Da klasselæren sagde det, blev jeg stolt!

Imorges afleverede jeg August tidligere end vi plejer. Jeg skulle nå ind til Teglholmen senest 8.30, og det tager som regel noget der ligner 45-50 min fra Hareskoven, i myldretid. Vi var på skolen 7.45, døren til klassen var allerede åben og hans søde klasselærer var der. August gik ind og startede per automatik at tage stole ned, sammen med en kammerat. Så bliver man lidt stolt som mor. Jeg var ved at vende rundt på hælen, for at ile videre i det tætpakkede morgenprogram. Da klasselæreren sagde:

"din søn er VIRKELIG god til at lege!"

Jeg gik helt i stå og kiggede på hende. "EJ TAK! Det gør mig virkelig glad" Hun fortsatte rosen, og var oprigtig imponeret over hvor god August´s fantasi den er. Hun havde sågar fortalt i klassen, at man sagtens kan leve uden en ipad, ja og tv. Og brugte August som eksempel (vi fortalte det selv til skole-hjem samtalen, fordi det virkede naturligt). Jeg er så mega glad for at få den opbakning og også mærke at hun kan mærke en forskel i skolen. Det er da for crazy!? Hun fortalte at hun ALDRIG hører August sige "jeg ved ikke hvad jeg skal lave?", "jeg keder mig!". Han er bare eminent god til at finde på ting. Og jeg er hamrende stolt og glad. For inde i maven, føles det som den helt rigtige beslutning at skære tv væk. Vi har vitterligt KUN god erfaring med det. Vi har langt færre konflikter, vi har mærkbart roligere børn, og ja, fantasien er groet helt VILDT hos begge børn. Jeg er vanvittigt imponeret over hvor kreative mine unger kan være. Os nogle gange lidt for kreative.

Skærmdetox

Til jer, der ikke er med på hvad jeg taler om. Så har vi ingen iPad herhjemme (den er gået i stykker, og vi har valgt ikke at købe en ny) og for nogle måneder siden slukkede vi tv´et (og løj måske lidt). Det gør vi ikke mere, eller tv er slukket, men børnene ved godt at vi kun ser det om fredagen, eller hvis de får lov af os. Jeg kan virkelig varmt anbefale ALLE at prøve en skærmdetox! Bare prøv det. Det gør underværker. Det lover jeg! Læs om vores lille hvide løgn hér.