Tænk hvis børn var voksne... og omvendt!

I det næste du skal læse, skal du forestille dig en 37 årig kvinde der er på vej på arbejde i det private. Med en masse andre 30+ mennesker. Jeg møder ind på kontoret, sparker skoene af i garderoben og kaster jakken. På vej ud, kommer jeg i tanke om at de voksne helst vil have at jeg hænger mine ting OP og stiller skoene på plads. Jeg går tilbage, får hængt jakken så godt op, som jeg magter, får samlet skoene så de i det mindste står ved siden af hinanden og går ind imod min plads.

Der sidder Lone Bente, Ulla P og Viktor W. På gulvet.

De når KUN lige at få øje på én, førend de flyver op så kontorstolene omkring dem går i selvsving som en anden tornado og kaster sig om halsen på mig! "ITIIIINAAAAAA" "Ka´ du laaje?"  "HVA HVA HVA???" "Itina, ve´ du hva? Jeg har en laserpistol darhjemme, ja jeg har!" "Og den kan skyde, ja den kan!"  " Vil du se den?" " VI SKAL LAJE ESSA og ANNA!!!" Råber Lone Bente mig ind i hovedet! Jeg får akkurat  hevet pc´en op af tasken og skal i første møde. Det er sammen med Ulla P og Viktor W. Inde til mødet, ligger Søren Bo og roder rundt nede under bordet. Han er i færd med at se om han kan ligge på ryggen med benene strakt og stadig nå undersiden af mødebordet!

Viktor W joiner ham. Han kan simpelthen ikke lade være.

Ulla P, tager den eneste stol der kan dreje, og ved hjælp af bordpladen får hun skubbet sig rundt. Og rundt. Og rundt. Jeg selv har taget en sodavand med. Med sugerør. Det er utroligt så mange bobler man kan lave med et sugerør. Og hvor sjovt det lyder når man puster. Jeg spilder. En del. Mødet tager 15 min. Så er vi videre. Der er 10-mad. Lone Bente deler madkasser ud. Ofte når jeg afleverer Anna i børnehaven til Hareskovens sødeste pædagoger, og ser hvordan børnene nærmest overfalder de voksne når de møder ind på arbejde. Så tænker jeg, at jeg godt gad at vi gjorde det samme i TDC. Jeg er udmærket klar over at det aldrig kommer til at ske. Men alligevel er der en lille bitte bid af mig der stadig håber. For hold nu KÆFT en fest vi ville have! Hver dag! Jeg ville elske (mere end jeg allerede gør) at komme på arbejde. Et par gange er jeg kommet til at kalde det de voksne laver i børnehaven for arbejde. Og HVER gang har Anna kigget op på mig som ét stort spørgsmålstegn. Hvad jeg lige præcis mener med det? Det er ikke arbejde, de bor der, og de leger hver dag og børnene får lov at komme på besøg `hjemme´ hos dem og leger med. Børns hjerner, altså. I freaking LOVE THEM! Roger over, n´ out. Jeg havde ikke en disse på hjertet andet end denne helt almindelige refleksion, stærkt inspireret af et gammel indlæg, jeg pludseligt fandt ud af at jeg engang har skrevet, om hvis verden bestod af 3-årige. ps billedet er taget af super seje Frederikke Brostrup.