Når tid er en mangelvare, korthuset mangler…-kort! Og et smut i Knuthenborg

Én ulykke kommer sjældent alene. Det kan jeg godt skrive under på i disse dage. I perioder føles det som om, at nogle af de bærende elementer i korthuset, kollapser. Blæser væk i vinden, og efterlader resterne noget ustabilt. Lidt sådan har jeg det i disse dage. Men jeg tror på karma (sådan ét blognavn laver jo ikke sig selv), så jeg tror os på at ting MÅ ske fordi der er en mening med dem. En mening jeg på ingen måde fatter nu, men forhåbentligt forstår. En dag.

Oveni hatten har vi haft lidt bøvl (old news) med Anna Bananas søvn. Og da hun er så tung nu, at vi ikke kan stå med hende i armene til hun sover, blev vi nødt til at finde en anden model. Så i 2,5 dag brugte jeg sammenlagt 4 timer og 17 min. på at putte hende. Med ALT for meget gråd. På 3. dagen gav jeg op. Det gjorde for ondt i mig. Jeg kunne mærke Anna havde brug for mig. Hun græd ikke fordi hun var bange for at jeg gik. Jeg var der jo. Lige ved siden af hende. Hele tiden. Hun græd ikke fordi hun ville op og lege. Hun græd fordi hun ville være tæt på mig. Hun ville mærke mig.

I går var jeg til psykolog. Hende der har hjulpet mig med min efterfødselsreaktion. Og hun sagde noget der gav mig stof til eftertanke.

Når man bliver ramt af en efterfødselsreaktion kan baby oftest mærke at man (uvidende) kan komme til at skubbe baby fra sig. Det kan resultere i et størrre behov for nærhed fra lige præcis dét barn. Der er ingen skade sket. Sagde hun os. Så længe I bare sørger for (og gør jeres bedste) for at opfylde baby (Annas) høje behov for fysisk kontakt.

Så i dag lagde jeg en madras ved siden af tremmesengen. Kørte præcis samme rutine som de andre dage. Men i stedet for at lægge hende i sengen. Og sætte mig i en stol ved siden af. Lagde jeg mig sammen med hende på madrassen. På gulvet. Jeg hørte ikke snerten af brok. Eller forsøg på at komme ud og lege. Hun puttede sit lille hoved ind til min hals og nussede min min kind med sin lille buttede baby hånd. I 25 min lå vi sådan. Helt uden gråd. Og så sov hun! Nu er jeg meget spændt på hvordan natten forløber.

Men dét faktum at jeg nu (for første gang) i mange dage. Har haft muligheden for at sætte mig med min blog og min rødvin. Føles eminent godt.

For ja der har været stille herinde. Sorry. Jeg er her endnu. Og vi har det godt, om end lidt modvind har ramt os. Så har vi hinanden og vi er i live. Og hey, det er weekend! Og i morgen kommer Mester Jacob til Danmark og vi får hele familien på besøg.

Og vi har fået meldt August til svømning i Vestbadet. Hajerne skal han gå på (4-6 år). Dog først opstart til Oktober. Man skal være tidligt ude. Vi har gået der før. Og jeg kan VARMT anbefale det. I år har vi en lille bagtanke med det. Til December rejser vi nemlig til det store varme udland. Et sted hvor der højst sandsynligt vil være en masse vand i form af pool og strand. Og selvom jeg kategoriserer mig selv som en temmelig large mor. Den dér type mor, hvis børn ANDRE FORÆLDRE hiver ned fra det højeste klatrestativ. Så vil jeg nu alligevel have det bedst med at August tilnærmelsesvis kan svømme. Om ikke andet bliver mere fortrolig med hvad man skal gøre, hvis man falder i.

Apropos, så har jeg engang fået et HAMMER godt råd (som jeg i øvrigt selv har måttet gøre brug af en enkelt gang). Det var til min onkel og tantes bryllup i Spanien (I think). Et lille barn (der ikke kunne svømme) faldt i poolen. Og min onkel, iført pingvin und alles, læste situationen. Og i stedet for panisk at hoppe i vandet og hive barnet op. Hoppede han glad i vandet (med tuxido) og begyndte at lege plaskeleg med barnet. Hvad der skete? Barnet fik aldrig vandskræk. Hvilket ellers SAGTENS kunne have været tilfældet. Bare et godt råd, skulle man ende i situationen. Ligesom jeg selv gjorde tilbage i foråret.

Og så lige på faldrebet. Har I nogensinde været i Knuthenborg Safaripark? If not? Get your asses downthere. Vi har aldrig forstået hvorfor (eller hvordan) nogle familier kunne være en hel DAG i Knuthenborg. Men så fandt vi deres legeplads. Aka Limpopoland. Og SÅ forstod vi det. For at sætte det hele lidt i kontekst. Så fik August buddet 4 (FIRE) gange om at han måtte få en is. Og FIRE gange sagde han. “Ikke lige nu. Jeg skal lige prøve denne her først…” Og så har jeg fået et tip fra Iben Erica om et pandaclub medlemskab for sølle 250 kr for et år. Og med dét i baglommen kommer man gratis ind i 11 parker (herunder, kbh zoo, den blå planet, knutheborg, etc.) Vi skal KLART have ét til August.

Nå nu smutter jeg.

Håber I har en dejlig fredag aften. Og nyder den i fulde drag om det er på langs eller på tværs, sydpå eller nordpå.

Adios MamaC