Det kalder på revanche!

22008139_10159560091850121_3523913607720332129_n Jeg står på hjørnet af Roskildevej og Søndre Fasanvej. Mine nye støvler sidder stadig lidt stramt, og jeg har svært ved at mærke mine tæer.

I kurven på min cykel ligger min gråbrune Decadent taske med min arbejdscomputer, en lader, mit spejlrefleks, en tampax, min pung, en læbepomade, og 8000 stykker tyggegummi. Klokken er 14.25. Og jeg skal være i Hareskoven kl 14.45. Omklædt. Not gonna happen! Jeg har taget en beslutning om at æde den taxabon, da det på ingen måde er realistisk at nå det på cykel. Eller med det offentlige for den sags skyld. Men der er ikke en taxa at se. Nogen steder. Der er tomt. Og de få der er, er ikke ledige. Jeg er lige ved at give op. Overvejer ganske kort om jeg mon kan nå at cykle!? Og så kommer han. Ud af det blå. Jeg skruer mit bedste charmesmil på (velvidende at cyklister er de personer, taxachauffører MINDST vil have med -og jeg forstår dem godt). Han stopper og jeg sætter mig på bagsædet. Jeg har lavet Instatakeover på TDC Groups Story, og så har jeg en kampagne på min egen story. Begge kanaler skal jeg lige have afsluttet. Så det gør jer dér på bagsædet. Man lærer ligesom at være ligeglad med hvor sært det end må se ud. Min tlf ringer. Det er mine to dejlige veninder. "Vi holder foran din indkørsel og venter". FUCK! Mig: "Okay, jeg tænker jeg ikke kan nå at klæde om inden vi kører?". Mine veninder: "Vi tænker du har ret". Jeg løber ud af taxaen. Kaster min cykel i carporten og løber ind i huset hvor min far er med børnene. Råber et eller andet med at jeg smutter igen og om det er gået godt? Og min kække far (der ikke helt har forstået situationen), kaster sig ud i en længere joke om at det er gået strålende, bortset fra da politiet ringede på, med en stævning af Bastian. Far for helvede!!! Har man i øvrigt ikke læst mit indlæg om ham? Ja, så kan jeg varmt anbefale en god griner hér. Jeg griber sportstasken, en flaske vand og ræser ud til bilen på fødder jeg snart ikke kan mærke mere. Kaster mig ind på bagsædet. Lander næsten i børnesædet. Og vi sætter kurs imod Hillerød. Klokken er 14.52

LADIES MUD RACE THAT IS!

Adrenalinen fra formiddagens strabadser og grænseoverskridende oplevelser pumper stadig rundt i kroppen på mig. Den historie skal I nok få om et par dage. Og jeg har svært ved at holde masken da jeg sidder der på bagsædet og smider alt tøjet for at skifte til løbetøj. En øvelse vi alle sammen kender og ved IKKE er i nærheden af elegant. Vi rammer Hillerød ret præcis 15.45. Vi smider bilen. Jeg tager tlf med, i den overbevisning at jeg skal dokumentere vores vilde forhindringsløb. Jeg bliver klogere. Vi finder et par toiletter, de 4 resterende veninder vi skal løbe med, og får hentet startnumre. Vi løber i startgruppe no. 7. Får påmonteret numre, taget de obligatoriske selfies og gruppebilleder og haster til start for at gøre klar.

Vi når lige akkurat til siden af feltet da startskuddet lyder.

Og en flok på ca. 40 kvinder spænder afsted over startlinien. Pludseligt er der én af veninderne der siger "Det er os!", "Det er hvad?", "Det er os der skal løbe", "De sagde nummer 7!", "Er vi ikke nummer 7?", "Jo", "Jamen så er det jo os nu!", "Præcis". Og så spurter vi ind over linien og er altså bagud med 20-30 m. allerede fra start. Storgrinende over vores egen præcision. Første mudderpøl rammer vi efter 400 meter. En mudderpøl vi elegant forsøger at undgå. Og vi skulle blive klogere. 200 meter længere fremme kommee dens storebror som vi ikke kan komme forbi, medmindre vi vader igennem ankeldyb mudder. Og det bliver kun værre. Vi taler hoftedyb pludder, søvand til halsen, biler der skal forceres, containere pakket ind i net man skal kravle over og halmballer der skal bestiges. Hold nu kæft det er sjovt. Vi har allerede indgået en pagt om at gøre det igen næste år. Men i startgruppe 1 (om muligt). Konkurrence mennesket i mig holder det ellers ikke ud. Kan godt være jeg ikke er den hurtigste løber, men jeg er satme hurtig når det kommer til forhindringer og klatring. De bette arme jeg har, skal man ikke kimse ad (skriver damen og skovler en skefuld is ind). 1 time og 36 min er vi om de 40 forhindringer og 8 km. Og det inklusiv en del ventetid undervejs. Kolde og gennemblødte løber vi over målstregen og er lykkelige for at vi lod mobiler blive tilbage i en taske, og at vi trodsede alt form for mode og havde iført os havehandsker. De var et NØDVENDIGT onde. Hænderne havde ikke overlevet uden. Vi løber tilbage til bilen (så kolde er vi). Og hér vil jeg gerne på forhånd undskylde til alle der passerede i de 20 min det tog os at klæde om der på en villavej i Hillerød. Undskyld. Bare undskyld. Og til jer læsere kan jeg fortælle at det om muligt var den absolut sjoveste og hårdeste del af hele løbet. At forsøge at få totalt gennemblødt sportsbh og løbetights af, tørret sig, få nyt tøj på, og uden på noget tidspunkt at stå bare lidt nøgen. En umulig øvelse. Men virkelig sjov. Og så UNDSKYLD. Vi parkerer et andet sted næste år. Jeg har ikke mere at sige om den tur end, at det var alle pengene værd. Jeg er vild med konceptet. Og jeg står først i køen når de åbner for 2018 tilmeldinger. Hvis man overvejer at gøre os kunsten efter kan jeg anbefale følgende:
  • Max 4-7 deltagere per hold ellers bliver man væk fra hinanden.
  • Det er en hold sport.
  • Find noget pynt der gør det nemt at finde dine holdbuddies. Gerne noget i håret. Resten af kroppen er ensfarvet efter 800 m.
  • Husk handsker. For guds skyld.
  • Gem et par gamle løbesko til eventet.
  • Ingen mobiler eller elektroniske bilnøgler. Det er så dumt med alt det vand.
  • Håndklæde og varmt tøj ved mål.
  • Evt. en god kop Irish Coffee.
Roger Over and OUT! p.s. Team Mosekonerne! Mette, AK, Camilla, Denise, Marie og Sara... I ER FOR SEJE!!! TAK FOR EN FANTASTISK TUR!!!! p.p.s vi blev nr 260-et eller andet ud af alle 700 deltagere.