Hvorfor er børns venskaber så vigtige?

Anna har haft sin første rigtige playdate. Med hendes dagpleje veninde, Leonora. I en alder af 17 måneder og 25 dage. Bevares, hun aner ikke selv hun havde det. Men det gjorde de voksne. Og vi var meget bevidste om det. Så selvom jeg RÅHYGGER mig med Leonoras mor, Christel. Så var det ligeså meget for at pigerne kunne få en fornemmelse af at lege med hinanden udenfor dagplejen. For det styrker deres forhold i dagplejen. De har noget sammen.

Endnu vigtigere bliver det når de starter i børnehave. Dér kan legeaftaler være alfa omega.

Vi bor desværre lidt væk fra August børnehave. Hvilket betyder at de venner han ser i weekenden, ikke er dem han går i børnehave med. Det betyder også at hans kammerater i børnehaven ser hinanden udenfor børnehave tid.

Vi kender det selv. At have spist middag med en god kollega lørdag aften. Når man møder ind mandag morgen, har man et særligt forhold. Man har noget sammen. Noget hyggeligt og indspist (på den gode måde).

Sådan har børn det også. Men hvor vi voksne (SOM REGEL) er bedre til at inkludere andre i vores samtaler og gøren på jobbet. Dér er børns empati sjældent ligeså udviklet. De er, i høj grad, styret af reptil hjernen. Og hvis dén hjerne har lyst til at lege med Uffe, fordi Uffe legede man også med i søndags. Ja så er det bedøvende lige meget om Klaus står og tripper og vil være med. Dér kan de faktisk (til tider) godt være lidt grove og filterløse i deres udelukkelse. På dén vis er der en (overvejende) risiko for at Klaus ryger ud af fællesskabet.

Jeg husker det selv, fra min barndom. Jeg boede ALT for langt væk fra mine klassekammerater. Og det betød ALT for mit forhold til dem i hverdagene. Eller mangel på samme.

Det skal altså ikke ligge mine børn til last, at vi bor langt væk. Så nu gør jeg hvad jeg kan for at invitere venner hjem fra børneren.

Det blev en lang (men vigtig indledning).

Men hvorfor ER venskaber så, så vigtige for børn?:

• Det styrker deres selvtillid og selvværd
• De knytter stærkere bånd og bliver en del af fællesskabet
• At være alene med hinanden giver bedre plads til at show´off´e styrker. Og når man gør det, får man venner. De søger ganske enkelt børn der kan noget de ikke selv kan. Måske det er for at lære noget af hinanden?
• Venskaber udenfor institutionen er ligeså vigtige. Hvorfor det? F.eks. i vores flyttesituation, dér ville August miste alle sine venner. Hvis ikke vi havde sørget for (og tænkt over) at have skabt grobund for nogle venskaber som altid er der. Og som ikke er afhængige af børnehave eller skole. Eller bare skift fra børner til skole. Der sker rigeligt i forevejen. Så er det altså meget rart hvis nogle venner er stabile og er der uanset hvad.
• Med gode venner lærer man også følelsesspektret at kende.
• Børn uden søskende kan også have godt af at få hjælp til at knytte venskaber. Hvis nu at mor og far skal skilles. Så finder børn en magisk styrke til at komme igennem det. Og den findes ofte blandt venner.

Jeg er jo blot en mor. Jeg er hverken sundhedsplejerske, børnepsykolog, pædagog, eller læge. Jeg er bare mig. Jeg hækler ikke, men jeg elsker at observere. Læse. Og lære om børn og deres færden. Mine ord er derfor hverken begrundet i diverse undersøgelser af flere hundrede individer, eller laboratorie forsøg.

Alligevel tænker jeg, at I måske er nogen der kan bruge det til noget.

Ellers scroller I forhåbentligt bare videre:-).

Klem C (en autodidakt mor)