Hjerteløber -Ville du løbe for en andens liv?

  En høj sirene lød fra min tlf. Det var sent på aftenen. Jeg sad med den i hånden og fik mit daglige SoMe fix. Alligevel hørte jeg den faktisk ikke. Sirenen. Hvilket er sært, da den virkelig er høj. Men det der stod på skærmen, fangede al min opmærksomhed. Og overdøvede resten omkring mig.

“Der er et hjertestop i nærheden af dig. Kan du løbe?”

Tryk->

JA eller NEJ

I et kort sekund blev jeg forvirret og tænkte at det måtte være en joke? Der gik vel noget der minder om 10 sekunder, førend jeg trykkede JA. Hvorefter et kort over det område jeg befandt mig i, kom op på skærmen. Det viste nøjagtigt hvor jeg skulle hente hjertestarteren og hvor hjertestoppet var. Tusind tanker fór igennem hovedet på mig.
“Godt jeg er i så god løbeform!” ”Skal jeg have en jakke på?” ”Regner det?” ”Hvor er mine løbesko?” ”Jeg skal sgu da ikke løbe, når jeg kan tage bilen” ”Hvor er bilnøglen?” ”Er det mon drengestreger?”
Og så gik det ellers over stok og sten! Og det var ikke drengestreger. Det var et hjertestop. Et menneskeliv.

HJERTELØBER

Sirenen jeg fik ind kom fra en app der hedder “HJERTELØBER”. Det er indtil videre en app der er i testperiode i Region Hovedstaden, men som flere tusind allerede har downloadet og oprettet en profil på. Når 112-alarmcentralen får et opkald om et hjertestop, screener app’en de nærmeste tilmeldte hjerteløbere (via GPS) og sender automatisk en alarm afsted til dem. Samtidig med at ambulancen (selvfølgelig) får besked. Som Hjerteløber kan man modtage to mulige missioner (som de hedder). 1. Hent en hjertestarter og løb til stedet. 2. Løb direkte til stedet og foretag førstehjælp. Det afhænger af hvor langt man befinder sig fra en hjertestarter og om det i givet fald vil sinke ankomst. Den aften jeg var ude, var jeg ikke den eneste Hjerteløber. Vi var mere end en håndfuld. Der nåede to hjertestartere frem og alle før ambulancen. Det siger lidt om hvor effektivt det er. Vi fik kæmpe stor ros af ambulanceredderne for indsatsen og for det arbejde der var gjort på personen inden de dukkede op. Hvilket iøvrigt var VIRKELIG hurtigt. Jeg er imponeret, jeg er mærket, jeg er ydmyg og jeg gør det gerne igen. Jeg løber gerne igen for et andet menneskes liv. Jeg vil hermed opfordre til at I går ind og tjekker app’en ud. Tilmelder jer hvis I er komfortable i HLR (hjerte-lunge-redning). Tager et førstehjælpskursus hvis ikke I er, og så tilmelder jer. Husk på, alarmen kan komme anytime. Når du er på job, på cafe, på hovedbanen, i Tivoli, derhjemme, etc. Og lidt hjælp er bedre end ingen hjælp. Find mere info hér. Som hjerteløber har man tavshedspligt og missionen jeg beskriver i dette indlæg er derfor ikke i direkte overensstemmende med virkeligheden. For at beskytte både patient og pårørende. Screenshots fra app´en, er ligeledes fiktive.