Jeg har aldrig haft lus! Sofie med det lange brune hår i folkeren havde det altid, husker jeg. Men af en eller anden årsag så gad de ikke mit kruskrølede nærmest hvide hår.
Nu er jeg blevet mor. Og det har jeg nået at være i 5 år inden de små bæster fandt mine børn. Igennem Tulle. Hun var den første der hev dem hjem. Jeg stirrede og stirrede på den lille lort (lusen, ikke Tulle for faen). Jeg fandt sågar Augusts kryb forstørrelsesglas og sammenlignede med Googles billedsøgning på ‘LUS’. Og den var god nok. Vi havde fået lus. Rigtige lus.
Jeg blev næsten helt stolt! Se! Vi kan også have dem. Pludseligt følte jeg mig helt normal. Nok ikke den reaktion andre ville have. Men ikke desto mindre så var det sådan jeg tænkte.
I fem minutter.
Så holdt det op igen!
For Jesus et gedemarked med de små skiderikker.
Jeg strøg på det døgnåbne apoteket og bad om noget der kunne fjerne det. Og endte altså med et, skal jeg sige det selv, ret så effektivt middel.
Hedrin, hedder det. Det fåes, åbenbart, i mange forskellige varianter. Både noget ‘sid-i-fem-minutter-i-håret’ noget og en ‘skrid-jeg-har-hørt-andre-har-lus-det-gider-jeg-ikke-have’ noget
Vi har nu haft lus to gange herhjemme og den ene af gangene kløede min hovedbund så meget, at jeg sgu os tror jeg havde fået en fætter eller to. Jeg smækkede Hedrin mousse i håret på alle familiemedlemmer, og dagen efter var de forduftet. Hele lusemafiaen. Ikke familien, de var der endnu. Men lusene for helvede
Og Blachman siger at man er en nærrigmås hvis man holder igen med at dele ud af de gode råd. Så værsågod! Fra mig til jer som ammunition til huesæsonen der står for døren!
#selvtak #nukøberjegetlager