Trodsalderen -jeg åbner lige en rødvin....

Den anden dag lagde jeg en kort video i min story. I videoen kan man se benene af min datter på tre der ligger på gulvet og sparker, alt imens hun hysterisk skriger. Forud for videoen havde jeg forsøgt adskillige gange at berolige hende, kramme hende, tale med hende, trøste hende, you name it. For kun at blive mødt af vrede, spark og `NEJ´ I en lind strøm.

Alt jeg havde bedt hende om, var at tage en trøje på!? #dårligmor I know.

Og da vi så stod der i entréen og min tlf lå bag mig, så greb jeg den, filmede situationen ind i spejlet, og lagde det i min story. Og er I sunshine jeg fik mange kommentarer! VIRKELIG MANGE! Og ikke én var negativ. Jeg vil tro at i 90% af beskederne stod der `TAK´. Tak for at vise at I ikke er de eneste der har sådanne turer. OH NO! You are NOT! Vi kan iallefald, pt., tilskrive os gruppen der for tiden undergår en mægtig omgang ommøblering af den unge dames hjerne. En ombygning der tilsyneladende ikke efterlader plads til meget andet. På den ene side er det voldsomt opslidende hver dag at høre på 2 x 45-60 min. hysterisk skrig over noget man selv tænker er absurd banalt. På den anden side har vores lille banana altid været from og blid som et lam, sådan én der bare var der og fulgte med. Én man næsten kunne glemme og helt sikkert nogle gange havde dårlig samvittighed over ikke at give nok opmærksomhed. Men SÅ blev hun 3,5, og SÅ besluttede hun, at nu var det på tide at claime sin plads i tilværelsen og i familien. Og det foregår altså ved vilde og hysteriske vredesudbrud, hvor det er komplet umuligt at nå ind til hende. De kan komme ANY time. Så det handler ikke om sult, træthed, og andet i bunden af Maslow.

Det handler om at være tre.

Måske hun lige nu er ved at lære alle mulige magiske ting? Måske vi vågner imorgen og så kan barnet cykle, eller regne!? I starten blev vi frustrerede og kom til at skælde hende ud (det virker ikke, skulle jeg hilse og sige). Nu har jeg ændret taktik. En taktik jeg igår vendte med hendes yndlingspædagog og som jeg fik stor ros for. Nu får I den også hér. Og husk det er altså ikke Rocket Science, eller et forsøg på at vise at jeg er altoverskyggende overskudsmenneske. Næh nej, dét kan naboerne herhjemme skrive under på at jeg ikke er. Jeg kan fanme os blive sur. Men altså, det jeg gør (prøver at gøre) lige i øjeblikket er... Når Banana får et flip og det er herhjemme, gør jeg følgende. Jeg går ind på hendes værelse med hende (der er vi gerne allerede, da det oftest kommer i forbindelse med putning). Hun skriger fuldstændig hysterisk. Jeg må ikke ikke nærme mig hende, hun sparker, og råber vredt efter mig. Men omvendt må jeg heller ikke gå.

Jeg siger (så roligt jeg kan) følgende:

"Skat, jeg vil meget gerne trøste dig. Når du er klar, så giver jeg en krammer. Men indtil da, går jeg lige ud i køkkenet og smører madpakker". Hun skriger videre. Jeg går ud. Hun skriger videre. Efter et par minutter efter går jeg ind igen, og siger nogenlunde det samme. Jeg kan også finde på at krydre det med "Du er godt nok vred putte. Jeg er her, når du er klar til et kram" eller "Lille skat, jeg kan høre du er gal, du må gerne stoppe med at skrige, jeg får helt ondt i ørerne". Sådan går jeg ind og ud fra værelset. Og det kan vare op til en time. Det er sygt hårdt. Men det går ikke hurtigere af at jeg skælder hende ud (jeg har prøvet…, og jeg har stadig lyst til det). Og pludselig til sidst beder hun om et kram, og så putter vi og så er hun klar til at blive lagt i seng. Derudover har vi ryddet weekenderne for planer for at give ro, hun får lov til at sove med mig i dobbeltsengen, og idag har jeg været på date med hende. Kun Banana og jeg. Hun har fået lov at bestemme det meste, og det har været mega hyggeligt. Jeg forsøger ikke at få hende til at holde op med at have udbrud. Det skal jeg ikke. Det er en del af hendes udvikling. Men jeg forsøger at gøre det udholdeligt for alle parter. For jeg tror sgu heller ikke hun selv kan holde sig selv ud. Det har varet godt to uger hos os. Og den søde pædagog sagde, at vi snildt kunne give det en måned mere, førend hun mente vi skulle se på om der var noget andet der stak Banansen. Hun er altså blot under ombygning, måske det kan sammenlignes med de tigerspring de fik som babyer? De kommer vel stadig, bare meget mere random... Og det er åbenbart det eneste der er plads til i den lille hjerne pt. Så det trøster og varmer jeg mig ved. Og så lægger jeg nu en flaske vin på køl, som jeg åbner når jeg i aften er lykkedes med at putte hende. Hvad gør I derude? Har I andre gode råd? Tips? Eller vil I blot give en highfive til en mor i nød? Så smid et like eller en kommentar. Jeg elsker det. God weekend. Klem på jer. Hov kan i øvrigt anbefale disse to bøger på det varmeste, hvis man kun må købe to bøger om børn i sit liv, så giver de disse en blanding af indsigt i hvorfor  hjernen er som den er, og tips til hvad man kan gøre. Den ene er denne af Ann-Elisabeth Knudsen "Hallo er der hul igennem?" og den anden er af Lola Jensen "Må vi så få ro?".