"Jeg tror det var omkring november måned at du nævnte det for mig første gang" Jeg sidder på badebroen ved Furesø bad, foran mig står en sort plastikbakke med sushi, to glas og en kold rose. Bag det hele sidder Loui. Min Loui. Vi har savnet hinanden og forsømt hinanden. Så nu tog vi tyren ved hornene og bookede os selv til OS-TID. Og det føltes godt. Vi havde brug for hinanden. Vi havde brug for at se hinanden og lytte til hinanden. Jeg havde brug for at Loui lyttede til mig. Særligt fordi jeg, åbenbart, siden november har klaget over en rysten på min krop. Loui kunne huske at første gang jeg nævnte det for hende var på Amager i november måned.

Men hvordan ryster du på kroppen Christina?

Jeg kan allerbedst forklare det som en uro og sitren i kroppen, der ikke går væk. Har man prøvet at tage en astmaspray, så kender man følelsen af titusinde tissemyrer der løber rundt lige under huden på én. Som om hjertet slår lidt hurtigere end normalt. Og har man ikke astma kan det bedst beskrives som den spænding kroppen fyldes op af lige inden en jobsamtale, eksamen eller surprise fødselsdagen man har været med til at planlægge. Man er så spændt at hver en celle i kroppen sitrer. Forskellen er bare at NÅR man så har været til eksamen, samtalen, eller overrasket sin veninde så slapper man af. Man kollapser og bliver lettet, og uroen bliver forløst.  Det gør den bare ikke hos mig. Jeg har uro i kroppen hele tiden. lige i øjeblikket. Det er løgn. Når jeg sover, eller ligger på sofaen eller i sengen og slapper helt af, har jeg ro. Så mærker jeg intet. Men så snart jeg skal bruge mine muskler, for at række et glas til mit barn, gå ned af en trappe, skrive en indkøbsseddel eller andet der kræver fokus og koncentration, så starter uroen og hænder og ben begynder at ryste. Det er nu så meget at man kan se det. Bastian kan se det.

Jeg er ikke nervøs.

Sådan har jeg aldrig været. Der skal ret meget til at ryste min grundvold og gøre mig bekymret. Jeg har altid været Roms Mester i at udvikle plan b´er eller alternative løsninger. I en sådan grad at jeg stort set altid er rolig i min beslutning `A´ fordi jeg tænker "jamen går det ikke, så har jeg jo plan B!". Og således går det faktisk altid godt med plan A. Lige nu har jeg det på samme måde. Jeg er ikke nervøs. Der er så meget jeg endnu kan gøre og ændre ved, at jeg ikke er bekymret. Vi finder nok ud af det. Og hvis det er så grelt at jeg må ryste på kroppen resten af mit liv, så lærer jeg også at leve med det. Og er der  noget gravalvorligt galt, så må jeg tage den derfra. Lige nu er jeg bare glad for at jeg er omgivet af så søde folk der kærligt har bedt mig om at gå til lægen med det. Tak Bastian, tak Loui, tak Alex og tak far. Jeg er glad for at i bekymrer jer på mine vegne.

Hvad sagde lægen?

Da jeg i går var til lægen, var jeg sikker på at hun ville sige stress. Men det gjorde hun ikke. Tværtimod. Hun mente ikke jeg var stresset. Omend det er ganske naturligt og mange er det. Særligt i denne sære tid med Corona. Men hun syntes ikke det lød som det. Til gengæld var hun ikke i tvivl om at det skulle undersøges. For det var ikke normalt. Så nu har jeg en henvisning til en neurolog (som jeg skal have fat i på mandag), og tid til blodprøver og en EKG på tirsdag morgen kl. 8.00 i Lyngby. Hun foretog et par øvelser med mine øjne, hjerne og reflekser og målte mit blodtryk der (som vanligt) var meget lavt. 49 i hvilepuls. Så dér var der ikke umiddelbart noget at hente. Jeg valgte i morges at åbne op for det på Instagram. Og heldigt for det. For jeg spurgte jer om I havde erfaringer med det? Og jeg har fået mange svar. TAK! https://www.instagram.com/karmamillidk/ RIGTIG mange skriver om stofskiftet, men også angst, stress, vitaminmangel, og tremor fylder i indbakken. Jeg selv aner ikke hvad det er, men har en fornemmelse af noget muskulært. Noget der er forbundet med nerverne og den ryg jeg døjer en del med. Jeg er ved godt mod og er bare glad for at vi nu kan få lidt tal på mig og mine værdier. Så kan vi i det mindste bruge udelukkelsesmetoden.

Jeg holder jer opdaterede.

Hvis I har lyst? Jeg tager også gerne imod gode råd og erfaringer. Jeg har ikke brug for Google og en dom om kræftknuder, det kan jeg sagtens selv søge mig til, så det holder vi os fra, for det fjerner ikke uroen og da slet ikke angsten hvis den skulle være der. Håber I har en skøn aften, og til trods for at jeg ikke opdaterer bloggen i nær samme grad som tidligere, så er jeg stadig sindssygt glad for at I læser med herinde. TAK FOR JER!!!