PMS -Sådan føles det...

På dage som idag, føler jeg mig som æsel fra Hundredemeterskoven. Med en lille sort regnsky over mit hoved. Ligegyldigt hvordan jeg kigger på verden eller hvordan den kigger på mig. Er jeg bare sur, mut og kortluntet. Jeg hader de her dage. Jeg er demotiveret. Gnaven. Og har bare lyst til at sove det hele væk.

Det er PMS.

Kun meget sjældent ved jeg det imens det står på. Ofte fatter jeg det først på den anden side. “Nårh det var PMS jeg havde!” Idag, hører til sjældenhederne. Ret tidligt i formiddags kunne jeg konstatere, at det nok var det der var tale om. PMS altså. Og da jeg har hormonspiral, har jeg ingen cyklus what so ever. Oveni det har min cyklus altid være ligeså random som russisk roulette. Det er derfor på ingen måde en option for mig at regne mig frem i tiden og forudse hvornår lynet rammer.

Man kommer længst med ærlighed

Engang sagde jeg det til min daværende chef, til vores første 1:1 møde, hvor hun spurgte ind til hvem jeg var, og om der var noget vigtigt hun burde vide om mig som medarbejder. Jeg fortalte at jeg 95% af tiden er grundlæggende glad, men at jeg de sidste 5% blev ramt af en PMS så voldsom at jeg allerhelst ikke skulle have nogen form for kontakt med andre mennesker. Idet mine følelser på netop de dage sad så løst og udenpå tøjet at blot en enkelt kæk (kærlig afsendt) kommentar kunne hyle mig ud af kurs. Hun var meget imponeret over min selvindsigt og glad for ingormationen. Fra den dag, har jeg altid aflyst vigtige møde på sådanne dage, og allerhelst forsøgt at få en hjemmearbejdsdag hvis jeg kunne fornemme når noget var under opsejling.

En tikkende bombe

For når jeg har PMS kan jeg ikke kende mig selv. Jeg kan ikke styre mine følelser eller reaktioner. Jeg bliver som en tikkende bombe fra 2. verdenskrig, der kan gå af any time. Jeg er en mixture af sur, gnaven, ked af det, flov, demotiveret, mut og med er overvæld af dårlig samvittighed over at være en elendig person overfor andre. Det er så latterlig en følelse.

Jeg faldt i trylledrikgryden som lille

95% af tiden vågner jeg om morgenen med en boblende følelse af lykke i kroppen. Det er som om hver en lille celle i mig er glad og råber “juhuuu en ny dag! Fedt!”. Jeg har en ekstraordinær portion af energi og opfattes ofte af andre som et overmenneske. Nogle gange tænker jeg at jeg faldt i gryden med trylledrik som lille. Jeg har desuden lært mig selv, og om mig selv, hvad der giver mig energi. For at holde mig i en gode spiral. Det gør min sport, kost, orden i hjemmet (rod stresser mig HELT ENORMT), og nærvær med dem jeg omgiver mig med.

Universel balance

Men der skal være en form for universel balance. Så al den gode energi og det glade humør jeg til dagligt er så velsignet at have, det opvejes af de 12-ish PMS dage jeg har om året. 12 dage der står i skærende kontrast til hvem jeg er. Men som jo faktisk også ER mig. Og hver måned bliver jeg oprigtig nervøs for om det holder op igen.

Min dybeste respekt!

Samtidig får jeg den dybeste respekt for de mennesker der dagligt må leve med et tungsind og depression. Det må være så åndssvagt hårdt og drænende. Og kræve noget helt særligt at kæmpe sig igennem. Når nu vi er ved det. Så er det blandt andet én af de højere formål jeg har med min Instagram. At sprede og dele ud af min gode energi. For dén vil jeg ikke være nærig med. Og det er jeg heller ikke. Ikke alt er pudderfarvet og fotograferet ved siden af en kubusstage og doucheblomster til duften af nybagt brød, og derfor er det for mig sindssygt vigtigt at fortælle at jeg os kan blive virkelig ked af det. Meget ked af det. Når jeg er det. Så skriver jeg mig gerne ud af det. Så føles det som om min hjerne får ro. Følelserne er ude af systemet og står nu istedet på et stykke papir. Det tip fik jeg engang af min mor efter et voldsomt brud med en eks-kæreste. Og det er det bedste tip, nogensinde.