En magisk pony, og en kærlig reminder
Destination: Build a bear.
Vi skulle ind og fylde en bamse med kys og kærlighed. En bamse der kan passe på August når han sover. En bamse der hjælper ham med at få gode drømme. En bamse der ikke er bange for noget.En magisk sovebamse.
Meningen er at den skal agere erstatning for den tabte tryghed der forsvandt hånd i hånd ud af hans liv, med den elskede sut. På Hovedbanegården stak vi snuden indenfor i Lagkagehuset efter en kaffe til mor og en børnebolle til den lyserøde håndtaske. Med hinanden i hænderne krydsede vi Bernstorffsgade og talte om hvornår vi skulle i Tivoli igen. Og jeg lyver ikke når jeg siger at August blev svært begejstret da han så Build a Bear forretningen. Vi har kun været der én gang, for over et år siden. Og udelukkende for at eye shoppe. Det har tilsyneladende efterladt et kæmpe indtryk i den lille barnehjerne. Som et fodspor i nyfalden sne. Foran indgangen stopper vi, jeg bøjer mig ned til ham, og hvisker:"Nu er vi her skat. Er du klar?"
August nikker, stille og spændt.
Vi åbner døren og går ind. Vi er de absolut eneste udover Gitte (syns jeg der stod på navneskiltet) der arbejder der. Søde Gitte kommer os begejstret i møde.
"Jaaaamen hej med jer!" "Nøøøøj en fin taske, er det din?"
August nikker betuttet.
"Hvad hedder du?" spørger Gitte
August hvisker "Augut"
Gitte tager begge arme i vejret og udbryder
"NEEEEIIIII et fint navn!" "Hvor gammel er du August?"
August "Øhhhh"
Jeg melder mig ind i dialogen "Du er 3 og et halvt år skat:-)"
Jeg kigger op på Gitte. Stadig med August´s lillebitte hånd i et fast greb i min. "Det er jo faktisk sådan, at vi er her idag for at finde en rigtig god magisk sovebamse. For August har smidt sin sut. Og han har sådan brug for en god ven han kan fylde med kys og kærlighed og som kan hjælpe ham med at få gode drømme om natten og jage monstre væk"
Og så tudede jeg!! Jow den er god nok.
Søde Gitte (fik vist os´ lidt våde øjne) "Jamen hvor er dét da heldigt. Det er jo lige præcis det vi har herinde." "Du kan vælge imellem alle dem der står dér, og du må endelig gerne tage dem ned og prøve om de er sådan rigtig gode at kramme med"
Det var så hammer hygggeligt derinde. Gitte blev helt forelsket i August. Og behøves jeg sige at hun levede sig fuldt ind i rollen?
August er derfor nu den stolte ejer af en My Little Pony med regnbuefarvet karpe og glimmersko, der griner når man trykker på en fodpedal dens højre forben. Har et hjerte der banker i brystkassen. Og endnu ét i ryggen fyldt med kys af August og gode drømme som blev overført fra hans pande (Gittes geniale påfund). Vi forlader Gitte med ordene (hendes)
"Sikke en sød og velopdragen dreng August er" "Og jeg ved hvad jeg taler om, jeg har selv en dreng på præcis samme alder"
På vej ud hilser vi pænt på næste familie der skal ind og hente en magisk bamse. Moren, er intet mindre end Rebecca fra Ramasjangs Elefantvask. Man møder altid kendisser i hovedstaden.
Nu er vi bare spændte på om My Little Pony, som han har døbt den, virker.
Det var så rart at have August på enehånd. Og så dejligt at få en kærlig reminder om hvor sød (og dygtig) han er. Det gør de råbende spaghetti ture på gulvet, lidt nemmere.
Nu overvejer jeg hvor man kan skaffe en bamse man kan fylde med mod og stærk ryggrad, som jeg kan tage med mig på arbejde om en lille måned. Jeg magter ikke at skulle forlade Anna. Virkelig sært, var meget mere cool med August. Men ikke denne gang. Hønemoren har sgu fundet frem til mig. Oh Lord!
Må I alle få en skøn aften. Må jeres kærlighedsafkom sove trygt og godt. Og må I få glæde af bare ét af mine indlæg. Hvis ikke et råd I kan bruge, så forhåbentligt et godt grin.
Jeg ÆLSKER at I læser med. Det er det hele værd. VIRKELIG!!!
Klem Mama C
Indlægget kan indeholde affiliate links. Men det er ikke noget der koster jer en krone. Det er bare ren og skær lov (og god stil) at nævne det.Indlægget kan indeholde affiliate links. Men det er ikke noget der koster jer en krone. Det er bare ren og skær lov (og god stil) at nævne det.
Følg mig endelig på...