Jeg er Færdig! Helt færdig!

Jeg gjorde det. Igen. Gennemførte Vasaloppet, med næsten en time skåret af tiden fra sidst! For der er åbenbart sket det at over tid har jeg bildt mig selv ind at jeg løb mit første løb på 10 timer og 30 min. I did not. Måtte lige tjekke tiden igår. Jeg løb det på 10.51. My bad.

Igår gennemførte jeg på 9.58 og jeg er pavestolt. 

De første 55 km var jeg mildest talt flyvende. Hold kæft det var fedt. Jeg følte mig stærk og med kæmpe overskud. Og glidet var genialt, jeg gled smukt fremad, og havde super fæste uden bagglid. 

Muren!

Men SÅ! Ved 55 km kom muren, og bagglidet. Jesus!  Jeg havde op til løbet købt nye ski. Et par ski med skin, altså pels under, som ikke skal smøres. Og de var sygt effektive. I starten. Lige indtil alle de andres KÆMPE mængder af klister gik fra deres ski, ned i sporet og op på min pels. Hvilket betød at jeg i noget der ligner 25-30 km. Intet glid havde fremad, tilgengæld var der minus fæste og masser af glid bagud. Jeg overvejede et sekund om man på nogen måde kunne vende skiene.

Peptalken

Op til de 55km havde jeg skudt en sindssyg fart. Men det glid der (eller mangel på samme), det gav mentale issues og jeg begyndte min egen indre peptalk. “Kom så krop, du kan godt! Kom så!”. Jeg fik sågar peptalket en enkelt svensker under min egen krise og fik hevet ham igennem 10km’s penge, da vi havde løbet omkring 70km. Han har senere fundet mig på Facebook (gætter på at han huskede mit startnummer) og har skrevet tak. Virkelig fint og det hele værd. 

Sidste depot

Da jeg kom til Eldris, sidste depot inden mål, kunne jeg se at der var en chance for at komme under 10 timer, så jeg gav den fuld hammer. Og fløj endnu engang igennem de sidste 9 km, på ren vilje! 2 km før mål havde jeg 10 min. hvis jeg skulle nå det. Så jeg løb op ad bakkerne, og kørte de sidste 500 m. KUN på arme! 

Og så ramte jeg målstregen! 

Fuck det var fedt! VIRKELIG FEDT! Dén følelse når man kommer i mål! Den er ubeskrivelig fed. Hele kroppen værker og er brugt. Og man føler man lever ud i hver en lille celle man har. Man har lige gennemført en fysisk og mental ret hård præstation. Og jeg kneb endnu engang en tåre. Det er så VILD en følelse at det ikke kan beskrives med ord. Nu sidder jeg på bagsædet af Janniks bil. Vi er godt to timer fra Hareskoven. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at min krop ikke er øm. Oh it is, men langt fra ligeså meget som sidste gang. Det dér træning der giver sgu noget!  Om jeg gør det igen? Skal lige glemme hvor åndssvagt hårdt det er først. Indtil da, kan I se en recap af turen hér: https://youtu.be/lRbl95Yqp4k   [caption id="attachment_8080" align="aligncenter" width="1125"] I startsporet, lige inden start. Marie og jeg.[/caption] [caption id="attachment_8079" align="aligncenter" width="1500"] Startsporet kl 7.00 om morgenen[/caption]   [caption id="attachment_8082" align="aligncenter" width="1125"] Selfie over målstregen[/caption] [caption id="attachment_8081" align="aligncenter" width="750"] Facetime med børnene i målfeltet[/caption]