Et takkebrev til en 3-årig...

Det var da det mindste jeg kunne gøre. Sige tak. Omend et fattigt ord. Så alt rigeligt dækkende. For alle de gange min 3-årige har været. Ja. 3.

Så... Tak for....

...de 24 sten du havde gemt i inderlommen på din jakke. 18 af dem har jeg fået ud af vaskemaskinen.
...tegningen du lavede til mig. I stuen. Med sprittusch. På væggen.
...at holde vasketøjskurven fuld. Af tøj. Med tis og jord. Og småsten.
...den bussemand du ikke åd. Men som jeg senere fandt. På min skulder. Til mødet. Med min chef.
...ved siden af den havregrød. Du ikke smed på gulvet.
...at indgravere din tegning på bilens ene side. Med småsten. Jeg ved godt de lignede kridt. Og bilen var sort. Som en tavle.
...at separere alle 8 toiletpapruller fra papiret. Og pakke din lillesøster ind.
...at holde sandbestanden i børnehavens sandkasse nede. Og fylde sofaen. Derhjemme.
...de 1008 milliarder spørgsmål du stiller om dagen.
...at klokken 20.00 har fået en helt ny status af magisk.
...ikke at trække ud i toilettet. Så jeg kunne fiske bilnøglerne op igen.
...det fine sneglehus du havde lagt i entreen, men som blev væk. Jeg har fundet det. I din lillesøsters mund.

Bare tak min skat! Og vent. Bare vent min skat. En dag bliver du os far.