Jeg elsker at udfordre mig selv. Jeg føler at jeg lever når jeg prøver egne grænser af. Og jeg bliver høj af at nå nogle vilde mål. Mit personlige landingsstel har lige ramt jorden efter et fantastisk (og hårdt) Vasaløb i mandags. Endnu én af de skøre idéer jeg fører ud i livet. Og egentligt skulle dette indlæg have haft overskriften: "Mit næste crazy projekt"

Men der var noget der føltes forkert.

For jeg havde allerede planlagt det næste vilde projekt. Jeg havde ansøgt om at få lov til at bestige Kilimanjaro som en del af Climb For Charity holdet til september 2019. Jeg havde også fået en plads på holdet. Og dagen efter jeg ramte dansk grund igen efter Vasa, skulle jeg ind til første briefing om turen. Men der hvor jeg havde forventet at finde en boblende glæde, spænding og eventyrlyst nede i maven. Var der noget galt. Der var en følelse der var forkert. Jeg har svært ved at sætte andre ord på, andet end at sige at det føltes bare ikke rigtigt lige nu. Dét tiltrods for at jeg i mange år har drømt om at bestige netop Kili, og at muligheden nu pludseligt var indenfor rækkevidde. Så var der noget galt. Jeg besluttede mig for at tage med til briefingen i håbet om at det ville få gjort bugt med dårlige mavefornemmelse og bytte den ud med min eventyrlyst. Men den var der ikke. Tværtimod var det som om min egen mavefornemmelse blot blev forstærket. Om det var savnet af mine børn på forhånd? Dét faktum at jeg skulle alene afsted med en ukendt gruppe? Eller noget tredje? Jeg ved det vitterligt ikke.

Men jeg kunne mærke, helt ind i maven at det var forkert.

Jeg gav det natten over. Og torsdag morgen, altså igår. Var intet uændret. Så jeg ringede til Henriette fra Børneulykkesfonden (der står bag projektet) og forklarede hende mine tanker. Og hun var super sød, og forstående. Og sagde: "Christina, det skal føles rigtigt. Hvis ikke det gør det. Så er det bare ikke lige nu." Så nu er jeg taget af holdet igen og fjernet fra deres site. Og det føles helt rigtigt. Det er så vigtigt at lytte til sin mavefornemmelse og ikke være bleg for at tage en beslutning om igen, hvis den pludselig ikke føles rigtig. Os selvom man har nået at melde det ud til gud og hver mand. Jeg har lige lyttet efter. Og det sjove er. At jeg har fået mindst ligeså positiv feedback på at turde sige fra og mærke efter, som da jeg annoncerede at jeg skulle afsted. Blot en tanke fra min stue i Hareskoven, en opfordring til at mærke efter og et ønske om en fremragende weekend til jer. Jeg selv skal fejre min fødselsdag sammen med 17 veninder. Og jeg har ikke planlagt en disse. Det skal nok gå godt...