Jeg var nanosekunder fra at købe et `anger management kursus´. Jeg ved ikke om min lunte er kortere end normalt? Om ungerne prøver flere grænser end normalt? Om det er flytningen? Kaoset? Om jeg har PMS (latterlige komplet random cyklus)? Eller hvad faen der stikker mig.
Men jeg hæver stemmen. Nej jeg RÅBER meget mere end jeg plejer. Af frustration. Af magtesløshed. Når børnene IGEN smutter grinene væk imellem mine hænder som en slimet ål, og hører SIP NADA af mine ordrer.
Jeg bliver SINDDSYG! Når jeg for 48. gang beder dem om at komme til aftensmadenIsær. Eller eller eller når man har bedt dem om at ryde legoklodserne på stuegulvet væk, for at ingen skal snuble eller træde på dem. OG DE SÅ TRÆDER PÅ DEM OG BLIVER ULYKKELIGE!
DET VAR JO DET JEG SAGDE!!!
De er kun børn. De er kun børn. De er kun børn. (Messer min indre stemme)
Men det vil min reptilhjerne skide højt og helligt på. Den orker ikke flere kampe.
Og så tog jeg min pædagog stemme på. Den myndige stemme. Stemmen der ikke er sur, eller glad.
Den er BESTEMT!
Jeg fandt ud af at jeg havde den, da vi i lørdags havde
20 børn til børnefødselsdag, og jeg på forhånd havde læst at det gælder om at sætte sig i respekt fra start af.
Ikke være sur. Bare bestemt fortælle: Det hér er planen! "Er man tørstig finder man den store cowboy! Og vi starter med pakkeleg. BASTA!"
Ingen slinger i valsen. Eller stemmen. Og alle 20 børn sad med åben mund og polypper i den fineste rundkreds, i den tomme stue på trægulvet.
Og så slog det mig. Er jeg for blød og mor agtig når det er mine børn? Givetvis!
Så imorges, da jeg IGEN var ved at gå fra forstanden og blive den mor jeg ikke vil være, tændte jeg for pædagogstemmen (hvis navn selvfølgelig skal forstås på den allerkærligste måde). Var ellers tæt på en eksplosion (og vi manglede stadig både tandbørstning, en enkelt trøje, en håropsætning, en fødselsdagssang for marsvinet Holger, sko og jakke og ud af døren).
Med andre ord. En lille times tid omregnet i gøremål.
Men så kom stemmen. Pædagogstemmen.
"SÅ BØRN! Nu skal vi børste tænder, og bagefter skal I have sko og jakker på!" BASTA!
Inde i mit hoved havde jeg besluttet mig for at der INGEN anden option var. Og at det var nu det skulle ske. Det virkede. Jeg må have udstrålet et eller andet myndigt. Uden palaver (bortset fra Anna der lige skulle afprøve om hun kunne smutte), gik de på badeværelset og børstede tænder.
Om jeg fatter det!? Jeg må bruge den stemme noget oftere.
Og har I andre tricks til Anger Management!?!?!
Eller hvad gør I? Når børn ikke hører efter?
Hav en dejlig dag!