Vasa! Vi er på vej

Kl. er 10.51. Vi har lige passeret Halmstad, efter at have holdt inde på en svensk tankstation og tanke kaffe og benzin. Jeg sidder på bagsædet af Janniks sølvgrå Ford, Stationcar. Bagagerummet er fyldt med sportstasker og smøregrej og ovenpå bilen ligger tagboksen med vores ski og stave.  Marie, min veninde igennem 20 år sidder ved siden af mig og fortæller om en artikel hun er ifærd med at skrive. Hun er så sindssygt klog og dygtig til sit fagområde; pædagogik og undervisning, at jeg kan lytte til hende i evigheder.  Vi er fem mennesker i alt. Rudi, Maries mand, Marie, Jannik, Anders og mig selv.  Alle har løbet Vasaløbet før. Jeg er den eneste der kun har løbet det en enkelt gang. Jeg er os den eneste der har løbet det på så lang tid som jeg gjorde. Mener det var omkring 10 timer og 30 min jeg var om det sidst. Mit eneste mål i år (udover at komme igennem) er at gøre det hurtigere end sidst.  Om cirka 7 timer lander vi i Maries forældres mega hyggelige hytte i Sälen (samme sted som start til løbet går), hvor mor Else står klar med aftensmad til os. Og måske der os bliver tid til en tur i vildmarksbadet.  I aften og imorgen står den på røverhistorier om Vasaløbet (der er folk dér, der har løbet det over TYVE gange!), skismøring, hentning af startnumre, og måske en enkelt tur på ski.  Apropos startnummer, så er det muligt, hvis man har lyst, at følge mig på mandag online. Når jeg har mit nummer, smider jeg det op i et i indlæg, samt link til hvor man kan følge henne.  Jeg vil os forsøge, såfremt overskud og mobildækning tillader det, at lægge stories op undervejs på mandag på Instagram.  Hvordan jeg tænker liger nu? Jeg er spændt, angst, glæder mig, er nervøs for om jeg kan bruge mine nye ski, lidt nervøs for turens længde, spændt på om jeg kan gøre det hurtigere og så glæder jeg mig til at se ruten uden sne i øjnene.  Nu bliver jeg snart køresyg, så stopper beretning her og smider indlægget op.  Stay tuned!