Ej okay. Allerførst pisse tak for at give mig så meget medvind på det forrige indlæg. MEGA TAK! Og for en god ordens skyld har jeg absolut intet imod fruer (eller frøkener) fra Hellerup. Det gav bare en meget god, omend generaliserende, beskrivelse af situationen. Og damen. I kan læse det
her.
Om 10 dage får vi nøglerne til vpres nye hus. Om 11 dage slipper vi en maler løs på Rolighedsvej. Om 19 dage skal alle vores ejendele være sirligt fordelt i 150 Holger D flyttekasser. For om 20 dage kommer der en kæmpe lastbil og flytter hele molevitten. Rub og stub.
Om jeg panikker!? Overhovedet ikke.
JOW AD HELVEDE TIL!!!
Hvad fanden tænkte jeg på dengang jeg insisterede på at sætte huset til salg?!? Det ANER JEG IKKE!!! Tænkt idéen til ende? Har jeg ihvertfald ikke gjort. Altså jow det har jeg.Lige nu føles det bare som den mest tåbelige idé. EVER.
Især fordi at for lige præcis en uge siden fik vi tilbudt plads til ungerne i deres nye institution. YAY! Eller noget. Jeg havde inde i mit hoved planlagt (og argumenteret for) at det faktisk var det allerbedste hvis vi først flyttede hus. Og så efter et par måneder flyttede institution. Så kunne ungerne nå at få et par legekammerater derude og undgå to store ryk på én gang. Men for en uge siden røg den plan lige lodret i afløbet. Vi fik tilbudt plads i vores 3. prioritet, med opstart d. 15.8 og d. 1.9. Korrekt! De skal ikke starte samtidig. AV mit moderhjerte. Derudover holder vi sommerferie fra på fredag i næste uge indtil d. 20.8. Dvs. lige pludseligt har den store (som har plads d. 15.8) sidste uge i sin yndlingsbørnehave, og vi skal have afslutning for ham allerede på fredag.
Jamen farvel. Åbenbart!
Så nu har vi taget den beslutning at vi lader den store starte d. 21 august, og holder den bette hjemme (med hjælp fra bedsteforældre), indtil hun kan starte d. 1.9. På dén vis kan morfar og bettepigen hjælpe med indkøring af August og med at give ham nogle korte dage i starten.
Det skal nok gå. Messer jeg for mig selv.
Det.skal.nok.gå!
Det jeg har allersværest ved. Det er, at jeg allerede idag måtte kramme den første yndlingspædagog farvel (hun smuttede på ferie). Og løbe ud fra legepladsen med begge ungerne under armene, inden tårerne for alvor tog fart.
SJIT jeg er ringe til at sige farvel. Jeg hader det! Virkelig!
Men det skal jo nok gå. Især når nogen sender en frelsende engel til at hjælpe med at pakke de 150 flyttekasser, der har barrikaderet sig på kontoret. #wishfullthinking
Et hurtigt pip fra sofaen i Brønshøj (så længe det varer).