"HOLD SÅ KÆFT!"

Hørte jeg mig selv råbe til Anna. Imorges skreg hun hysterisk i 45 minutter. Det startede med et par underbukser der skulle være dem med Olaf, så sad sokkerne forkert. Og bukserne var for sorte. Faktisk gad hun slet ikke at have tøj på. Midt i virvaret blev hun forkølet, ifølge hende selv, og så kunne hun jo ikke komme i børnehave. 20 min gav vi hende. Jeg satte mig i bilen med den ældste som jo skulle i skole, og overlod kampen til Bastian. Som til sidst kom slæbende ud med en hysterisk skrigbanana, der uden tvivl har underholdt hele Hareskoven. Han forsøgte at få hende i en sele, men gav op og fik med nød og næppe holdt ben og arme inde på skrigballonen og lukket døren til bagsædet. Vi kunne intet gøre, end at vente. Tålmodigt. Og det gjorde vi. Det meste af tiden. Ned til skolen. Jeg skulle have sat Bastian af på stationen, men han sagde sødt:

"Tror du ikke du har brug for hjælp til aflevering?"

"ÅH JOW TAK!" Således gik jeg ind og afleverede August 2 minutter for sent, imens Bastian blev underholdt af skrigballonen der havde ben i loftet, ben i forruden, ben på gearstang. Ben OVERALT! Jeg nåede akkurat ind i bilen og så fløj hun over på mit skød. Og så sad vi dér. I 15 min. Og bare ventede på at hun holdt op. Det aftog en kenne, og hun kom på skødet af Bastian. Så vi kunne køre til stationen. Stadig med skrigende barn. 8.21 holdt hun op. Ikke at jeg holdt øje med klokken. OH YES I DID! FUCK det tog lang tid og var øredøvende højt og hårdt. Og måske jeg et sted i de 45 min kom til at råbe lidt. Meget. MEN 45 MINUTTER!?!? Det er røv lang tid! Og således blev jeg kureret for den skrukkes jeg talte om her. Flere børn? NEJ TAK! Omend alle jeres søde kommentarer på Facebook, fra alle jer 3. gangsmødre, var LIGE ved at overtale mig. MEN NEJ! Vi holder ved 2.