300m. efter et bette sving. Dukker den lille bro op. Mountainbike broen. Jeg når at få begge hjul op på den, førend min hjerne går grasat og skriger: "Du kan ikke holde dig på broen", "Du kan ikke holde dig på broen", "Du kan IKKE HOLDE DIG PÅ BROEN!" Hvorfor er det sådan? At man snildt kan gå på en lige linie uden at tøve, så længe det er nede på jorden. Og lige så snart det er bare 50cm løftet over fast grund? Så ryster knæene og hjernen spilder én de sygeste puds, og man tror man styrter!?!? Jeg fatter det ikke. 

SMÅKAGE!

Det var hvad der skete. Der gik vitterligt ikke andet end 300m. og så kørte forhjulet af broen, jeg faldt af cyklen mod venstre og fik cykel nedover mig. En øm skulder, et trælår, en pæn skramme lige under knæet og et blåt mærke på anklen. Det var hvad det blev til. Men jeg kom retur på hesten, som man siger, og vi havde den fineste tur på godt 2,5 time i Hareskoven, langs med Furesø, smukke marker, skovsøer og nåleskov. Alt sammen i det smukkeste kl-19-sommerlys, hvor solen står lavt og alt bliver guld. Jeg skal så meget ud igen. Styrt eller ej. Spørgsmålet er om Bastian vil have mig med ud igen. Er ikke sikker på at dem han plejer at cykle med stopper op og tager billeder 80 gange undervejs. Men der var jo så pænt (virkelig! Arhmen prøv lige at se de  billeder jeg fik i kassen!!) Ikke at jeg bebrejder ham (hvis ikke han vil have mig med igen), han troede jo for faen jeg var styrtet hver gang. Bastian tager et billede af mig, der tager nedenstående billede.

Hvad vi ellers har brugt weekenden på?

Udover at gøre Hareskoven usikker og tage min mountainbike mødom, har vi været i Hornbæk til en noget blæsende, men dog ret hyggelig strandtur (både lørdag og søndag). August fik snorklet i bølgerne (han er jo den vilde vandhund), og Banana fik lavet syngende sandengle til den store guldmedalje. Da det blev lidt for koldt i blæsten, pakkede vi os sammen, gik en tur op i byen, spiste en ret så lækker Hansen is, blev nærrige (og fornuftige) og valgte istedet for rødspættefilletter på havnen, at brede picnic tæppet ud på parkeringspladsen og spise boller og rugbrød med Hønsesalat og skinke (på hver sin mad, så klart). Det  behøves slet ikke at være så fancy, for at være hyggeligt og mindeværdigt.

Én ting jeg iøvrigt har lært i denne weekend.

Det hænger godt sammen med mountainbike turen. Er at når man kører mountainbike må man altid kun have én finger på håndbremsen, ellers bremser man simpelthen for hårdt. Og så smadrer man ud over styret. Og det vil man ikke. Så derfor: KUN ÉN FINGER! Tro mig, jeg måtte (selvfølgelig) teste det (og nej jeg røg ikke udover styret), men jeg blokkede ret så kraftigt bremserne, og det kan ikke anbefales. NO NO! Idag på Hornbæk strand havde Bastian taget en øvekite med, så han (forhåbenligt) kan få gang i sin egen (giga)kite snart. Jeg fik lov at prøve, og det er fa´me ikke nemt, skulle jeg hilse at sige. Men ret så frækt med mænd der kiter. Der er altså noget over surfer (og kite) dudes. Me like! Nu vil jeg drikke rødvin og spise ost, imens 10 mænd render rundt på en græsplæne i Rusland og leder efter Eriksen. Og så lover jeg snarligt at give jer en update på mit #smshvadduspiser forløb og fortælle hvor meget jeg har tabt på næsten 2 måneder.