem. Et par damer jeg ikke kendte
(så godt) i forevejen. Men havde et udtalt behov for at vise, at jeg os kan være ædru. Jeg mødte dem i lørdags.
Til den dér fest I ved. Den dér fest hvor jeg faktisk ikke husker, at min promile på noget tidspunkt var under 1. Derfor.
Til lejligheden havde jeg bagt en kage. Min signatur kage. Den berømte
(på Nørrebros teater) æblekagen. En, med andre ord, KILLER KAGE! (
Jeg lægger SNAREST opskrift herind). Denne dejlige dame medbragte pølse (off course, det er vel dillerbanden), denne seje quinde havde lavet hjemmebagte boller og
denne vidunderlige lumre lady havde skippet AbuDhabi udpakning og medbragt friske jordbær. Og vi råhyggede. Jeg havde planer om kampsnapping og instagramming. Det blev ikke til ét eneste foto. SOWWI! For det var så pisse hyggeligt og som blogger, står munden
sjældent aldrig stille. Så tak for hyggeligt selskab. Lad det gerne ske igen. Snart!
"Men Christina?"
"Jaaa?"
"Hvorfor hedder dit indlæg FUCK FUCK FUCK???"
ÅH GUD! Don´t mention the war! Fordi Anna fucking starter i privat dagpleje på mandag
(se lige hvor kær hun er), hos søde Elise. Jeg er IKKE KLAR!!! Eller jow, jeg er mega klar. For GUD hvor kun keder sig. Og når babyer keder sig, så pjevser de. Mine babyer gør iallefald. Og hvis der er noget jeg hader, så er det pjevs. Idag er derfor officielt Annas og min ALLERSIDSTE DAG på barsel sammen. EVER! Dét magter jeg ikke. Jeg er ikke god til definitive ting. Indkøringen af August gik som en drøm, for snart 3 år siden. På 3. dagen sov han lur og var hos Fillipa hele dagen. Men han var os kun 10 mdr. Anna er 13 mdr. og MEGET opmærksom. Måske for meget? Jeg er bange for at hun klæber sig til mig og nægter at lade mig gå. Eller måske er jeg bange for at jeg klæber mig til hende og nægter at lade mig gå? Jeg ved det reelt ikke længere.
Men jeg har taget en beslutning. Jeg tager det i stiv arm, og går det godt, så vil jeg stå fast ved at gøre indkøring så kort som muligt. Se det lidt som et plaster der skal rives af. Bevares, jeg bor 6 min derfra. Jeg kan ALTID ringes efter mine børn. Men jeg tror faktisk det er bedst. OH DEAR! Jeg er så spændt på næste uge. Og ikke mindst om 14 dage når jeg selv starter job igen. Jeg ANER da ikke om jeg kan huske hvordan man arbejder? Eller hvordan man får et familieliv til at køre med 2 udearbejdende forældre. JESUS! Giv mig lidt styrke hér.
Vil I ikke nok fortælle mig om jeres gode erfaringer med indkøring? Eller gode råd? Jeg var på ingen måde nervøs med August. Men med ANNA? ÅHA! Jeg magter det faktisk ikke.
Klem en noget beklemt Mama C