Da Anna var 3 år, afleverede vi sutten på suttetræet i Frederiksberg have. Vi sagde farvel. Vi fik en is. Og vi kørte til Build a Bear og byggede en bamse der skulle hjælpe om natten. Og det gik mega godt! Rigtig fint. Bevares, Anna sov fortsat dårligt og med mange opvågninger og rigtig meget gråd hver aften og nat. Men det var der jo ikke noget nyt i.
Faktisk tror jeg det kan tælles på to hænder hvor mange nætter Bastian og jeg har sovet i samme seng en HEL nat. I fire år har rollerne været byttet rundt. Anna har sovet i dobbeltsengen med mig, og Bastian har sovet i Annas seng. Hver evigt eneste nat. Man gør ligesom hvad der passer bedst i familien, for at få enderne til at mødes.
Nå! Tilbage til sutten der pludseligt kom retur. Da Anna var 3,5 år fandt hun pludselig en sut herhjemme. En sut der åbenbart havde forputtet sig og derfor ikke var fulgt med de andre ind i Frederiksberg Have. Jeg så det godt, men ærligt? Jeg gjorde ikke noget stort væsen ud af det. For August havde gjort præCIS det samme 1 års tid efter at
han havde smidt sutten. Og så snart han fik den i munden så det helt akavet ud, og han proklamerede højt at han havde glemt hvordan man bruger sut. Og så var det det.
Jeg så altså ingen fare ved at lade Anna lege med den. Hun satte, per refleks, sutten i munden, og VUPTI kørte Maggie (red. babyen fra Simpsons) stilen ufortrødent videre. Derfra gik det stærkt og hun fik lov at have den med i seng om natten. Nu er det snart 1 år siden siden. Og Anna bruger igen sut! There I said it!
For JA! Kære Lola (som jeg ellers er ret stor fan af), og alle de andre kloge bøger, og tandlæger. Vi har valgt at kigge på vores barns generelle trivsel. Og prioriteret at lige præcis Anna har mere brug for sin søvn, sin ro, sit selvværd og sin sut, end hun har brug for lige tænder. Så må vi fikse dem senere.
Derfor! Kære Lola og alle de andre. Så bruger vores datter på 4 år og 5 måneder nu sut igen. Og ved I hvad? Det går skide godt. Hun sover (FOR FØRSTE GANG NOGENSINDE) pissehamrende godt. Hun falder lynhurtigt til ro om aftenen, hun formår at lægge sig ned og lukke øjnene og bare lade sig falde ind i drømmeland. Hun sover sågar nogle nætter HELE natten i egen seng. Hun finder en ubeskrivelig ro ved den sut, og hun er i dagligdagen blevet en meget mere selvsikker, robust og stærk pige.
Min pointe hér er, kig på dit barn. Lyt til de kloge. Og kig så igen på dit barn. Hvem er det? Hvad har det brug for? Og hvad er bedst for lige præcis jeres familie?
Det gjorde vi, og det er uden tvivl én af de bedste beslutninger i vores forældreliv.
Så hej igen sut, du er meget velkommen!