Postkort fra Oslo: Savn

img_1651Jeg ligger i mørket i kahyt nr 2028. Damen i højtaleren har lige sagt 'godmorgen mine damer og herrer, kl er 8'. Hun kunne bilde mig hvad som helst ind, hér 24 fod under havets overflade. I køjen lige ved siden af mig ligger Heidi. Hun er en slow starter (i modsætning til mig). Vi har sovet godt. Tror jeg. Det meste af natten. Og selvom jeg er ombord på Oslofærgen, med nogle de bedste (og nyeste) piger i mit liv (utroligt så hurtigt man kan knytte stærke venskaber), så mangler jeg noget, kan jeg mærke. Jeg mangler min familie. Mine børn. Da jeg kom hjem fra Madrid, blev jeg spurgt om jeg havde savnet børnene. Det havde jeg egentligt ikke. Ikke sådan savnet-savnet. Jeg havde øjeblikke hvor jeg tænkte at det bliver godt at komme hjem igen. Men ikke den stærke følelse af savn. Og jeg følte mig forkert. Burde jeg ikke savne øredøvende højt og meget? Burde jeg ikke have ondt i maven af savn? Jeg fik dårlig samvittighed, og fik sat mig selv i en boks med inskriptionen 'dårlig mor'. Men jeg havde den altså ikke. Følelsen af savn. Den har jeg nu. Det er ambivalent. På den ene side er det ikke rart. På den anden side føles det helt rigtigt, og meget godt, AT jeg savner! Savnet overskygger ikke turen. Slet ikke. Vi stortrives, råhygger, griner, taler dybt, taler højt, og taler om alt og intet. Men den er der. Følelsen af at jeg savner at være sammen med dem. Savner at kramme dem. Dufte til dem. Grine med dem. Skændes med dem. Bare være med dem. Den minder mig om at jeg har dem. At jeg elsker dem. Og at jeg glæder mig helt enormt til at komme hjem til dem igen. Så jeg er glad for at jeg savner. Og jeg glæder mig til at komme hjem og kramme honningungerne imorgen. Men nu banker disse to damer (hende og hende) på døren, de siger vi burde være stået op nu. Det siger vi ikke. Og færgen, sludder skibet, er i havn om ganske snart. Må sgu hellere se at komme ud af de syntetiske fjer, og køjesengen.