Jeg er simpelthen gået hen og er blevet skruk. Jeg har ellers været fast besluttet på at vi aldrig i livet skulle have flere børn. Niet. Nada. Nope! Og det til trods for at vi laver noget overORDENTLIGT lækkert avl. Ja! Jeg er moren, og ja jer er aldeles farvet. Men for helvede, de er sgu da nice! Og så var det at jeg talte med en veninde med tre børn. Og denne søde veninde sagde til mig

"DONT DO IT!". Treeren VIRKER som en god idé. ITS NOT!"

og hun fortsatte (og sidder man lige nu og er gravid med nummer tre. Så stop med at læse, med det samme!) "første barn er en kæmpe omvæltning. Den største faktisk! Andet barn er ikke kun dobbelt så hårdt, men 8 gange så hårdt. Tredje barn....!" og hun holdt en lang kunstpause "...vælter læsset!". Denne samtale fandt sted for noget der ligner et lille år siden. Og det lukkede og slukkede ligesom alle muligheder.

Tre børn til os? Aldrig i livet.

Og da slet ikke hvis der bare er 50% risiko for at de bliver ligeså elendige sovere som Anna. Det bliver et nej tak. Men så blev jeg faster igen. I sommer. Til den dejligste. Nemmeste. Smukkeste. Lille babypige. En treer ovenikøbet. Og jeg dikke dikkede hele den uge vi var på Sicilien. Og jeg snusede og indåndede babyduften. Og pludseligt…. ud af det blå... TIK TAK TIK TAK TIK TAK TIK TAK! Og nu ser jeg krafteddermanme barnevogne, gravide maver, baby opslag, og sutteflasker ALLE VEGNE! For helvede altså. VI.SKAL.IKKE.HAVE.FLERE.BØRN! Hvis dog bare det skide formeringsgen kunne lytte til fornuften og klappe kajen. Nå men. Det bliver altså et nej. Vi går vitterligt fra hinanden hvis vi laver flere børn. Så vi holder her. Og nyder de to møgunger vi allerede har produceret. En slags tirsdagstanker fra mig til jer. Nu hvor jeg ENDELIG kan trække vejret lidt igen og finde 5 min til at blogge. Damn jeg har savnet det, mit hoved er ved at eksplodere af gode blogindlæg… håber der bliver tid til flere.