I nat var en god nat. Anna sov til kl. 3 i egen lille norske fold-ud-fold-ind-træ-seng, og begge unger bød først dagen godmorgen kl 7.10. August med ordene:
”Far, jeg har bare sovet meeega dejligt!”. Fedt skat.
Det bliver en god dag.
Vi har haft en helt vidunderlig tur herop, spækket med oplevelser for et lille 3-årigt barnehjerte. For sin vis kunne vi være stoppet efter turen med Oslobåden, ja i virkeligheden var udsejlingen fra Nordhavn mere end rigeligt. For er der én ting mine børn har lært mig
, så er det at
(gen)finde glæden i detaljen. Jeg ved ikke om I kan forestille jer hvor kodyl mægtigt det er at kunne løbe på strømpesokker op og ned ad de tæppebelagte snørklede gange på Oslobåden, med sin jævnaldrende kusine, og skraldgrine til det gør ondt i kinderne. For at gå til, bogstaveligt talt, køjs i en kahyt på størrelse med en skotøjsæske, arm i arm med de mennesker der betyder allermest i ens lille liv. Mor, far og lillesøster.
Jeg har så himmel meget optur over at August nu er så stor, at han er i fuld krig med at fylde sit hjerte med gode minder fra barndommen. Minder han kommer til at huske resten af livet.
Denne hér ferie, bliver én af dem.
Hér er vidunderligt. Vi befinder os midt i Norge et sted. Med den vildeste udsigt fra sengekanten, over Jotunheimen, selv Anna har optur over den. Her er ikke noget Internet. Det der er skal man betale omtrent én milliard for, tilgengæld virker det kun 10% af gangene og kan knap åbne en browser. Så det har taget omtrent 2 timer at uploade det ene billede. Det er ligemeget. Hvem har dog brug for den slags nymodens pjat?
(abe der holder sig for øjnene). Solen skinner fra en skyfri himmel og her er 8 grader. På ingen måde optimalt for langrendsture, men pisse ideelt til kælkning, snehulebygning, og rødvinsdrikning. Så det gør vi. Klokken 11 er vel helt fint til rødvin?
Første gang jeg fik spændt brædder under fødderne var jeg 8 år. Det var i Norge og det var skide svært, alligevel gav min bror og jeg hele skiskolen
(+40) baghjul. Eller –ski, om man vil.
I dag blev så første gang at August gik i mine skispor. 3 år og 8 måneder gammel og han var jo for crazy. Den lille bitte gut, med sin helt enorme kropskontrol, kampgrinede over hele femøren, da hans størrelse 27 blev klikket i langrendsbrædderne. Og uden så meget som et enkelt hint, stavrede han ud over den snebelagte parkeringsplads, som havde han ikke foretaget sig andet hele sit bette liv. Behøves jeg sige at Honning Mama var stolt. Ind til benet.
At der så kun gik 10 min. førend begge de små ben blev forvandlet til kogt pasta og han svor at han aldrig ville have ski på igen. Er en anden sag. Vi håber bare at han har glemt det
til (forhåbentligt) en skiferie næste år.
Til gengæld har kælken fået et kærkomment comeback. Heldigt. Vi var en kenne bekymrede for om vi skulle bygge snemænd en hel uge, da August hjemmefra højlydt bedyrede at kælk? Det var ikke lige ham.
”Kør du bare alene far. Det bliver et nej tak fra mig.”.
Det blev en god dag. Og indtil videre en brandhamrende god ferie! TAK FOR DEN!!!
I morgen fylder Anna Banana 1 år, vi er så spændt. Selvom vi udmærket er klar over at hun ikke fatter en døjt af hvad der foregår. Men det gør vi. Tillykke med i morgen min lille skat.
Klem Mama Honning
